Omnibus prik

Akademikernes formand stopper med øjeblikkelig virkning

Lisbeth Lintz har med øjeblikkelig virkning valgt at stoppe som formand for den akademiske fagbevægelses hovedorganisation Akademikerne. Lisbeth Lintz har truffet beslutningen af familiemæssige årsager. Næstformand Sara Vergo er konstitueret på posten.

Afgående formand for Akademikerne Lisbeth Lintz
Lisbeth Lintz stopper som formand for Akademikerne med øjeblikkelig virkning. Beslutningen skyldes familiemæssige hensyn. Hun blev valgt til posten i 2022. Foto: Akademikerne

Formand for Akademikerne, Lisbeth Lintz, har valgt at stoppe med øjeblikkelig virkning. I en pressemeddelelse fra Akademikerne forklarer hun, at hendes beslutning er begrundet i familiemæssige hensyn.

”Det er med dyb, dyb ærgrelse, at jeg takker af som formand før tid. Det har været en svær beslutning. Men også en rigtig beslutning for mig og min familie. Der er brug for en stærk fagbevægelse i en verden, der er i bevægelse. Og jeg er tryg ved at overlade ansvaret for den konstruktive kurs, vi har sat for Akademikerne, til en ny engageret formand.”

Lisbeth Lintz blev valgt som formand for den akademiske fagbevægelses hovedorganisation i 2022 og blev i november sidste år genvalgt for en treårig periode. Hun var tidligere formand for Foreningen af Speciallæger og Overlægeforeningen og er uddannet speciallæge i geriatri.

Sara Vergo, der er næstformand i Akademikerne og desuden er formand for fagforeningen Djøf, er konstitueret som formand for Akademikerne. 

"På vegne af hele bestyrelsen vil jeg gerne takke Lisbeth for hendes enorme indsats og store engagement. Der er ingen tvivl om, at hun har flyttet Akademikerne, og at hun efterlader den akademiske bevægelse et bedre sted, end hvor den var, da hun begyndte" udtaler Sara Vergo og siger videre, at hun agter at fortsætte den organisatoriske udvikling og politiske linje, som Lisbeth Lintz og bestyrelsen stod for.

Akademikernes er hovedorganisation for de 26 faglige organisationer, der organiserer akademikere, og repræsenterer ifølge organisationen selv op mod 490.000 medlemmer.