Aarhus Studenterradio er tilbage efter lang stilhed: "Vi har store drømme, men realistiske målsætninger"
Det er flere år siden, at Aarhus Studenterradio sendte flowradio, og siden foråret har radioen manglet en chefredaktør. Nu er radioen tilbage med fem nye hovedprogrammer og en chefredaktør, der nærmest har måttet begynde helt forfra.
OM AARHUS STUDENTERRADIO
Studenterradioen gik i æteren for første gang i 1996 og sendte radio for byens mange studerende.
Radioen er baseret på frivillige studerendes engagement.
Gennem tiden har radioen sendt live fra Kapsejladsen og har også samrbejdet med Northside-festivallen og SPOT-festivallen om at lave festivalradio.
Studenteradioens fem hovedprogrammer:
Mandag: Profundis. Et program om den nyeste forskning fra Aarhus Universitet og andre forskningsinstitutioner.
Tirsdag: Pjæk. Et program om kulturoplevelser i Aarhus.
Onsdag: Uniliv. Et program om studielivet på Aarhus Universitet
Torsdag: Den Åbne Kanal. Her får de studerende ordet og kan for eksempel præsentere bachelorprojekter og specialer.
Fredag: Støj FM. Musikprogram (endnu ikke på podcast)
Lyt med her: aasr.dk
Støvet er blevet pustet af mikrofonerne og høretelefonerne i Aarhus Studenterradio. Siden foråret 2023 har radioen ligget mere eller mindre stille uden en sendeplan eller chefredaktør, men nu har et nyt hold med chefredaktør Valdemar Lenschow i spidsen banket radioen op igen – nærmest fra bunden.
Ambitionen er, at radioen igen kan komme bredt ud til de studerende, fortæller Valdemar Lenschow denne mandag fra radioens lokaler i Studenterhusets kælder – skråt over for Studenterbaren.
”Jeg har store drømme, men realistiske målsætninger. Til at begynde med kunne det være rigtig fedt, hvis vi bare kommer op på nogle hundrede faste lyttere på vores programmer. Men vi skal jo lave radio til hele Aarhus Universitet og alle studerende. Så det kunne være fedt også at lave programmer, der når ret bredt ud,” siger Valdemar Lenschow.
Studenterradioen kommer til at have fem faste programmer fordelt på ugens fem dage og en række podcast, der udkommer mere løst. Tidligere sendte Aarhus Studenterradio det samme program hver morgen fra 8-9, men den nye chefredaktør ønskede noget mere variation.
Radioen, der begyndte at sende flow i denne uge, er åben over for alle idéer, så går man som studerende med en tanke om at lave en podcast, kan man bare droppe forbi studiet eller kontakte radioen, fortæller Valdemar Lenschow.
”Studenterradioen er jo en fremragende mulighed for studerende til at få erfaring med interview, med at klippe radioprogrammer, lave podcast og mixe lyd. Vi leder også efter DJ’s, der vil spille i vores fredagsprogram Støj, og vi leder efter anmeldere, der vil anmelde for eksempel bøger og teaterstykker,” siger chefredaktøren.
Koldstart af radioen
Aarhus Studenterradio er blevet genopbygget efter knap to år uden flowradio og med større udsving i podcastproduktionen. Da Valdemar Lenschow kom ind som chefredaktør i oktober, overtog han en radio, der ikke havde haft en redaktør siden foråret, og som var blevet efterladt uden meget overlevering.
”Da jeg overtog posten, kunne jeg ikke komme ind på radioens Gmail, fordi ingen havde logget ind i 6 måneder. Gendannelseskoden blev bare sendt til et eller andet telefonnummer, som ingen kendte. Så jeg brugte en hel eftermiddag på at lede efter ejeren af det nummer,” fortæller han og fortsætter:
”Jeg måtte ind i en gammel Facebookgruppe for at finde tidligere chefredaktører, hvor jeg kunne søge på dem frem på Krak og se deres telefonnumre, og så kunne jeg finde den, der havde de samme cifre. Det tog 2-3 timer overhovedet at komme ind på mailen, og så lå der så 600 ulæste mails tilbage til marts. Der var mails fra Danmarks Største Fredagsbar og en mail med tilbud om, hvorvidt chefredaktøren havde lyst til at være konferencier til et arrangement og sådan noget,” siger Valdemar Lenschow.
