Aarhus’ kommende borgmester om at skulle stå i spidsen for landets største studieby: "Man skal ikke hvile på laurbærrene"
Anders Winnerskjold blev onsdag udpeget som Aarhus’ næste borgmester, når Jacob Bundsgaard 6. november træder tilbage. Omnibus fangede den kommende borgmester for en kort bemærkning og spurgte, hvad der vil være vigtigt for ham, når han sætter sig i spidsen for landets største studieby – og om han tager traditionen op fra sin forgænger og skyder Kapsejladsen i gang.
Det er ikke mere end fire år siden, Anders Winnerskjold havde sin gang på Aarhus Universitet som studerende. Dog var han allerede tilbage i 2017 blevet stemt ind i Aarhus Byråd og havde af den grund med egne ord et noget anderledes kandidatstudium. Siden titlen cand.scient.pol. kom i hus, fortsatte han tilknytningen til universitetet, for Anders Winnerskjold startede sammen med sin medstuderende Nikolaj Schlüter virksomheden Elevaid, der var tilknyttet AU’s iværsætterhub The Kitchen.
Ny Aarhus-borgmester dimitterede fra AU for 4 år siden
Hvordan vil du beskrive din relation til universitetet?
”Ud over at jeg har læst på AU og derved har tilbragt nogle meget formative år på universitetet, har jeg også været en del af universitetets iværksættermiljø i forbindelse med, at jeg startede virksomhed. Så universitetet har fyldt enormt meget i mit liv i mine start-tyvere. Og universitetets campus i Aarhus er stadig et af mine yndlingssteder i byen. At se, hvordan det tidligere Kommunehospital i disse år bliver omdannet til ny campus, er også helt unikt at følge med i for en Aarhus-patriot som mig. Universitetet er en positiv driver for byen.”
Borgmester – og ekstern lektor
Anders Winnerskjold har dette semester suppleret sit virke som rådmand for Magistraten for Sociale Forhold og Beskæftigelse med at være ekstern lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet. Sammen med professor Søren Serritzlew underviser han på kandidatseminaret ’Hvem har magten i kommunerne? Politikeres og embedsmænds interesser, konflikter og kompetencer’.
”Det har jeg sagt ja til, fordi jeg gerne vil give tilbage til et sted, der har givet mig meget,” siger han.
De studerende på seminaret kan fra november se frem til at modtage undervisning fra selveste borgmesteren, for Anders Winnerskjold fortsætter i sin rolle som ekstern lektor semesteret ud. Dog fører han ikke de studerende op til eksamen, men det har heller ikke været planen, at han skulle det, for i december skulle han have været på barsel. Barslen er dog efter udpegningen flyttet til januar. Anders Winnerskjold er for nylig blevet far til en datter, som nu er seks måneder gammel.
I spidsen for landets største studieby
Anders Winnerskjold må flere gange afbryde det korte interview for at tage imod lykønskninger fra forbipasserende borgere, han møder på sin vej gennem Strøget fredag formiddag.
Adspurgt, hvad der for ham vil være vigtigt, når han sætter sig i spidsen for landets største studieby, svarer han:
”Jeg synes, man kan være megastolt over, at mange studerende flere år i træk giver udtryk for, at de mener, Aarhus er en god studieby – hvis ikke den bedste i Danmark. Men når det er sagt, så skal man ikke hvile på laurbærrene. Nogle unge mennesker slår sig på tilværelsen, når livet slår kolbøtter, dem vil jeg gerne hjælpe. Og dem, der ikke passer i kasserne, har jeg et ømt punkt for.”
Hvad er det for eksempel for ting, du mener kunne gøres bedre i den forbindelse?
”Der skal nok en større samfundsdiagnose til for at besvare det spørgsmål. Det er en kombination af mange ting og handler om både præstationspres, sammenligningspres, og at mange unge mennesker føler, de skal vælge rigtigt første gang, når det gælder deres uddannelse. Et valg, som kan være svært at træffe, når man er 18-19 gammel.”
Kapsejlads?
Den nu afgående borgmester Jacob Bundsgaard har haft tradition for at skyde Kapsejladsen i gang sammen med universitetets rektor. Men hvad siger den kommende borgmester til den sag?
Er det en tradition, du også har tænkt dig at tage op?
”Jeg vil ikke invitere mig selv, men får jeg invitationen, siger jeg ja.”
Korrekturlæst af Charlotte Boel