Amerikansk studerende på AU: Jeg nyder virkelig det faktum, at jeg ikke er i USA lige nu
Distancen fra Danmark til USA giver ro for amerikanske Ciel Floden, der allerede har stemt via brev til præsidentvalget. Men følelserne og valgets alvor begynder lige så stille at blæse ind over Atlanten og ånder Ciel Floden i nakken dagen før det, for hende, skæbnesvangre valg tirsdag 5. november. Og hun har en bøn til danskerne: "Have grace with us."
Ciel Floden er 26 år gammel, født (og stemmeberettiget) i svingstaten Pennsylvania, har levet en stor del af sit voksne liv i Nashville, Tennessee, og så læser hun til daglig en kandidat i interkulturelle studier på Aarhus Universitet og er i øjeblikket i praktik. Foruden mødet med de danske fænomener rugbrød, overfyldte cykelstier og generel Scandi lifestyle har Ciel Floden prøvet noget helt andet for første gang i sit liv: nemlig at afgive sin stemme til et amerikansk præsidentvalg, mens hun er bosat i en verdensdel på den anden side af Atlanten.
Den fysiske distance fra den hæsblæsende amerikanske valgkamp er blevet en lettelse for Ciel Floden. Nu er hun nemlig flere tusinde kilometer væk fra kæmpe billboards og følelsen af, at man ikke kan træde ind på café, uden at nyhederne endeløst kører på et fjernsyn bag baren. Desuden har hendes ophold i Danmark betydet, at hun allerede har brevstemt uger tilbage, og hun føler derfor ikke, at der er mere, hun kan gøre nu.
”Der er en afstand, og for at være ærlig er det faktisk meget rart. Jeg nyder virkelig det faktum, at jeg ikke er i USA lige nu og ikke bliver bombarderet med en sandstorm af information og misinformation,” siger Ciel Floden.
”Det er virkelig rart ikke at være midt i det”
Til spørgsmålet om, hvorvidt hun lider af FOMO lige nu, svarer Ciel ubesværet: ”Oh, no.”
Derhjemme kan hele mediedækningen og diskussionerne med venner og familie blive for følelsesladede og vil som oftest ende i kollektiv frustration, fortæller hun. Det er Ciels erfaring fra tidligere præsidentvalg, at konsekvenserne af valgets udfald føles meget tæt på og alvorlige. Hun er overbevist om, at snakken om valget og politik med hendes ægtefælle, som hun bor med i Aarhus, ville have en helt anden karakter, hvis de sad hjemme i USA. Faktisk foretrækker parret slet ikke at tale om det. Familien hjemme i USA erklærer sig enig.
”Min svigermor ringede her forleden og sagde til mig, at hun er virkelig glad for, at vi ikke er i USA lige nu. Og mine forældre tænker det samme. Jeg kan ikke undgå at være enig med dem. Det er virkelig rart ikke at være midt i det."
Ciel Floden befinder sig ikke midt i orkanens øje, og det kan mærkes på de diskussioner og samtaler, hun nu har om det amerikanske valg med sine studiekammerater her på AU. De fleste af dem er ikke fra USA og har derfor, ifølge hende, et mere analytisk og akademisk perspektiv på valgkampen og amerikansk politik generelt.
”Det er en meget mere interessant diskussion. Jeg er blevet meget mere interesseret i politik, fordi jeg føler, at jeg har friheden til at analysere det uden frygten for, at nogen eksploderer i ansigtet på mig,” siger Ciel Floden.
Hun tilkendegiver i samme ombæring, at diskussionerne med studiekammeraterne og den danske mediedækning dog forekommer hende en smule biased i demokraternes favør.
Ciel Floden vil dog ikke røbe, hvem hun har stemt på til valget.
Danskere kan kun banke lidt på glasset udefra
Afstanden og den danske akademiske tilgang til valget har dog sine begrænsninger, mener Ciel Floden. Det kan være svært at diskutere med studiekammerater og kolleger, for hvem præsidentvalget ikke har de helt store konsekvenser.
”Du kan studere nok så meget historie og politik, men for virkelig at forstå amerikanske vælgere og forstå, hvordan de har det lige nu, bliver du nødt til at have noget personligt på spil,” siger Ciel og tilføjer, at nogle danskere i hendes hverdag godt kan have tendens til at antyde, at de ved mere om amerikansk politik end hende.
”De kender måske flere facts, end jeg gør. De ved måske mere om tallene, end jeg gør, eller flere ting, du kan læse i en bog, men jeg ville jo omvendt heller aldrig påstå, at jeg ved alt, hvad der er rigtigt om Brexit,” siger Ciel Floden, der til tider også har følt, at hun har skullet forklare – og forsvare – præsidentkandidaternes alder og udtalelser over for studiekammerater.
”De betragter bare valget udefra, og alt, de kan gøre, er bare at banke lidt på glasset,” siger hun og fortsætter:
”Jeg repræsenterer ikke mit land, ligesom I ikke repræsenterer jeres land i sin helhed.”
For Ciel Floden kan danskernes distancerede tilgang til valget virke en anelse provokerende. Valget er nemlig en alvorlig affære for Ciel og resten af USA og ikke bare spændende underholdning, som vi andre kan følge med i.
Jeg kan godt lide, hvor ærlige folk kan være i Danmark. Jeg synes dog bare, at folk nogle gange betragter det som underholdning.
Mærkesager som våbenlovning samt LGBTQ+- og abortrettigheder står hende meget nær. Politikker og lovgivning, der for nogle mennesker kan betyde forskellen på liv og død.
”Jeg kan godt lide, hvor ærlige folk kan være i Danmark. Jeg synes dog bare, at folk nogle gange betragter det som underholdning,” siger Ciel Floden og fortsætter: ”Det kan godt stikke lidt, når folk glemmer, hvor livsændrende disse valg er for amerikanerne,” siger hun.
”Enten er det en kæmpe lettelse – eller også går min verden i stykker”
Ciel Floden har været i stand til at lægge tanker og følelser om valget på hylden, efter hun brevstemte for uger tilbage. Hun er dog helt overbevist om, at følelserne nok skal vælte ind over hende på valgnatten. Udfaldet vil også påvirke, om hun arbejder hjemmefra dagene efter, da hun ikke tror, at hendes medstuderende vil kunne forstå, hvordan hun har det.
”For mig vil det enten være en kæmpe lettelse, og min krop vil fysisk kunne slappe af, eller også går min verden i stykker. Jeg tror ikke, at jeg vil være omkring folk, der ikke fuldstændigt forstår de følelser,” siger Ciel Floden.
Hvad (eller hvem) der får Ciel Flodens verden til at brase sammen, vil hun som nævnt ikke ud med, og hun beder i den forbindelse danskerne om forståelse og overbærenhed.
”Have grace with us. Det er nemt at lave sjov med os og se på os og valget som underholdning eller som en joke. Det er en virkelig hård tid.”
Korrekturlæst af Charlotte Boel