Antropologer går i sort

Udstillingens setting passer perfekt til det overordnede tema. Der er sort som kul i MoMus kælderetage, hvor de studerendes udstilling har til huse. Men når først øjnene har vænnet sig til mørket, kan man ane konturerne af seks små rum, som med dæmpet belysning sætter spot på ”sort” på hver sin måde.

Mathilde Yung Meiling, Maria Mølgaard Andersen og Anders Børding studerer antropologi på 4. semester af bacheloren og har alle tre været med til at udforme dele af udstillingen. De inviterer os med ind i kaffens verden, og verden som den opleves, hvis man er blind eller har mørk hud.

”Rigtig kaffe er sort”

I fire sæt hovedtelefoner kan man lytte til optagelser fra fire forskellige kaffepauser: En gruppe gymnasieelevers, en gruppe folkeskolelæreres, en baristas og et par ældre mennesker på café.

”Vi har forsøgt at undersøge vigtigheden af kaffe for sociale grupper og kaffe som noget, der skaber rum for social interaktion mellem mennesker. Også mellem mennesker, der ikke normalt mødes,” fortæller Anders Børding.

”De fire grupper er forskellige, men alligevel er der ting, de har tilfælles og ting, der går igen. For eksempel er der en vis enighed om, at sort kaffe er det mest rigtige. Der er et sort ideal.”

På en af optagelserne kan man høre en gymnasiepige fortælle, at det er lidt pinligt, hvis man bliver taget i at pladre mælk i den sorte drik.

De studerende gør også opmærksom på forskellige problematikker, som man måske ikke skænker en tanke, når man sidder og sipper morgenkaffen i sig. For eksempel at kaffebønder har hårde arbejdsforhold og at aluminiumskapsler kan være skadelige for klimaet.

Har I overvejet, om udstillingen kommer til at være for politiserende?

”Vi er bevidst om, at det er en meget politisk udstilling, som kommer med en radikal kritik. Vi vil ikke give et facit og fortælle publikum, hvad de skal mene eller gøre, men vi forsøger at få publikum til at reflektere over de problemer, der kan være forbundet med kaffe og kaffeproduktion. Vi kritiserer ikke kaffedrikkeren. Det vi kritiserer er mere, at der er så lidt information om problematikkerne, og dem forsøger vi så at få folk til at tænke over.”

”Det er som at være på syretrip hele tiden”

På en skærm ved udstillingens indgang kører en video med psykedeliske, flimrende farver.

”Vi har forsøgt at visualisere, hvordan og hvad blinde ser. Det har været en stor udfordring, men vi har gjort det ud fra de ting, de blinde selv beskriver. En af dem, vi har interviewet, fortæller, at det er som et konstant syretrip. Der er et væld af farver, der hele tiden trænger sig på og flimrer på nethinden, som hvis man presser sine fingre hårdt mod lukkede øjne,” fortæller Maria Mølgaard Andersen.

En af idéerne bag udstillingen er at udfordre forestillingen om, at blinde ser sort, og at give indblik i blinde personers oplevelse af verden.

”Vi har baseret vores udstilling på interviews med personer, der er født blinde, eller som er blevet blinde som børn. Derfor har udstillingen også fået lov at tage form efter de ting, de har fortalt.”

”En af de kvinder, vi har snakket med, fortalte, at hun købte en udstoppet fugl for at få en 3D-fornemmelse af det dyr, der siger fuglelyde. Som man kan læse ud af de citater, vi har på væggene, bruger blinde mennesker også ordet ”se” om mange ting. De ser bare på en anden måde, for eksempel ved at føle. Netop forestillingen om, at man kun kan se med øjnene, eller at synet er den eneste adgang til en sand oplevelse af verden, vil vi gerne udfordre.”

Bagerst i udstillingen kan man læse en kort passage fra hverdagen set fra en blind og en ikke-blind persons synsvinkel, skrevet med både almindelig- og blindskrift.

Bagved hænger et sæt høretelefoner, som afspiller lyde fra hverdagen.

”Her har vi især sat fokus på lyde fra trafikken, som opleves langt mere voldsomme, hvis ikke man har synet at navigere efter. Det er lyde af lastbiler, der kører forbi, biler der dytter, som giver indblik i, hvor kaotisk og voldsom trafikken kan opleves.”

Kan man gå uden om hudfarve?

Nogle af udstillingens emner er mere pikante end andre, og de tre studerende er enige om, at den del af udstillingen, der beskæftiger sig med hudfarve er i den mere betændte afdeling.

”Udstillingen om hudfarve er inspireret af et spørgsmål, der faldt i en plenumdiskussion før projektet. Kan man lave en antropologisk udstilling om farven sort uden at berøre hudfarve som emne?” siger Mathilde Yung Meiling, som er en af de studerende, der valgte at tage udfordringen op.

”Vi har taget udgangspunkt i kategoriseringer og derfor lavet en kassevæg. Hvis man åbner kasserne, er der fortællinger fra forskellige personer om deres oplevelser med at blive sat i bås som ’sort’.”

”Det har været vigtigt for os, at udstillingen ikke blev til, at hvide mennesker snakker med hvide mennesker om, hvordan det er at have sort hudfarve. Derfor har vi bygget udstillingen op om de oplevelser, som vores fem interviewpersoner, som alle har mørk hud, har delt med os. De fortæller om sig selv – det er ikke os, der fortæller om dem.”

”Med de fem personers historier har vi også forsøgt at vise, at der ikke er én oplevelse af at blive kategoriseret som sort, men at der er stor forskellighed. Samtidig har vi spurgt os selv om, hvordan man skal sætte sig ind i den oplevelse, når man ikke selv er mørk i huden. Derfor har vi lavet denne figur, hvor man decideret træder ind i hovedet på den sorte skulptur. Inde i hovedet kører nogle af informanternes tankestrømme om, hvordan det er at blive klassificeret som sort. Vi håber, at det giver en kropslig oplevelse af det.”