400 HAR TILMELDT SIG FÆLLESLØBET AU RUN
AU RUN begyndte som en corona-aktivitet i 2020, men lørdag 20. maj skyder rektor fællesløbet for medarbejdere og studerende i gang for tredje år i streg, og arrangørerne håber at slå sidste års deltagerrekord.
AU RUN 2023
Hvor: Universitetsparken, Aarhus C
Hvornår: Lørdag 20. maj 2023 fra kl. 12.30
Løbet arrangeres af Studenterrådet, Aarhus Universitets-Sport og Studenterhus Aarhus
Det koster 50 kroner for studerende og 100 kroner for medarbejdere at deltage.
Program
12.30: Ankomst og mulighed for last-minute-afhentning af løbenummer og T-shirt
13.00: Rektor Brian Bech Nielsen byder velkommen
13.10: Fælles opvarmning
13.20: Opstilling til 10 km-løbet
13.25: Løbere på 10 km-distancen sendes afsted
13.30: Løbere på 5 km-distancen sendes afsted
14.35: Præmieoverrækkelse
14.50: Spil og leg i parken
Det er kun knap tre uger, siden de studerende piskede søen i Universitetsparken op til skum og sled græsset tyndt på Jurabakken ved Kapsejladsen. Men nu går det snart løs igen – denne gang er det dog stierne i parken, der skal slides på. For tredje år i streg afholdes der nemlig AU RUN i Universitetsparken.
Løbet begyndte som en corona-aktivitet i nedlukningens år 2020, hvor Studenterrådet opfordrede medarbejdere og studerende ved Aarhus Universitet til at løbe hver for sig hen over en weekend og uploade tid og billede på sociale medier. Året efter blev løbet holdt som ægte fællesløb for første gang med 350 tilmeldte. Sidste år steg antallet af tilmeldte til 400, og det tal har man netop rundet, fortæller David Rogers, der er Studenterrådets projektkoordinator på løbet.
”Tilmeldingen er stadig åben, og vi håber at nå et godt stykke over sidste års rekord,” fortæller han.
Løb med venner og kolleger
Løbet arrangeres af Studenterrådet, Studenterhus Aarhus og Aarhus Universitets-Sport med støtte fra Aarhus Universitets Forskningsfond og Nordea-fonden. Det koster en flad halvtredser at deltage som studerende, mens medarbejdere må hoste op med 100 kroner for at deltage. Prisen dækker en løbetrøje, løbenummer og en goodiebag.
Det er især studerende, der har tilmeldt sig løbet, fortæller David Rogers. Og det er da også målet med løbet at skabe en tilbagevendende aktivitet, hvor man er sammen med sine medstuderende på en måde, hvor der ikke er alkohol involveret. Men medarbejdere er mere end velkomne, understreger han:
”Vi har et mål om at blive større – og jeg synes, det kunne være fedt, hvis medarbejdere også vil bruge løbet som en måde at mødes med kollegerne på, ligesom de gør ved DHL-stafetten. AU RUN kunne måske fungere som opvarmning for DHL-stafetten,” siger han.
Præmier til de hurtigste – og de midterste
Der er mulighed for at løbe både 5 og 10 kilometer ved AU RUN. Selve ruten er på 2,5 kilometer, går rundt i Universitetsparken og skal altså løbes enten to eller fire gange. Der er præmier til de hurtigste løbere på hver distance – og som noget nyt er der også præmier til de to løbere, der opnår mediantiden (den midterste tid blandt alle registrerede tider på de to distancer, red.) på de to distancer.
”Det er jo typisk professionelle løbere, der løber med de bedste tider. Men vi vil også gerne honorere de glade amatører, og derfor har vi i år indført en præmie til løberen med den midterste tid på de to distancer,” fortæller David Rogers.
Det er Aarhus Universitets rektor Brian Bech Nielsen, der skyder løbet i gang efter den fælles opvarmning, som Aarhus Universitets-Sport står for. Efter løbet er der forskellige aktiviteter i parken, hvor Studenterhus Aarhus også sørger for kolde drikkevarer.
Korrekturlæst af Charlotte Boel