Radioen havde i de forgangne år, siden coronaudbruddet i 2020, manglet frivillige, og strukturen gik tabt over tid, formoder han. Siden har flere studerende dog lavet podcast i studiet og holdt ved, for eksempel Gysergutterne og Globen.
”Men jeg vil gerne samle op på det. Det har været meget kaos og frit spil. Jeg vil gerne have, at det fungerer mere som en samlet redaktion med en fælles identitet bag, og hvor vi arbejder sammen som et hold på tværs af programmerne. Men man kan stadig komme ind og pitche sin podcast og være med lidt mere løst,” siger Valdemar Lenschow.
Mindre live, flere podcasts
Han har i de seneste uger arbejdet på at samle et hold om radioen og er nu oppe på 34 frivillige medlemmer inklusive de 7 i bestyrelsen.
”Det har meget handlet om at samle et nyt hold, som har været lidt af en kamp. Flere bestyrelsesmedlemmer var også på vej ud, da jeg kom ind. Så jeg overtog faktisk fra, at der ikke var nogen. Det har både været lidt skræmmende men også lidt befriende, fordi de traditioner, der har været, er døde,” siger Valdemar Lenschow.
Det betyder for eksempel, at radioen vil have større fokus på podcast og mindre fokus på liveudsendelser. Valdemar Lenschows har mest erfaring med podcast, og han mener også, det er der, de fleste ønsker at lytte til radio, fordi man kan gøre det, når man har lyst. Samtidig giver det flere muligheder for redaktionen, fordi man kan optage det på forhånd og redigere i det, inden det sendes ud på podcastkanalerne som for eksempel Spotify.
”Hvor mange lytter rent faktisk til det live? Og så forsvinder det bagefter og ingen får det nogensinde hørt. Jeg vil hellere fokusere på podcast, hvor vi kommer til at have nogle ting, som de studerende kan bruge også i fremtiden. Hvis de er interesseret i den her forskers projekt eller den her bog, de gerne vil læse, er det stadig tilgængeligt om 3 år. Vi har også et program – Den Åbne Kanal - hvor studerende kan fortælle om deres egne projekter. Det kan være en god ressource for kommende studerende eller nogen, der skal finde en idé til et projekt. Og de studerende, der har været med, kan dele deres program. For eksempel når bedsteforældrene spørger: Hvad er det egentlig, du skriver speciale om? Så kan du sende dem det link, og så kan de høre podcasten,” siger Valdemar Lenschow.
Står på et fundament af frivillighed
Den nye chefredaktørs engagement i radioen understreger behovet for, at frivillige sjæle på universitetet kaster sig ind i det frivillige arbejdet og lægger en del timer i det.
”Det er det, som får det hele til at dreje rundt. Det er vigtigt at have nogle få personer, der virkelig brænder for det,” siger Valdemar Lenschow.
Derfor understreger han også, at radioen står på et fundament af alle de tidligere medlemmer, der har bidraget.
”Der et fundament, som kun er eksisterende på grund af det hårde arbejde, som andre har lagt i tidligere. Og det skal ikke gå til spilde. Vi har jo et virkelig godt radiostudie og alle mulige ressourcer at trække på og et godt samarbejde med Studenterhus Aarhus. Og også et godt navn – Studenterradioen har jo været involveret i Northside, Spotfestival og Kapsejladsen og alle de her ting før i tiden. Folk rækker ud til Studenterradioen. Men radioen skal også række tilbage. Vi skal ikke bare tage for givet, at der er en arv,” siger Valdemar Lenschow.
Radioen drives frivilligt og støttes af et legat fra Slots- og Kulturstyrelsen. Det betyder også, at der er penge til at betale Koda for at spille musik og købe nyt udstyr i ny og næ. Pizza og øl til redaktionsmøderne er der også plads til.
”Og vi har også lige nok til at købe en flaske vin til de forskere, vi har med i programmet,” siger Valdemar Lenschow.