Åbent Bogtårn: Kom til tops og få overblik
I forbindelse med Aarhus Festuge kan du onsdag og torsdag komme helt til tops i Bogtårnet på Det Kgl. Bibliotek i Aarhus. Her kan du få overblik over AU's campus i Aarhus og skue videre ud over resten af byen. Der er også særlige rundvisninger i bibliotekets underjordiske magasiner og en rundvisning med fokus på den kolde krig.
Har du mistet overblikket under den travle studiestart, kan du muligvis genvinde det på toppen af det 45 meter høje Bogtårn ved Det Kgl. Bibliotek i Aarhus. Om ikke andet kan du i hvert fald få overblik over AU's campus i Aarhus og store dele af byen.
Som led i arrangementet 'Byen set fra oven' under Aarhus Festuge byder Det Kgl. Bibliotek i Aarhus onsdag og torsdag på tre forskellige rundvisninger i Bogtårnet, der normalt ikke er åbent for offentligheden:
- Til toppen af Bogtårnet
På denne tur kommer du til tops i det 45 meter høje bogtårn og ser udsigten over Aarhus.Turen kræver ikke tilmelding. Du møder op i bibliotekets forhal (indgang fra Victor Albecks Vej 1) i tidsrummet kl. 12-17. Sidste tur begynder kl. 16.30. - Rundtur til toppen af Bogtårnet og i de underjordiske magasiner
På denne rundvisning kan du høre om bibliotekets historie og samlinger, arkitekturen og studiemiljøet og nyde udsigten fra Bogtårnet. Denne tur kræver tilmelding. Sidste tur begynder kl. 16. - Den kolde krig i Bogtårnet
På denne rundvisning i Bogtårnet fra kælder til kvist fokuseres på den kolde krig. Du ser skjulte nødudgange under cykelparkeringen, kan måske spotte lavtgående fly fra Bogtårnets øverste etage og åbne de tunge jerndøre til de nederste etager. Denne tur kræver tilmelding. Sidste tur begynder kl. 14.30.
Læs mere om rundvisningerne, og hvordan du tilmelder dig
Korrekturlæst af Charlotte Boel