"Vi føler lidt, der hænger et sværd over vores hoved"

En række uddannelser på Arts kunne i fakultetets helhedsplan være blevet lukket eller sammenlagt. I stedet er det endt med, at de overlever, men det er kommet med en pris. Prisen er, at de bliver pålagt et krav om minimumsoptag over en treårig periode.

De berørte uddannelser er de seks kandidatuddannelser inden for kunst og kultur på Institut for Kommunikation og Kultur (IKK) – også kaldt æstetikfagene – som er Dramaturgi, Kunsthistorie, Litteraturhistorie, Musikvidenskab, Retorik og Æstetik og kultur. Det er kandidatuddannelserne i Idéhistorie og Filosofi på Institut for Kultur og Samfund (IKS), og det er bachelor-sprogindgangene på IKS, Arabisk, Kinesisk, Japansk og Russisk. Fælles for dem er desuden, at de inden for deres tre områder lægges ind under rammestudieordninger. Det betyder, at der kommer til at være en del samlæsning og fælles elementer.

Selv om uddannelserne lever videre, er der bekymring at spore i fagmiljøerne. En af dem, der fremhæver en række problemstillinger, er Jonas Ross Kjærgård, der er lektor på litteraturhistorie på IKK, hvor han også sidder i studienævnet. Nævnet har under den sidste fase i arbejdet med helhedsplanen leveret høringssvar med sine bekymringer, blandt andet omkring minimumskravet. 

”Vores bekymring er, at vi kan iagttage, at der en stor variation i optaget på vores kandidater fra år til år. Vi kan være nervøse for, hvor den minimumsbarre kommer til at ligge, og hvad sker der, hvis vi ser de meget store fluktuationer fremadrettet,” siger Jonas Ross Kjærgård.

Er det en god forretning at lukke en uddannelse? 

Litteraturhistorie har i år modtaget cirka 40 ansøgninger til kandidatuddannelsens sommeroptag, forklarer Jonas Ross Kjærgård, og uddannelsen er i øjeblikket dimensioneret til at optage omkring 20. Det gør ham fortrøstningsfuld. 

Ifølge lektoren er det svært for fagmiljøet at tage stilling til, hvor grænsen bør ligge. Det skyldes ikke mindst, at det kan være svært at finde ud af, hvad de økonomiske regnemodeller, som ligger bag planens logik om et minimumsoptag, er.  

”Hvad er de økonomiske konsekvenser af 15 i stedet for 20 studerende? Hvornår er noget rentabelt eller urentabelt? Vi er mange almindelige undervisere, der føler, vi mangler viden, der kan gøre, vi kan tage kvalificeret stilling til det spørgsmål. Vi har ikke kendskab til økonomien i en grad, der gør, vi kvalificeret kan sige, hvor mange der bør være på uddannelsen,” siger Jonas Ross Kjærgård og stiller et spørgsmål:

”Nu ved jeg ikke, hvor minimumsoptaget kommer til at ligge, men hvis man nu ligger bare et par stykker under det, er det så en god forretningsmodel at lukke en kandidatuddannelse bare på grund af det? Og vi er også usikre på, hvad der vil ske med de ansatte, som ikke længere har en kandidatuddannelse at undervise på. Er der en risiko for, at de bliver fyret?” spørger Jonas Ross Kjærgård. 

Hvornår vil kravet træde i kraft?

En anden potentiel problemstilling opstår, hvis minimumskravet indtræffer, så snart de nye uddannelser er på plads, mener Jonas Ross Kjærgård. Han påpeger, at det er krævende at skabe nye uddannelser, og at de kan få behov for at blive justeret de første år. Derfor ville uddannelserne være mindre sårbare, hvis minimumsoptaget blev beregnet over mere end tre år, eller hvis minimumskravet først indtraf noget tid efter, uddannelserne er på plads, mener han.

”Vi har haft den forhåbning, at man måske kunne køre med en femårig periode i stedet for tre. Så ville der måske være mere plads til fluktuation. Men ledelsen vil ikke acceptere den femårige periode. Man kunne også forestille sig en model, hvor grænsen bliver tilpasset efter de første år. En anden model kunne være, at uret først starter et eller to år efter de nye kandidatuddannelser træder i kraft. Så har man tid til at afprøve det inden. Det er ikke endeligt afklaret. Måske er det ikke umuligt at få lov til at starte uret, nogle år efter de nye kandidatuddannelser begynder,” siger han. 

Helhedsplanen nævner da heller ikke specifikt, hvornår perioden med minimumskrav bør indtræffe.

Jonas Ross Kjærgård mener, det er forventeligt med opstartsvanskeligheder, når man lægger seks kandidatuddannelser ind under en rammestudieordning med samlæsning. 

”Det er et kæmpe arbejde at starte de her nye uddannelser og skabe samarbejder på tværs af fagligheder. Det er også noget med, at de kommende studerende skal være klar over, hvordan landskabet ser ud,” siger han. 

