4 gode råd: Sådan får du julen til at vare længe, uden det skal koste alle dine SU-penge
Julen kan som få andre begivenheder få en SU til at forsvinde på nogenlunde den samme tid, det tager at spise en pose juleskum. Og i år er alt tilmed blevet dyrere. Men inden du laver overtræk på dankortet, sælger din sjæl til djævlen eller foretager dig andet uhensigtsmæssigt, får du her forfatter og foredragsholder Nanna Hyldgaard Hansens gode råd til en billig og bæredygtig SU-jul.
Kan man godt have en givende jul, selvom man er på SU og har et stramt budget?
Det spørgsmål har du måske stillet dig selv, og måske er du også nået frem til et nedslående svar. Men forfatter og foredragsholder Nanna Hyldgaard Hansens svar på spørgsmålet er: ja da!
Hun har blandt andet skrevet bestsellerbogen Lev for det halve, hvor hun kommer med konkrete råd og metoder til, hvordan man med et mindre forbrug kan få mere tid og overskud i hverdagen. Og der er særligt én forbrugsmyte knyttet til julen, som hun gerne vil slagte:
”Vi skal prøve at gøre op med den kobling, der hedder, at det skal være dyrt og ekstremt, for at det bliver en storslået og god jul. Her mener jeg ikke dem, hvor julen er dyr på grund af store økonomiske udfordringer særligt i år, men mere generelt,” siger hun.
Og hun deler her en række idéer, som kan gøre julen mere håndterbar på et SU-budget:
1. Tip: Tænk relationen ind i julegaven
Ifølge Nanna Hyldgaard Hansen er der noget grundlæggende ved måden, vi giver gaver på, der sagtens kan tåle at blive revurderet:
”I dag er julegavekøb i høj grad blevet til, at vi bare bytter indkøbslister. I stedet kunne man begynde at tænke på den relation, man har til personen, når man skal finde en gave,” siger hun.
Man kan for eksempel give oplevelser eller en service frem for ting. En vandretur med sig selv som guide, et klippekort med IT-hjælp til bedsteforældrene eller tre cykellapninger til sin gode, men u-handy nabo på kollegiet, foreslår Nanna Hyldgaard Hansen.
Man kan også aftale, at man køber ting fra ønskelisten brugt fremfor fra nye for at spare både penge og CO2.
”Når vi i højere grad viser gennem vores gaver, at vi har tænkt på personen og den relation, vi har sammen, styrker det både julens ånd og sparer os for en masse penge,” siger Nanna Hyldgaard Hansen.
2. Tip: Opret et genbrugsrum med naboer, roommates eller kollegievenner
Det her tip er et af de mere langsigtede af slagsen, påpeger Nanna Hyldgaard Hansen, men ikke mindre relevant af den grund. Ideen er, at man i fællesskab med dem, man enten deler adresse, opgang eller vej med, opretter et kælderrum, et kosteskab, en reol eller lignende, hvor man lægger de ting, man ikke længere bruger. Når man for eksempel står få timer inden julefrokosten og ikke har fået købt gaven til pakkeleg, kan man ty til genbrugsrummet. Det samme gælder, når man skal finde julegaver eller jylepynt til værelset.
”Det er et tip, der også nedsætter forbruget generelt i hverdagen. I stedet for at kassere og købe nyt får tingene nye ejere og nyt liv. Og følelsen er ofte langt mere givende, når man finder noget brugbart gratis,” siger Nanna Hyldgaard Hansen.
3. Tip: Gør brug af de mange tilbud og gratis arrangementer til julefrokosten
Antallet af julefrokoster løber hurtigt op i løbet af vinteren, når både holdet, familien, arbejdspladsen og vennerne inviterer. Og hvis det foregår som sammenskudsgilde – eller man på anden måde skal betale for at deltage - kan det godt blive en betydelig post i et SU-budget. Det kan derfor være en god ide at aftale med nogle af dem, man holder julefrokost med, at man i år prøver at rykke spisningen ud af hjemmet og hen til et gratis arrangement. Der er nemlig flere foreninger og organisationer, som afholder arrangementer for unge og studerende, hvor man kan spise gratis. Nanna Hyldgaard Hansen fremhæver blandt andet UngK’s månedlige SU-middag i Sankt Lukas Kirke i Aarhus samt Gellerup Højskole, der også laver den type af arrangementer
Foregår julefrokosten privat, kan man benytte sig af Too Good To Go-appen og finde nogle lækre restaurantrester fremfor at købe det til fuld pris. Skal man til sammenskudsgilde, er det et godt tip at downloade E-tilbudsavisen, så man lettere kan orientere sig om hvilken butik der har de billigste sild.
4. Tip: Gør det til en sjov udfordring frem for et problem at spare i julen
Mange af de ovenstående råd og tips kræver, at man på den ene eller anden måde skal tage en samtale om forbrug og traditioner med sine venner og familiemedlemmer. Penge kan være et akavet og ubehageligt samtaleemne, især når man ikke har så mange af dem. Nanna Hyldgaard Hansen råder til, at man forsøger at være så ærlig som muligt om sin økonomiske situation og gør det at spare til en sjov og positiv udfordring. En måde at starte kan være at gøre det til en forsøgsordning i familien eller vennegruppen. Man kunne for eksempel sige noget a la: Jeg er på SU, og alt er blevet dyrere for alle, så kunne det ikke være en idé at købe vores gaver brugt i år?
"Når man skal tænke mindre forbrug ind i julen, kan man også argumentere med, at det gør traditionerne mere bæredygtige, og at det sagtens kan give en dejlig jul alligevel, ” siger Nanna Hyldgaard Hansen.
Hvis du vil have mere inspiration og tips til, hvordan du kan nedsætte dit forbrug, kan du besøge Nanna Hyldgaard Hansens profil @levfordethalve på Instagram.
Korrekturlæst af Charlotte Boel