Omnibus prik

Arts-studerende og -undervisere gik på gaden mod kandidatreformen: "Det er en tåbelig beslutning"

Op mod 50 studerende og enkelte undervisere demonstrerede fredag på campus mod kandidatreformen og dens indvirkning på fakultetet Arts. Studerende og undervisere mener ikke, at Arts-ledelsen har sat sig ind i de uddannelser, som i helhedsplanen står til at lukke eller blive ændret.

Demonstrationen blev blandt andet ledt an af studerende Miriam Beedholm. Foto: Omnibus

Med bannere, der havde tekster som ”Hands off arts”, ”Don't take away our future” og "Humanities for humanity”, gik studerende og enkelte undervisere fredag eftermiddag på gaden for at udtrykke deres frustration over kandidatreformen og især dens indvirkninger på fakultetet Arts, hvor hovedparten af fredagens cirka 50 demonstrerende studerer. 

Demonstrationen, der begyndte ved Studenterhuset og gik forbi rektoratet, Det Kgl. Bibliotek, Universitetsparken og Nobelparken, var arrangeret af gruppen SATUR – Students Against the University Reform. Gruppen udspringer af studerende fra Arts, herunder især studerende fra kandidatuddannelsen Sustainable Heritage Management. Det er en uddannelse, som fakultetsledelsen på Arts i sin helhedsplan for udformningen af kandidatreformen lægger op til at lukke.

Demonstrationen blev blandt andre ført an af Miriam Beedholm, som netop læser på kandidaten i Sustainable Heritage Management (SHM). 

”Der er ingen gennemsigtighed i den her reform fra hverken AU eller regeringen. Vi er imod regeringens beslutning. Vi synes, det er enormt forkert med de nedskæringer, som humaniora og internationale studier generelt bliver ramt af i Danmark. AU kan ikke gøre så meget, når det kommer oppefra. Men den del af beslutningen, der rammer vores studie, kommer jo fra AU”, sagde hun.

Ifølge Miriam Beedholm tyder Arts’ helhedsplan på, at ledelsen ikke har sat sig ind i hendes uddannelse.

”Det er ret tydeligt, at dem, der tager de her beslutninger, ikke kender til de studier, der bliver påvirket. Og de ignorerer fuldstændigt al den feedback, som vi og vores undervisere har givet dem. Hvis de havde haft en samtale med os, så havde de haft et helt andet billede af det”, sagde Miriam Beedholm og uddybede:

”Sustainability-delen af vores uddannelse bliver puttet ind i Human Security-kandidaten. Det bliver til den version af bæredygtighed, de fleste tænker på, når de hører ordet, som de forbinder med klimaforandringer. Men bæredygtighed på vores uddannelse handler om kolonialisme og bæredygtighed på et menneskeligt plan. AU har set ordet sustainability og puttet det ind i Human Security, som handler om at fremtidssikre verden for mennesker. Jeg vil ikke sige, de bevidst har misforstået, hvad det er i vores uddannelse, men vi har forsøgt at gøre dem opmærksom på det”, sagde hun. 

Lektor: "Vores kollegaer er forbløffede over, at AU vil lukke uddannelsen"

”Hey, hey, ho, ho, this reform has got to go” lød kampråbet igennem Universitetsparken. En af dem, der tilsluttede sig demonstrationen, var lektor Nick Shepherd, der underviser på Sustainable Heritage Management. Ligesom mange af sine studerende var han mødt op for at tilslutte sig kampen mod kandidatreformens påvirkning på Arts. Han anser Arts-ledelsens beslutninger for afkoblede fra virkeligheden på fakultetet. 

”Fra mit synspunkt synes jeg, at Arts-dekanen agerer ensidigt. Jeg ved ikke, hvor hun henter sin information. Det er en tåbelig beslutning (at lukke SHM, red.). Vi er ikke blevet konsulteret på noget tidspunkt, og det er meget uheldigt”, sagde Nick Shepherd og uddybede uddannelsens værdi ifølge ham:

”Kulturarvsstudier er et globalt felt, og vi har kollegaer på mange andre universiteter. Yale University anerkender vores uddannelse som et topprogram og er ret misundelige på AU for at have et så godt studie i kulturarv. Jeg tror, vores kollegaer er forbløffede over, at AU vil lukke uddannelsen”, sagde han. 

Han deltog i fredagens demonstration for at støtte de studerende, som efter hans vurdering har mere på spil, end han selv har. 

