Antallet af stressede ph.d.-studerende er steget trods flere indsatser fra AU’s side

Hvert fjerde år laver AU en undersøgelse af sine ph.d.-forløb. I den seneste udgave fra juli stod det klart, at de ph.d.-studerende generelt er meget tilfredse med deres uddannelse. Man kunne f.eks. læse, at 86 procent er tilfredse med, hvad de har lært, 94 procent har et gensidigt respektfuldt forhold til deres vejleder, og 83 procent føler sig respekteret som forskerkollega.

Men blandt de mange flotte tal gemmer sig også et problem, der kun er vokset siden 2013, hvor man lavede undersøgelsen første gang. I 2013 svarede 13 procent af de ph.d.-studerende, at deres arbejde gav dem stærke symptomer på stress. Det steg til 17 procent ved undersøgelsen i 2017, og nu ligger tallet på 20 procent.

Og det skal man tage alvorligt, mener Gitte Wichmann-Hansen, der står bag undersøgelsen og er lektor ved Centre for Educational Development.

Gitte Wichmann-Hansen står bag ph.d.-undersøgelsen og er lektor ved Centre for Educational Development.

”Tallene er generelt ret positive, især når vi ser på ting, som vi ved er vigtige parametre for de studerendes succes. De oplever, at vejledningen er god, de føler sig overvejende velintegrerede i forskningsmiljøet, og de er dybt motiverede,” siger Gitte Wichmann-Hansen og fortsætter:

”Men der er fortsat udfordringer med trivslen. Det handler om stressniveauet, usikkerheden og ensomheden blandt de studerende. Det er tal, vi ikke kan se bort fra.”

Usikkerhed er roden til stress

Udover stress er der også andre trivselsproblemer blandt de studerende. 23 procent af de ph.d.-studerende føler sig ensomme, og 66 procent er usikre på, om det, de laver, er godt nok. Det er et alvorligt problem, lyder det fra AUPA, AU’s ph.d.-forening.

”Tallene omkring stress, usikkerhed og ensomhed er stærkt bekymrende,” siger AUPAs formand Kristoffer Ibsen, der er ph.d.-studerende ved Institut for Økonomi.

Specielt usikkerheden kan man nikke genkendende til hos AUPA. Kristoffer Ibsen forklarer, at det muligvis er uklare målkrav, som fodrer usikkerheden blandt ph.d.-studerende.

”Usikkerheden kommer til udtryk på forskellige tidspunkter på ph.d.-rejsen. Er man god nok til at præsentere på en konference? Er ens arbejde godt nok til at blive udgivet? Er man god nok til at blive ansat på universitetet efter ph.d.en, og hvordan bliver man det? Der er meget uklare krav og processer i løbet af ph.d.-forløbet. Vi har snakket om, at det er noget af det, der bidrager til, at folk bliver stressede og usikre på sig selv,” siger Kristoffer Ibsen.

Dobbeltrolle og uklare krav

Ifølge Gitte Wichmann-Hansen kan undersøgelsen ikke entydigt forklare, hvad mistrivslen skyldes. Men hun nævner, at man fra internationale studier ved, at der blandt ph.d.-studerende er en stigende grad af usikkerhed, og at usikkerhed hænger tæt sammen med en følelse af ensomhed, uvisse karriereveje, et konkurrencepræget miljø, høje forventninger om selvstændighed og samtidig uklare målkrav.  

”Det kan for mange studerende være uklart, hvad man skal leve op til, og hvad niveauet er. Det er svært at vide, hvornår godt er godt nok,” siger Gitte Wichmann-Hansen og fortsætter:

”Det gælder også for erfarne forskere. Usikkerhed er en naturlig og sund del af at forske. Men for studerende er der en øget risiko for, at usikkerheden bliver til en usund mekanisme. En af grundene er, at de er under oplæring til at mestre endnu ukendte forskningsprocesser, samtidig med at de forventes at levere færdige forskningsprodukter af høj kvalitet.” 

Corona kan ikke alene få skylden

Undersøgelsen er lavet midt under coronapandemien, men det er svært at sige, hvor meget pandemien har indvirket på tallene, forklarer Gitte Wichmann-Hansen.

