Dronningen sender fire studerende fra AU ud i verden med hver 25.000 kroner på lommen. Axel er en af dem
Arkæologistuderende Axel Hee Rømer er en af de fire studerende, der i år har fået Dronning Margrethe II's rejselegat. Legatet overrækkes dog først officielt til de studerende i forbindelse med fejringen af AU's fødselsdag, der finder sted fredag 13. september.
Mon ikke Dronning Margrethe II vil blive ganske fornøjet ved at høre, at arkæologistuderende Axel Hee Rømer har brugt det rejselegat, der er indstiftet i dronningens navn, til at drage til Norge for at finde forhistoriske genstande i den smeltende is på et højfjeld i Jotunheimen Nationalpark i Norge?
Axel Hee Rømer har i hvert fald været meget glad for at modtage de 25.000 kroner, som legatet udgør, da det har givet ham mulighed for et knap fire måneder langt ophold i broderlandet.
"Jeg kommer til at bruge de fleste af pengene til at betale husleje under opholdet her i Norge. Men måske bliver der lidt til overs, som jeg kan bruge på at tage tilbage, når jeg skal til at skrive speciale om emnet efter jul," siger Axel Hee Rømer.
Arkæologiske tidsskrifter ligger på natbordet
Margrethe II har aldrig lagt skjul på, at arkæologi er en af hendes helt store interesse, og Axel Hee Rømer er hvad det angår helt på linje med dronningen.
"Jeg læser også arkæologiske tidsskrifter som godnatlæsning," lyder det fra den arkæologistuderende, der ud over den personlige fascination af sit fag også drives af at forstå fortiden. Han mener nemlig, at det er den bedste måde til at forberede sig på fremtiden.
Som et konkret eksempel på det nævner han, at det er på grund af den globale opvarmning, at isen smelter på højfjeldet i Jotunheimen Nationalpark. Og da den smeltende is blot er et eksempel på de klimaforandringer, vi står over for at skulle tilpasse os, er Axel Hee Rømer af den opfattelse, at vi med fordel kan tage ved lære af vores forfædre.
"Også de måtte tilpasse sig forandringer i klimaet, og ved at se på, hvordan de håndterede det, kan vi måske lære noget om, hvordan vi bør forholde os," siger Axel Hee Rømer.
Og de tre andre studerende
De tre øvrige studerende, der i år har modtaget rejselegatet, er Line Pedersen, der læser fødevareteknologi, Jannik Fenger, der læser statskundskab og Jon Hagen Herskind, der læser idræt.
- Du kan læse et lille portræt af dem hver på medarbejdere.au.dk
Line Pedersen, Jannik Fenger og Jon Hagen Herskind er også modtagere af Dronning Margrethe II's rejselegat, der gives til særligt talentfulde studerende ved AU. Foto: Lars Kruse AU Foto.
Fire æresdoktorer
Som tradition foreskriver udnævnes der også ved årsfesten i år fire æresdoktorer - en for hver hvert af de fire fakulteter på universitetet. Æresdoktorer udnævnes blandt forskere fra andre institutioner, som har en tæt faglig tilknytning til Aarhus Universitet, og i år er følgende forskere udnævnt:
Dronning Margrethe IIs rejselegat blev indstiftet i 2010 som en gave til dronningen i anledning af hendes 70 års fødselsdag. Dronningen har selv været studerende ved AU i 1961-1962, hvor hun læste arkæologi, der er en af dronningens store interesser. Desuden læste hun statskundskab, og under studietiden boede Margrethe II sammen med en hofdame på kollegium i Universitetsparken. Foto: Moesgaards billedsamling.