Omnibus prik

Årets underviser på AU er tre gange i træk blevet kåret til årets underviser på sit institut

Årets underviser på AU er Magdalena Pyrz fra Institut for Molekylærbiologi og Genetik. Hun modtager Aarhus Universitets Jubilæumsfonds Undervisningspris ved årsfesten 12. september.

Underviser Magdalena Pyrz er ansat som chefkonsulent på Institut for Molekylærbiologi og Genetik. Foto: AU Foto/Jens Hartmann

Hvert år uddeles Aarhus Universitets Jubilæumsfonds Undervisningspris til en af universitetets undervisere som en anerkendelse ”af fremragende og banebrydende undervisning på Aarhus Universitet”.

I år bliver det underviser på Institut for Molekylærbiologi og Genetik Magdalena Pyrz, der modtager prisen, oplyser Natural Sciences i en nyhed. Med den følger 60.000 kroner. Hun udtaler sig om hæderen i nyheden:

”Jeg er meget ydmyg, stolt og berørt over at modtage prisen. Grundlæggende er jeg bare meget taknemmelig for den anerkendelse, det er. En anerkendelse, jeg gerne vil dele med mine mange kollegaer, for hvem undervisning også er en glæde,” siger Magdalena Pyrz til Nat. 

Det er ikke første gang, hun modtager en undervisningspris. Hun er således blevet kåret til årets underviser på sit institut i både 2022, 2023 og 2024, oplyser Nat.

Magdalena Pyrz har en ph.d. fra Institut for Molekylærbiologi og Genetik og har også forsket som postdoc på instituttet, hvor hun har undervist i mere end ti år. 

Hun leder undervisningslaboratorierne på Institut for Molekylærbiologi og Genetik og har blandt andet været initiativtager til etablering af instituttets Studenterudvalg. Her mødes instituttets studenterforening, tutorforening og fredagsbar med hende som institutrepræsentant. På møderne er undervisning, trivsel og studiemiljø på dagsordenen.