Omnibus skal evalueres – og vi har brug for at høre din mening

Redaktionskomitéen for universitetsavisen Omnibus gennemfører i øjeblikket en evaluering af Omnibus. Formålet er at afdække kendskabet til Omnibus og brugen af avisen blandt medarbejdere og studerende på Aarhus Universitet.

Rune Stubager er professor ved Institut for Statskundskab og formand for redaktionskomitéen for Omnibus. Foto: Privat

Om universitetsavisen Omnibus

Omnibus er den officielle avis for medarbejdere og studerende ved Aarhus Universitet. 

Avisen udgives af Aarhus Universitet, men har redaktionel frihed – det vil sige, at avisen redigeres efter journalistiske principper og uafhængigt af nogen interesser ved universitetet, herunder uafhængigt af ledelsen. 

Redaktionen består af to journalister og en studenterreporter. 

Omnibus udgiver løbende nyheder på omnibus.au.dk – du kan abonnere på Omnibus’ nyhedsbrev og følge Omnibus på Facebook og Twitter (@OmnibusAU)

Kender du Omnibus? Læser du den? Og leverer avisen det stof, du er interesseret i og har brug for? Det er nogle af de spørgsmål, du vil blive bedt om at svare på i det spørgeskema, der netop er sendt til samtlige medarbejdere og studerende på Aarhus Universitet. 

Det er redaktionskomitéen for Omnibus, der lige nu gennemfører en evaluering af universitetets avis. Komitéen er i kraft af kommissoriet for Omnibus forpligtet til at gennemføre en evaluering hvert fjerde år og fremlægge resultatet for universitetsledelsen. 

EVALUERING AF OMNIBUS: Deltag i spørgeskemaundersøgelsen

Den aktuelle evaluering har til formål at afdække kendskabet til Omnibus og brugen af avisen blandt medarbejdere og studerende på Aarhus Universitet. Og derfor er komitéen både interesseret i at høre fra de, der allerede kender og læser Omnibus – og de, der ikke gør.

”I redaktionskomitéen arbejder vi løbende med at udvikle og forbedre Omnibus, men for at vi kan gøre det bedst muligt, har vi brug for input fra både dem, der for tiden læser avisen, og dem, der ikke gør. Særligt sidstnævnte vil vi meget gerne høre fra, så vi også kan forsøge at imødekomme deres ønsker til en universitetsavis,” siger Rune Stubager, formanden for Omnibus’ redaktionskomité.

Evalueringen gennemføres som spørgeskemaundersøgelse, og det er vigtigt for undersøgelsens repræsentativitet, at så mange medarbejdere og studerende som muligt bruger de 5-8 minutter, det tager at svare på spørgsmålene i undersøgelsen. 

”Omnibus er hele universitetets avis, og derfor er det vigtigt, at vi hører fra både studerende, TAP’er og VIP’er fra alle hjørner af universitetet. Vi er helt afhængige af svarene for at kunne få det bedst mulige billede af de ønsker og behov, de forskellige grupper på universitetet har i forhold til Omnibus,” uddyber Rune Stubager.

Omnibus blev etableret i 2013, og ved samme lejlighed blev komitéen nedsat. Komitéen består af syv medlemmer: To repræsentanter for studerende, to repræsentanter for teknisk-administrative medarbejdere, to repræsentanter for videnskabelige medarbejdere og en repræsentant for ledelsen. Komitéen skal blandt andet rådgive redaktøren om udgivelsesstrategi og yde efterkritik på udgivelserne. Og komitéen skal også sikre Omnibus’ redaktionelle frihed.

”For et universitet som vores med samlet cirka 46.000 medarbejdere og studerende er det vigtigt, at vi har et uafhængigt medie, der kan formidle nyheder, stille skarpt på problemer og være forum for debat – kort sagt være et fælles mødested for universitetsbefolkningen. Et universitet er jo ikke som en topstyret virksomhed, men mere som et lille udsnit af samfundet, og som i ’det store samfund’ har vi også brug for medier, for at universitetssamfundet kan fungere,” slutter Rune Stubager. 

Om universitetsavisen Omnibus

Omnibus er den officielle avis for medarbejdere og studerende ved Aarhus Universitet. 

Avisen udgives af Aarhus Universitet, men har redaktionel frihed – det vil sige, at avisen redigeres efter journalistiske principper og uafhængigt af nogen interesser ved universitetet, herunder uafhængigt af ledelsen. 

Redaktionen består af to journalister og en studenterreporter. 

Omnibus udgiver løbende nyheder på omnibus.au.dk – du kan abonnere på Omnibus’ nyhedsbrev og følge Omnibus på Facebook og Twitter (@OmnibusAU)