12.000 prikker senere…

Giv os et indblik i dine medievaner ved hjælp af sorte prikker. Sådan lød Omnibus’ opfordring til de tusindvis studerende på Studiemessen. Rigtig mange tog imod en håndfuld prikker og klistrede dem på vores messestand. Siden har vores studentermedhjælp talt og talt…

Prik, prik, prik. Sådan så det ud på messens første dag, da Omnibus opfordrede studerende til at fortælle om deres medievaner ved hjælp af sorte klistermærker. Foto: Anders Trærup
Foto: Anders Trærup
Foto: Anders Trærup
Foto: Anders Trærup
Ved messens afslutning, var mange prikker smeltet sammen til sorte plamager. Foto: Adam Anker-Møller
Foto: Adam Anker-Møller

Research (læs: optælling): Adam Anker-Møller

Undersøgelsen er helt og aldeles uvidenskabelig, men i løbet af de tre dage, messen varede, manifesterede der sig alligevel et billede af AU-studerendes medievaner på Omnibus’ messestand.

Overspring

Hvor læser du nyheder? Sådan lød et af spørgsmålene til de studerende. Og rektor Brian Bech Nielsen var ikke videre fornøjet over at se, at en af svarmulighederne var ”i undervisningen”, da han besøgte messen. Rektor kan imidlertid glæde sig over, at langt de fleste studerende satte prik ved ”som overspring” og ”om aftenen”, mens de færreste gav udtryk for, at de læser nyheder i undervisningen eller sjældent læser nyheder.

Nyheder på mobilen

Hvor læser de studerende så nyheder henne? Flest har svaret, at de bruger mobilen til at tjekke nyheder både på nettet og via sociale medier. Men laptoppen er også populær til samme formål. Tv og avis bliver også brugt, mens få studerende henter nyheder via RSS-feeds, nyhedsbreve og blogs.

Facebook frem for Twitter

Når sociale medier er så populære som nyhedskilde blandt studerende, er det interessant at vide, hvilke sociale medier studerende er på. Her fører Facebook efterfulgt af Snapchat og Instagram. Twitter, LinkedIn og Pinterest er derimod ikke særligt brugte.

Hvad sker der?

For Omnibus har det naturligvis også været vigtigt at spørge til, hvad de studerende gerne vil læse nyheder om. Kalender og events på AU er populære emner. Det samme gælder forskning, studie- og campusliv samt anmeldelser af for eksempel fredagsbarer og kantiner. Der er imidlertid ikke stor interesse for emner som afstemninger, andre studerende og undersøgelser.

Vi er glade for de 12.000 prikker – og i særdeleshed den indsigt, de giver. Omnibus skal digitaliseres til næste år, og i den forbindelse har vi brug for alle de input, vi kan få – både fra universitetets studerende og ansatte.