Anmeldelse: En stille aften i Haddokks svarer til en fullblown aften på mange andre fredagsbarer

Hos fredagsbaren for maskinmesteruddannelsen, bygningsdesign og maskiningeniørerne på Navitas er energiniveauet højt allerede ved åbningstid. Med koncepter som kvadratmeterøl, meterøl og turbobreezerkonkurrence med bartenderne er du med garanti sikret at få en på opleveren, mens solen stadig er oppe.

Anmeldelse: Haddokks

Anmeldt den 15. september klokken 16

Haddokks: Fredagsbar for maskinmesteruddannelsen, bygningsdesign og maskiningeniørerne

Hvor: Inge Lehmanns Gade 10, 8000 Aarhus C

Facebook: Haddokks

Åbningstider: kl. 14:00-når de sidste går hjem

Særkende: Maritimt tema med et ingeniørtvist. Øl og breezers i metermål. Jovial og hyggelig stemning på trods af de mange mennesker.

Priser:

Øl: 15 kroner per styk/135 kroner per meter/1111,11 kroner per kvadratmeter

Breezer: 25 per styk/225 per meter

Sodavand: 15 kroner

Shots: 130 kroner for 10 (med få undtagelser) 

Drinks: 25/30 kroner per styk – 75 kroner for en kande

Plus:

  • Gennemførte og sjove koncepter
  • Gode faciliteter til beerpong mm.
  • Mange siddepladser
  • Næsten garanteret festlig stemning uanset tidspunkt

Minus:

  • Forholdsvis dyre priser
  • Dårlig akustik og højt lydniveau

Klokken er blevet 16, og Haddokks byder på comedybar denne solrige fredag på Aarhus Havn. Mågeskrigene ude fra det blæsende havområde bliver erstattet med højlydt latter og mikrofonspeak oppe fra trappeafsatsen længere fremme i bygningen. Komikeren siger noget om analsex og noget med kvinder; mere får vi ikke lige fanget i første omgang.

De studerende er mødt talstærkt op, sjældent har vi set så mange studerende om eftermiddagen i en fredagsbar. Vi scanner rummet for at lokalisere selve baren og finder den gemt bag en lukket dør bag publikum. I et aflangt lokale oplyst af solen og havets genskær står en række borde, som også er fyldt op med studerende og utælleligt mange tomme ølflasker. Baren er et syn for sig selv. En gennemført konstrueret bardisk i mørkt træ med tilhørende metalplateau i bunden til de lave kunder, store køleskabe og dæmpet belysning giver nærmest fornemmelsen af at være på en ’rigtig’ bar. Over disken bliver der langet øl ud i de hjemmebyggede stativer (vi er jo blandt ingeniører), der bruges til den berygtede og populære vare i baren: 1 meter øl. Og varebetegnelsen er meget præcis: Der er tale om 11 øl linet op på et 1 meter langt bræt. Pop, pop, pop. En af bartenderne åbner øllene med en så imponerende hastighed, at det vækker stort bifald.

Vi vælger dog at gå med en enkelt øl samt barens signaturdrink 'Haddokks Special'; en afart af Long Island iced tea, dog med en breezer i stedet for cola (udover øl er der nemlig her også en stor efterspørgsel på breezere). Øllen er sørgeligt halvlunken, til gengæld er der isterninger i drinken, hvilket man ikke kan tage for givet i en fredagsbar! Smagen: sprittet med stort S.

Et gedigent støjniveau af jyske gloser, raflebægere og flyvende ølkapsler dominerer lydbilledet. Haddokks, konkluderer vi, er ikke et sted til lavmælt smalltalk.

Hvad siger baren?

Vi møder formanden for fredagsbaren, Victor Kjersgaard, der læser til bygningsingeniør, og spørger ind til det normale stemningsniveau i baren:

”Altså, I kommer på en lidt stille dag.” Undertegnede anmeldere kigger måbende på hinanden: Her er alt andet end stille.

”Vores primetime er som regel klokken 14, når vi åbner, og klokken 20. Mange bruger vores bar til opvarmning eller sidder her helt til luk,” fortsætter han.

Den store tilslutning til baren mener formanden blandt andet er et produkt af en stærk følelse af sammenhold mellem de studerende på tværs af uddannelserne. Og at barens mange krøllede koncepter og arrangementer sørger for at give folk en fed oplevelse:

”Vi prøver at favne vores publikum. I dag var der comedy. Andre temaer har været 'Silent Disco', landsholdskamp osv. Man kan altid komme op i baren og udfordre en bartender i en turbobreezer eller selvfølgelig købe vores mest populære tilbud med 1 meter øl.”

Hvad siger gæsterne?

Udover tilbuddet om at købe 1 meter øl kan man også vove sig ud i en hel kvadratmeter, som er 121 øl sirligt placeret på en kvadratmeter til den nette sum af 1111,11 kroner. Det er knap så almindeligt, men netop denne eftermiddag har nogen taget opgaven på sig.

En af dem er Kamilla Precht, der lige er startet på sit 1. semester i bygningsdesign:

”Vi har været i gang med at drikke os igennem den, siden de åbnede. Det er jo smart for os, når vi er så mange, at vi kan købe sådan et tilbud,” fortæller hun.

Kamilla Precht har kun nået at stifte et kort bekendtskab med baren og studiet, men hun er allerede godt begejstret:

”Her er bare god stemning. Man kan både snakke med andre og blot hygge sig med sin klasse, og så er man altid sikret at være blandt nogle, der enten vil videre eller bare hjem, når baren er lukket.”

SÅDAN GØR VI

Vi sender to anmeldere afsted, som først opholder sig i baren i noget tid uden at give sig til kende for at få indtryk af stemningen i baren og faciliteterne.

Da en fredagsbar typisk vil ændre karakter fra eftermiddag til aften, giver vi os til kende og taler med bargæster og barpersonale for at få indtryk af, hvordan baren typisk vil udvikle sig, og hvad man fra barens side forsøger at opnå.

Vi giver ikke karakterer på en skala. Fredagsbarerne på AU er meget forskellige og kan derfor være svære at sammenligne og bedømme på den samme skala. Vi opsummerer i stedet vores anmeldelse i plus og minus.

Korrekturlæst af Charlotte Boel