Arkæologistuderende bytter sommerferien ud med at få romersk jord under neglene

Mens mange studerende netop har klappet laptop og bøger sammen for at holde sommerferie eller i hvert fald studiefri oven på semesterets eksamener, er Søren Lykke og Luna Christiansen trukket i arbejdstøjet. De læser begge klassisk arkæologi på AU og skal efter ferien i gang med sidste år på kandidatuddannelsen. Men hele juli skal de sammen med otte andre arkæologistuderende fra AU og KU arbejde på en arkæologisk udgravning lidt uden for den italienske hovedstad Rom, og selvom destinationen smager af ferie, er der ikke meget ferie over foretagendet.

”Vi står op klokken 6 for at kunne være ved udgravningen klokken 7,” fortæller Søren Lykke over en lidt skrattende Zoom-forbindelse. Klokken er 17, og det er ved at være en time, siden de fik fri.

På arkæologistudiet er det meste af uddannelsen teoretisk, så måden at få praktisk erfaring på sit cv er ved at arbejde på udgravninger, typisk i løbet af sommerferien. Det er da også tredje sommer, både Luna Christiansen og Søren Lykke arbejder på netop denne udgravning. Og mens man som studerende på større og mere velkendte arkæologiske udgravninger i Middelhavsområdet kan opleve primært at blive sat til at lave gravearbejde, har de på denne udgravning opnået at få en del ansvar, fortæller de:

”Det er ikke så hierarkisk som på andre udgravninger. Der er meget respekt om vores individuelle analyser," siger Søren Lykke, og Luna Christiansen supplerer:

"Denne sommer har vi fået mulighed for at være trenchmasters – det vil sige, at vi tager de overordnede beslutninger ude på udgravningen og sørger for at dokumentere dem i udgravningsdagbøger. Den arkæologiske metode er destruktiv forstået på den måde, at når først man har gravet noget væk, kan man ikke gå tilbage. Derfor er det vigtigt at dokumentere, hvad man har gjort."

De er begge enige om, at det er et ret stort ansvar, men føler, det er et privilegium at få tildelt.

”Vi har også fået et indblik i den administrative del af forskningsprojektet og samarbejdet med de italienske myndigheder og lokale entreprenørarbejdere, som også hjælper på udgravningen. Og så får vi et netværk blandt dygtige arkæologer og eksperter; jeg har for eksempel fået mulighed for at blive masteroplært i opmåling,” siger Luna Christiansen.

Det spiller også en rolle, at det foregår i udlandet, fortæller de.

”Vi får lov til at lære at behandle vores fagspeciale i et andet land. Det tror jeg også andre humanister kunne have gavn af. Du skal derhen, hvor det, du er interesseret i, er,” siger Luna Christiansen.

”Som det er nu, kan det være svært at finde plads i studieordningen til at tage et semester på udveksling i udlandet, og her er denne type samarbejder et godt alternativ,” siger Søren Lykke.

Et givende samarbejde

Det er lektor emerita i klassisk arkæologi ved Aarhus Universitet, Birte Poulsen, der leder udgravningen og har engageret de studerende. Hun har siden 2017 været involveret i projektet, som i 2022 fik gravetilladelse. Selve grunden, hvor udgravningen finder sted, kaldes Villa Santa Caterina og var tidligere ejet af den magtfulde romerske adelsfamilie Orsini-familien, men er i dag ejet af den katolske kirke. Grunden ligger i Albanerbjergene syd for Rom ved den XIII mil på den antikke vej Via Appia, der forbandt Rom med Brindisi i syd.

Birte Poulsen bekræfter da også, at hun ser de studerende som meget mere end blot billig arbejdskraft.

”Det at samarbejde med studerende i forbindelse med udgravninger er noget, vi gør inden for faget, fordi det fagliggør og uddanner de studerende. Men det er også meget givende for mig som underviser at arbejde sammen med dem og se dem udvikle sig. De går jo hen og bliver ens kolleger, især når de har været med på udgravningen i flere år i træk.”

Og det er ikke sådan, at hun som udgravningsleder sidder inde i skyggen og fortolker på fundene, mens de studerende laver det hårde arbejde i den italienske sommerhede, forsikrer hun. Faktisk er både hun og hendes italienske arkæologkolleger lydhøre over for de studerendes input.

”Dem, der graver, har lige så gode meninger som os om, hvad vi finder. Vi diskuterer fundene med de studerende og med vores italienske kolleger. Det er en dialog, og jeg oplever, at de studerende gør sig meget kvalificerede overvejelser,” siger Birte Poulsen.

På sporet af en helligdom?

