Anmeldelse: Panta Rei giver dig kompromisløs bodega-ånd oppe i skyerne

Der er gå på læseferie-stemning uden for Nobelparken denne fredag, hvor studerende bader i eftermiddagssolen og tager imod weekenden med åbne arme og kolde øl. Alligevel har fredagsbaren Panta Rei formået at lokke folk op på penthouse-etagen i bygning 1465. Forståeligt nok, for her er hyggeligt.

Der er allerede godt gang i den her lidt over fem. Iført shorts, sommerkjoler og rødmossede kinder står en større flok studerende med ølflasker i hånden og taler i et højt gear. Ud af Sonos-højttalerne spiller en playliste, der byder på både Rolling Stones og Lukas Graham.

Når klokken slår 16 på Panta Reis ur på væggen, er det øltid. Helt bogstaveligt talt. For tallet fire på urskiven er skiftet ud med en flaskeøl. Flaskeøllen er da også uden tvivl barens signaturvare, lader det til, som i ledtog med en Fernet Branca forvandler sig til et Panta-sæt.

Det skal prøves, og vi mærker til vores store glæde kondensen glide ned ad den køleskabskolde Vestfyen Classic, der gør sig rigtigt godt på denne ret varme majaften. Den tilhørende Fernet-shot er til gengæld lige så lun som forårsbrisen, men det er jo helt efter bodegabogen.

Er man i stedet til en drink, står menuen her udelukkende på de helt basale sjusser såsom gin & tonic, whisky & soda og lignende. Små sure, Breezer eller andre eksotisk sukrede drikkevarer må man gå et andet sted hen for at få. Panta Rei leverer ikke floorkultur, men nærmere salonkultur – dog svøbt i en mere jovial og afslappet bodega-vibe.

Aftenens tema i Panta Rei er da også ’arbejder-bar’. Et tema, der slås an af ikke et, ikke to, men hele tre portrætter af kommunismens erklærede fader, Karl Marx. Udover den hvidskæggede kapitalistkritiker ses også andre filosofiske og idéhistoriske referencer og ikoner rundt omkring. Som outsider forstår man ikke rigtigt nogen af dem, men det gør heller ikke så meget. Til trods for det reaktionære barkort, de mange referencer og den let interne stemning, der hurtigt kunne signalere et lukket forum, føler vi os nemlig ganske velkomne og tilpasse i omgivelserne.

Hvad siger baren og gæsterne?

Selvom vi opfatter stedet som mere bodegaorienteret end floor-faciliterende, spotter vi en lille ydmyg diskokugle i loftet. Næstforperson i baren og filosofistuderende på 2. semester, Magnus Krarup, bekræfter dog vores anelse om, at den mere er til pynt end til brug:

”Vi kan godt lide det energiniveau, som er her lige nu. Folk kan sidde og snakke med hinanden og nyde vores bodega-vibe,” fortæller han.

Men det hænder ifølge personalet og de omkringstående gæster ved disken, at stemningen udvikler sig hen ad aftenen, og et reelt dansegulv manifesterer sig:

Ifølge de frivillige bag baren er den slags energi dog ikke barens største prioritet. De disker næsten altid op med et veludført tema og krydrer også nogle gange atmosfæren ved at hyre livemusik. Men som en af gæsterne undervejs får erklæret, som vi i farten desværre ikke nåede at få navnet på, kan Panta Rei-rutinen opsummerende beskrives nogenlunde således: Drik en (eller 11) øl, snak med dine medstuderende, helt stille og roligt, for det er nu engang det rareste. 

Sådan gør vi

Vi sender to anmeldere afsted, som først opholder sig i baren i noget tid uden at give sig til kende for at få indtryk af stemningen i baren og faciliteterne.

Da en fredagsbar typisk vil ændre karakter fra eftermiddag til aften, giver vi os til kende og taler med bargæster og barpersonale for at få indtryk af, hvordan baren typisk vil udvikle sig, og hvad man fra barens side forsøger at opnå.

Vi giver ikke karakter på en skala. Fredagsbarerne på AU er meget forskellige og kan derfor være svære at sammenligne og bedømme på den samme skala. Vi opsummerer i stedet vores anmeldelse i plus og minus.

Korrekturlæst af Charlotte Boel