”Det, vi kan se, er, at en stor del af de studerende oplever, at corona har haft en negativ effekt på kvaliteten af deres studie. Vi kan også se en klar sammenhæng mellem, at dem, der udtrykker bekymring for kvaliteten på grund af corona, samtidig rapporterer en høj grad af stress. Men der er ikke noget i tallene, der peger på, at corona er den eneste skyldige faktor. Hvis det havde været tilfældet, skulle vi have set et voldsomt hop fra vores tal i 2013 og 2017, men vi har set en jævn stigning i de studerendes rapporterede mistrivsel hen over årene,” siger hun og tilføjer:

”Dog er de studerendes følelse af social ensomhed og isolation steget betydeligt, hvilket formentlig skyldes den fysiske nedlukning under corona.”

Alvorlige konsekvenser

Foruden de personlige konsekvenser ved at være under voldsomt pres forklarer Gitte Wichmann-Hansen, at en lang række studier på feltet viser, at når der er mistrivsel – typisk i form af stress, ensomhed og usikkerhed – øger det sandsynligheden for, at folk dropper ud, og det mindsker produktiviteten og fremdriften undervejs. Den konsekvens frygter AUPA også.  

Kristoffer Ibsen, formand for AUPA  

Kristoffer Ibsen mener, at der fra universitetets side har været gjort for lidt for at komme problemerne til livs.

”Det er jo ikke nye tal. Jeg forstår ikke, at man ikke har større fokus på det fra universitetets side. Det bør være blandt ph.d.-skolernes allervigtigste prioriteter lige nu,” siger han og sætter spørgsmålstegn ved, hvad universitetet har gjort siden sidste måling.

”Det virker, som om universitetet generelt er tilfreds med status quo,” siger formanden for AUPA.

Ærgrer sig over kritik

At det skulle være tilfældet, afviser Anne Marie Pahuus, der er prodekan og ph.d.-skoleleder ved Faculty of Arts. Hun står i spidsen for det udvalg bestående af de fem ph.d.-skoleledere, der har bestilt undersøgelsen. Ph.d.-skolerne udgør den organisatoriske ramme for uddannelsen med administration, kurser, vejledning mv.

”Hvis de ikke kan se, at det arbejde, vi laver, har som ambition at komme den type helbredstruende stress til livs, tager jeg det selvfølgelig ad notam, men jeg synes, at det er utroligt ærgerligt,” siger Anne Marie Pahuus.

Når det er sagt, vedstår hun, at meget er gået i stå under corona på grund af et højt arbejdspres i administrationen.  

”Det er naturligt, hvis de har følt, at der har manglet udviklingsinitiativer fra universitetets side i 2020-21 i forhold til stress. Det kan skyldes, at vores driftsadministrationer og ph.d.-ledelser har været meget optaget af de akutte problemstillinger og de udfordringer, som pandemien bragte ind i alle dele af ph.d.-uddannelserne,” siger hun.  

Forskellige indsatser

Selvom Anne Marie Pahuus hæfter sig ved, at der generelt er en stor tilfredshed med uddannelsen og hverdagen blandt de ph.d.-studerende, er hun er enig i, at tallene omkring stress er alt for høje. AU har gennem forskellige indsatser forsøgt at mindske problemet med stress blandt de ph.d.-studerende, understreger Anne Marie Pahuus.

”Vi har prøvet med forebyggelse. Vi har en praksis, hvor vi i dialog med de ph.d.-studerende opstiller strukturer, der afhjælper presset, længe før kroppen siger fra. Vi har gennemgået og investeret i dispensations-, vejlednings- og rådgivningsindsatsen og gjort andre tiltag i forhold til et godt universitetsarbejdsliv. Også på de tidspunkter i et ph.d.-forløb, hvor mange har brug for at række ud efter hjælp. Vi er meget opmærksomme på, om vi kan reagere i tide, og før mange – især det sidste år – oplever, at præstationspresset bliver for overvældende,” siger Pahuus. 

Anne Marie Pahuus, prodekan og ph.d.-skoleleder ved Faculty of Arts  

Hun forklarer, at ph.d.-skolerne er meget opmærksomme på, at de faglige miljøer integrerer de ph.d.-studerende, så der bliver en følelse af kollegialt samarbejde og anerkendelse.