Selv om uddannelserne ligger under samme paraply, kunst og kultur, er der stor forskel på dem hver især. 

”Rædselsscenariet for os er, at vi bliver så bundne, at den eneste rentable model er at smide 120 studerende ind i et lokale og forelæse for dem i tre timer. Det vil være helt forfærdeligt. Men omvendt kan jeg godt se muligheder i rammestudieordningen. Den åbner for et tværfagligt samarbejde, som vi allerede har på forskningssiden og gerne vil udforske på undervisningssiden. Ikke mindst fordi, mange af vores studerende kommer ud på kunst- og kultur-arbejdsmarkedet, hvor der i mange tilfælde foregår samarbejder på kryds og tværs. Det er måske ikke så dumt som litterat at kende til musikverdenen, eller at en kunsthistoriker stifter bekendtskab med teaterverdenen,” siger Jonas Ross Kjærgård. 

”Et sværd over vores hoved”

Forestiller man sig, at en af kunst- og kulturfagenes seks kandidatuddannelser pludselig bliver lukket, er Jonas Ross Kjærgård bekymret for, hvor de tabte studiepladser ryger hen. Han påpeger, at de ikke nødvendigvis bliver på instituttet. Og så har man mistet en del studerende. 

”Vi føler lidt, der hænger et sværd over vores hoved. Det er naturligt nok, at uddannelserne skal være rentable, men der er forskellige veje til at gøre det,” siger han og fortsætter:

”Hvor søger de studerende hen, der ikke kan komme ind på en lukket uddannelse? Vi er nervøse for, at præmissen er, at de vælger en anden kunstfaglig kandidat herovre, men det er jo ikke givet. Mister vi dem, så er den økonomiske model for de uddannelser, der er tilbage, dårligere. Så er der ikke længere så mange studerende tilbage i de sammenkørte fag, og det vil få konsekvenser for de tilbageblivende fag,” siger han. 

Afdelingsleder på Globale Studier: ”Ideelt skal vi have lige mange på hvert sprog”

Annette Skovsted Hansen er lektor i Japans historie og afdelingsleder på Afdeling for Globale Studier på IKS, hvor hun sidder i studienævnet, som også har skrevet høringssvar i den seneste fase. 

”Jeg synes, det er endt okay,” siger Annette Skovsted Hansen. 

Hun betoner vigtigheden af en balance mellem antallet af studerende på de fire sprogindgange, der i fremtiden kommer til at ligge under samme rammestudieordning. 

”Balancen er en af de største udfordringer. Vi kan ikke kontrollere, hvor de kommende studerende søger ind. Vi skal ideelt set have lige mange på hvert sprog. Derfor undersøger vi, om det kan lade sige gøre, for eksempel med forskellige adgangskrav. Det vigtige er imidlertid, at vi kan fylde pladserne op,” siger Annette Skovsted Hansen. 

Det seneste forslag til minimumskrav for optaget på sprogindgangene på Globale Studier lød på ti studerende på hvert fag, fortæller afdelingslederen. Hvad det ender med, vil ligge fast i slutningen af maj eller begyndelsen af juni. Til den tid er kommissorierne, der fastlægger rammerne for de enkelte studieordninger, udarbejdet, har været i høring i relevante organer, hvor de studerende også er repræsenteret, og er blevet godkendt af fakultetsledelsen på Arts. 

”En af grundene til, at vi gennemfører så drastiske ændringer lige nu, er, at vi de seneste år har set en halvering af optaget. Vi optog under 20 på henholdsvis Rusland- og Kinastudier sidste år. Hvis det holder og ikke yderligere halveres, er vi okay, men hvis den trend fortsætter, så har vi et seriøst problem,” siger Annette Skovsted Hansen. 

Optaget på de sprogbaserede områdestudier svinger 

Ligesom Jonas Ross Kjærgård påpegede, mener Annette Skovsted Hansen også, at der er mulighed for, at perioden med minimumskrav forlænges. 

”Jeg tænker, det er et af de steder, man måske kan forhandle sig til fire år eller lignende,” siger hun.

”Det svinger meget med optaget på de sprogbaserede områdestudier. Det er påvirket af medierne og verdenssituationen. Det første år kan vi være heldige at få mange ansøgere på arabisk, kinesisk, russisk og japansk, men så kan der lige pludselig ske noget, der gør, at interessen flytter sig et andet sted hen. Jeg er ikke sikker på, det tal nogensinde bliver konstant,” siger Annette Skovsted Hansen. 

Ifølge afdelingslederen er der lige nu momentum til at få udviklet de nye uddannelser, men førnævnte kommissorie skal først være på plads, før arbejdet kan begynde. Derfor er det nok først realistisk, at arbejdet begynder i efteråret 2025, og at uddannelserne ligger klar til optaget i 2027. 

”Vi havde håbet, vi kunne begynde studieordningsarbejdet nu, hvor helhedsplanen er besluttet, men vi må lige vente lidt endnu,” siger Annette Skovsted Hansen.