Top 10: De mest populære uddannelser på AU i 2020

AU har i år fået 5 procent flere ansøgninger i forhold til sidste år – og fremgangen mærkes på alle fakulteter. Og det er fortsat lægekundskaben, paragrafferne og indsigt i sindets kringelkroge, som trækker i årets ansøgere.

Foto: Ida Marie Jensen/AU Foto

Det var forventet, at flere unge i år ville søge ind på en uddannelse som følge af coronakrisen. Det fik politikerne til at oprette 5.000 nye studiepladser. På AU blev der oprettet 539 pladser fordelt på uddannelser inden for ingeniørvidenskab, naturvidenskab og økonomi.

Og AU har helt i tråd med forventningen modtaget 9 procent flere ansøgere i forhold til sidste år, heraf 5 procent flere ansøgninger fra unge, der har en uddannelse på AU som deres førsteprioritet. I alt har AU fået 28.502 ansøgninger, heraf 10.144 fra unge, der har en uddannelse på AU som deres førsteprioritet.  

Størst stigning i antal ansøgninger på Arts og Natural Sciences

Samtlige fem fakulteter på AU oplever da også fremgang i antallet af ansøgninger. Det er fortsat Aarhus BSS, der trækker flest ansøgninger – over en tredjedel af det samlede antal ansøgninger er rettet mod en uddannelse på Aarhus BSS. Men den største procentvise stigning i antallet af ansøgninger finder man på fakulteterne Arts og Natural Sciences med en fremgang på henholdsvis 15 og 14 procent flere ansøgninger end sidste år. 

På Arts er det især uddannelserne Antropologi, Medievidenskab og International virksomhedskommunikation i engelsk, der har fået mange ansøgninger. Og uddannelser som Teologi, Nordisk sprog og litteratur og Engelsk har stor fremgang. Størst er fremgangen på Digital design, der har fået 57 procent flere førsteprioritetsansøgninger i forhold til 2019.  

På Natural Sciences er det uddannelserne Molekylær medicin, Datalogi og Biologi, der har fået flest ansøgninger. Uddannelser som It-produktudvikling, Matematik – Økonomi og ikke mindst Geoscience oplever fremgang i år, sidstnævnte har fået 56 procent flere ansøgninger end sidste år og en stigning på 35 procent, når det gælder ansøgninger fra unge med Geoscience som førsteprioritet. 

Intet nyt under solen

Når det er sagt, er der ikke meget nyt under solen, når det gælder de unges uddannelsesdrømme. Det er fortsat uddannelserne Medicin, Psykologi og Jura, der topper listen over mest populære uddannelser på AU blandt årets ansøgere.  

Ingen af de naturvidenskabelige uddannelser eller tech-uddannelserne har fundet vej til top 10. Faktisk har der i år været et fald i antallet af ansøgninger på flere af tech-uddannelserne. Et fald, som dog er blevet opvejet af en fremgang på uddannelserne Softwareteknologi, Elektronik og Byggeri.  

Ansøgerne får 28. juli svar på, om de er optaget på en uddannelse. 


Top 10 mest populære uddannelser på AU i 2020

Målt på samlet antal ansøgninger per 7. juli 2020

1.     Medicin: 3.004 ansøgninger (heraf 1.033 som førsteprioritet)

2.     Psykologi: 1.834 ansøgninger (heraf 778 som førsteprioritet)

3.     Jura: 1.663 ansøgninger (heraf 669 som førsteprioritet)

4.     Almen erhvervsøkonomi (HA): 1.519 ansøgninger (heraf 650 som førsteprioritet)

5.     Statskundskab: 990 ansøgninger (heraf 367 som førsteprioritet)

6.     Economics and business administration: 937 ansøgninger (heraf 407 som førsteprioritet)

7.     Odontologi: 828 ansøgninger (heraf 305 som førsteprioritet)

8.     Erhvervsøkonomi-erhvervsret, HA(jur.): 671 ansøgninger (heraf 150 som førsteprioritet)

9.     Antropologi: 629 ansøgninger (heraf 209 som førsteprioritet)

10.  Medievidenskab: 555 ansøgninger (heraf 169 som førsteprioritet)

Kilde: AU Uddannelse, Udannelsesstrategisk sekretariat, Analyse og indberetning/KOT