”Vi har kigget efter, om der er nogle miljøer, hvor de lukker sig om sig selv og skaber nogle fællesskaber, som er barske for de yngste karrieretrin. Der intervenerer vi, så vi sikrer, at der er en forskningsledelse, som tager hånd om de ph.d.-studerende i afdelingen og sikrer en sund selvstændighed hos alle,” siger Anne Marie Pahuus.

Derudover lægger Anne Marie Pahuus vægt på, at det specielt er i den sidste tredjedel af ph.d.-forløbet, at de alvorlige stresssymptomer viser sig. Derfor har ph.d.-skolerne haft stort fokus på, at vejlederne under ph.d.-forløbet ikke kun fokuserer på projektvejledning, men også udøver procesvejledning.

”I vores vejlederuddannelse skal der skabes indsigt i de naturlige kriser, der kommer, når man nærmer sig afslutningen af ph.d.-forløbet. Nogle ph.d.-studerende bliver usikre, når deres produkter skal bedømmes som andet og mere end en eksamen. Det med at kalde sit arbejde for forskning og ikke en studenteropgave er noget, man skal vænne sig til. Vejlederne skal kunne forstå, hvad det gør ved folk, som ellers er nok så dygtige og har vist sig nok så sikre undervejs,” siger Pahuus. 

De tre knapper

De tiltag er der også opbakning til i forskningen, forklarer Gitte Wichmann-Hansen.

”Forskningen viser, at der er to store knapper og en lille tredje, vi kan skrue på. Den første handler om at sikre en god integration i det daglige forskningsmiljø. Det handler om at have tilstrækkelig adgang til netværk, ressourcer og andre kollegaer i sin dagligdag og dermed gode sparringsmuligheder, både fagligt og socialt,” siger Wichmann-Hansen.  

Hun giver blandt andet eksempler på, at hele institutter eller forskningsgrupper på AU tager afsted sammen på skrive-retreats i et par dage, hvor man sammen har afsat tid til at få skrevet på sine artikler og samtidig drøfter artiklerne og de svære skriveprocesser.

”Det er gode eksempler på, hvordan man tager hånd om stress på en faglig måde og integreret i de naturlige forskningsopgaver” siger Gitte Wichmann-Hansen.

Den anden knap, man ifølge Gitte Wichmann-Hansen kan skrue på, er vejledningen.

”De studerende er generelt meget tilfredse med relationen til deres vejledere. Men undersøgelsen peger samtidig på, at vejledere skal være mere opmærksomme på, at vi har et stigende antal studerende, der kæmper med stress, ensomhed og usikkerhed. Det kræver, at vejlederne er trænede i at kunne spotte tegn på stress og mistrivsel generelt, og at kunne adressere det på en passende måde. Det kræver forskellige greb som f.eks. en klar forventningsafstemning, følsom konflikthåndtering, måske justering i ambitionsniveauet for projektet og klar og tydelig feedback. Alt sammen noget, vi arbejder med på vejledningskurserne, der udbydes på AU,” siger Gitte Wichmann-Hansen. 

Den sidste lille knap, som Gitte Wichmann-Hansen nævner, drejer sig om, hvad den individuelle studerende kan gøre.

”Coping-strategier og at indarbejde gode vaner som at få motion, spise godt og holde fri kan læres på stress-workshops, og jeg bakker derfor også op om det, hvis man på AU eller andre steder tilbyder stress-workshops. Men jeg advarer imod at gøre det til et individuelt problem. Der er tale om et mere systemisk problem, som må håndteres mere forbyggende. Højt præstationspres, konkurrenceorienteret akademisk miljø, uklare karriereveje osv. løses ikke kun med at give studerende individuelle coping-strategier og fortælle dem, at de skal huske at holde lidt mere fri,” siger Wichmann-Hansen.

Den holdning deler Anne Marie Pahuus:

”Vi skal undgå at individualisere problemet for meget. Det er ikke, fordi det er skrøbelige individer, som knækker. Det er nogle, der virkelig har fagligheden i orden. I stedet skal vi se på de studerendes netværk og deres faglige fællesskaber. Og på, at vejlederne er godt rustet – ikke kun til at projektvejlede, men også procesvejlede,” siger Anne Marie Pahuus.