Birte Poulsens gruppe er de første arkæologer, der har foretaget udgravninger på grunden siden 1914. Før da havde den italienske arkæolog G. Luigi udført udgravninger på stedet. Grunden indeholder rester af en større bygningsstruktur, og først antog man, at det kunne være en villa tilhørende den berygtede romerske politiker Clodius, som ifølge skriftlige overleveringer blev slået ihjel på netop dette sted 18. januar år 52 f.v.t. Ifølge overleveringerne blev han dræbt af sin politiske modstander Titus Annius Milo lige ud for en helligdom for gudinden Bona Dea. Med den overlevering in mente – koblet med en række opsigtsvækkende fund på grunden – arbejder Birte Poulsen og hendes kolleger ud fra en arbejdshypotese om, at bygningselementerne ved Villa Santa Caterina kan udgøre netop den helligdom for Bona Dea fra det 1. århundrede f.v.t.  

”Vi har blandt andet frembragt et lille votivdepot. Votiverne er af ler med små segl og relief og har indeholdt papyrusruller, som dog siden er brændt, mens votiverne er bevaret. Vi har sammen med dem fundet rester af syv bægre og nogle krukker. Det er et exceptionelt fund, fordi det er det eneste sted i Italien foruden Sicilien, hvor man har fundet disse votiver; ellers har man primært fundet dem længere østpå. Derfor skal vi præsentere fundet på en konference i Rom i januar for at få andre eksperters vurdering af fundet og dets betydning,” fortæller hun og fortsætter:

”Det kunne jo fortolkes som udtryk for, at man har forseglet en aftale over en drink – måske ændringer af en helligdom. Det er i hvert fald ikke et fund, man typisk gør i forbindelse med en romersk villa.”

Derudover er der fundet en bygningsstruktur i peperin-blokke, som heller ikke er typisk for romerske villaer.

”Det gør, at vi ikke er sikre på, at der er tale om en romersk villa. Måske er der i stedet tale om en villa, der har en helligdom indarbejdet i sin struktur. Og så har vi til gengæld at gøre med en religiøs og ikke bare en profan bygning.”

På spørgsmålet om, hvilken forskel det gør, at der er tale om en helligdom frem for en romersk villa, svarer Birte Poulsen:

”Så vil vi jo have løst et mangeårigt mysterium, ved at vi kan få fastlagt, at Bona Dea-helligdommen ligger her. Så har vi skaffet en viden, man ikke tidligere har haft, og så vil vi være glade og fro.”

Birte Poulsen fortæller, at man ved ganske lidt om Bona Dea-kulten, men at det typisk har været en kult, hvor man har skærmet helligdommen af, og derfor har helligdommen ikke manifesteret sig med et tempel.

Området er spækket med fortidsminder 

De to studerende forholder sig meget nøgternt til det, de beskriver som ’Clodius-dramaet’, men at der er tale om et betydningsfuldt sted, er de ikke i tvivl om.

Luna Christiansen skrev også bacheloropgave med afsæt i denne udgravning, og selvom hun skal i praktik det kommende semester og dernæst skal i gang med specialet, deltager hun i konferencen i Rom i januar og ser frem til denne mulighed.

”Det bliver spændende at følge disse fund fra udgravning til udgivelse,” siger hun.

For de to studerende er det ikke den specifikke æra i sig selv, der er dragende, men mere det at opnå en forståelse for og viden om datidens mennesker, ud fra hvad bygningsrester kan fortælle om måden, de har interageret med landskabet.

”Det er mere bygningsudviklingen, der interesserer mig – og hvilke processer der har ført til hvilke udviklinger. For eksempel er mennesket afhængigt af vand, og det ser vi manifestere sig i cisterner, vandskakte og vandsystemer. På den måde fortæller det materielle noget om de menneskelige forhold,” fortæller Luna Christiansen.

Søren Lykke peger på udgravningens store kompleksitet.

”Sitet er meget komplekst og rummer flere fortællinger, fordi det er bearbejdet ad flere omgange. For Orsini-familien var bygningsstrukturen for eksempel en ruin, der skulle ses som et element i en park. Og det betyder, at vi ikke bare kan tro på det, vi ser. Men vi må stille spørgsmål ved, hvordan bygningerne er endt, som de er.”

For en arkæologistuderende er det dog ikke uden betydning, at hele området omkring Rom er spækket med sites af stor arkæologisk relevans, siger Søren Lykke.

”Vi er heldige, at vi har weekenderne fri, så vi kan komme ud og opleve de steder!”

De studerende får betalt deres rejse, logi og får derudover dagsdiæter. Dette er finansieret af Birte Poulsens forskningsbevilling.   

Korrekturlæst af Charlotte Boel