Mere gennemsigtighed

AUPA har også en række forslag til, hvordan man kan komme problemet med stress og ikke mindst usikkerheden til livs. Et af dem drejer sig om at skabe mere gennemsigtighed i ph.d.-forløbet.

”I AUPA mener vi, at universitetet kan gøre meget mere for at skabe transparens gennem forløbet. Hvad skal der f.eks. til, for at man kan fortsætte på universitetet efter ph.d.en? Universitetet skal samtidig synliggøre, hvad vi som ph.d.-studerende kan gøre, hvis vi har problemer med f.eks. stress eller vores vejledere. Vi vil gerne opfordre til, at man kigger på, hvilke steder på ph.d.-rejsen der er områder, som kan forbedres,” siger Kristoffer Ibsen.

AUPA ønsker mere synlige karriereveje, og lige netop den form for transparens er man i gang med at skabe ude på fakulteterne, forklarer Anne Marie Pahuus.

”Universiteterne kunne godt have klarere karriereveje, men alle fakulteterne er i gang med at lave eller har formuleret dokumenter, der beskriver kriterierne for meritering på alle videnskabelige karrieretrin. Der kan ph.d.-studerende læse, hvad der forventes på alle karrieretrin, men det bliver ofte ganske generelt,” indrømmer hun. 

Derudover er hun enig i, at en mere tydelig målstyring kan være givende.

”Nedbrydning i nogenlunde opnåelige dele er en god måde at skabe mening i arbejdslivet på. Jeg mener, vi skal finde en gennemsigtighed ved at være tydeligere, så man ikke skal gætte sig til, hvornår man er god nok,” siger Pahuus. 

Næste skridt

Trods indsatsen fra ph.d.-skolerne erkender Anne Marie Pahuus, at det fortsat stigende problem kalder på nye løsninger.

”Der er noget, der ikke er lykkedes, for tallet må jo ikke stige. Vi skal vedstå, at en ph.d.-uddannelse på AU er blandt de bedste i verden og en meget krævende uddannelse at kaste sig ud i, men det er ikke rimeligt, at det for nogles vedkommende forenes med et overvældende og usundt pres henimod slutningen. Der er blot ikke et simpelt håndtag, som vi kan bruge for at komme stress til livs,” siger hun. 

Hun forklarer, at ph.d.-skolerne først og fremmest skal kigge nærmere på undersøgelsen, så de kan få adskilt de problemer, som er udløst af corona, og de problemer, der er længerevarende, strukturelle og kan løses af universiteterne selv. Derefter skal det besluttes, hvilke særlige indsatser der skal igangsættes først, og hvilke permanente indsatser der skal oprettes og prioriteres med de midler, som er til rådighed. Hun understreger igen vigtigheden af, at stress ikke gøres til et individuelt problem. Derudover skal der kigges på stresshandlingsplanerne, der blandt andet sørger for, at der er det rigtige beredskab i forhold til psykologbistand. Og så skal der arbejdes videre med tiltag i forhold til at sikre ordentlig karrierevejledning, skabe integrerende fagmiljøer og styrke vejlederne i procesvejledning.

Og hvad angår risikoen for at miste ph.d.-studerende som en konsekvens af mistrivsel, som både Gitte Wichmann-Hansen og AUPA udtrykker bekymring for, er det ikke noget, ph.d.-skolerne oplever meget af, siger Anne Marie Pahuus:

”Det forekommer, men det er heldigvis meget få, der ikke fuldfører. Problemet er, at folk har det så hårdt i den sidste fase. De skal nok blive, de får deres afhandling skrevet, og de får deres grad, men det er svært at leve med, at en femtedel afslutter med de her symptomer på stress i helt frisk erindring. Alle undersøgelser viser, at når man har levet med alvorlige stresssymptomer i månedsvis, sidder det i kroppen for evigt, og så er de mere udsatte for at opleve stress senere i deres arbejdsliv. Så det er ikke uskyldigt,” siger Anne Marie Pahuus.

• Undersøgelsen udkom i begyndelsen af juli og kan læses i sin fulde udgave her.