”Jeg synes, det er vigtigt, at de studerende råber op. Det handler om deres fremtid. Jeg kan få et job et andet sted, men det er deres land og deres fremtid, der er på spil. Reformen kan ikke ses som andet end en devaluering af højere uddannelse. Det er deres ret at demonstrere, og det eneste, der overrasker mig, er, at der ikke er flere med”, sagde Nick Shepherd. 

Studerende: "Jeg tænkte, at jeg måtte hellere møde op"

Annie Gibson fra USA har aldrig deltaget i en demonstration før, men er interesseret i at se, hvordan fredagens protest løber af stablen. Hun læser også Sustainable Heritage Management og er med i uddannelsesnævnet for Arkæologi og Kulturarvsstudier. 

”Jeg tænkte, at jeg måtte hellere møde op. Hvis jeg bare støtter sagen ved at tale med mine venner og dele mine holdninger i en lille kreds, skaber det ingen forandring. Så jeg er nødt til at bakke det op med handling”, sagde Annie Gibson. 

Hun blev opmærksom på kandidatreformen, da Arts i september offentliggjorde første udkast til sin helhedsplan, som altså lægger op til at lukke hendes uddannelse, men også en del andre på fakultetet. 

”Jeg går op i, at alle disse uddannelser bliver reddet, for de fremmer diversiteten på universitetet. Man mister diverse meninger og viden, og hele reformen er Danmarks måde at vende sig indad og i sidste ende skyde sig selv i foden”, sagde Annie Gibson. 

"Meget sjældent, det gavner samfundet at skære i uddannelse"

På trods af flere af de fremmødtes fokus på Sustainable Heritage Management-uddannelsen var det overordnede fokus på reformens samlede effekt på Arts. I Nobelparken holdt studielektor på Afdeling for Arkæologi og Kulturarvsstudier, Johan Sandvang Larsen, tale om kandidatreformens overordnede effekt på uddannelseslandskabet, som han ser det. 

”Regeringen hævder, at den ønsker alle mulige ting, men i realiteten flytter de penge fra én boks til en anden. De sparer penge på uddannelse i stedet for at investere i det. Det er meget sjældent, at det gavner samfundet at skære i uddannelse. Lad os være stolte af det, vi har, i stedet for at rive det ned uden en plan”, lød det fra Johan Sandvang Larsen.

Også studerende fra foreningen Anarkistiske Studerende på Aarhus Universitet (ASAU), som opstod sidste år, gik med i demonstrationen. En studerende fra foreningen greb muligheden for at holde tale undervejs, og ud over kandidatreformen endte den med at handle om forskellige emner lidt uden for reformens område. Det handlede blandt andet om statens militære indkøb, AU’s relation til Israel, krigen i Gaza og Palæstina-demonstrationer på Københavns Universitet.  

SHM-studerende Miriam Beedholm sluttede demonstrationen af med et opråb.

”Jeg er ikke imod reformer. Som studerende på SHM går jeg ind for forandring og udvikling. Det er det, en reform burde handle om. Det er ikke tilfældet her. En anden pointe, jeg gerne vil slå fast, er, at jeg ikke personligt bliver påvirket af denne reform. Jeg er her ikke for mig selv, men fordi jeg ser, der bliver begået en stor fejl for Danmark. Vi har brug for humaniora, og vi har brug for internationale studerende”, lød det fra Miriam Beedholm. 

Dekan: "Vi har forsøgt at skabe så meget rum for dialog, som vi kunne"

Omnibus har foreholdt Arts-dekan Maja Horst kritikken af hende og den øvrige ledelse på fakultetet. Dekanen forklarer blandt andet, at Arts tager undervisere og studerendes bekymringer alvorligt, og at prodekanen for uddannelse, Niels Lehmann, onsdag deltager i et åbent møde for de studerende om Arts' helhedsplan.

"På Arts tager vi de studerendes og undervisernes bekymringer og feedback alvorligt, og vi anerkender fuldt ud, at ændringer som dem, der følger af kandidatreformen, kan skabe usikkerhed og frustration. Derfor har vi også forsøgt at skabe så meget rum for dialog som vi kunne ved at lave en omfattende inddragelsesproces i forbindelse med udarbejdelse af helhedsplanen for fremtidens uddannelseslandskab. Som led i dette afholder Artsrådet sammen med prodekanen for uddannelse et åbent møde for de studerende onsdag d. 4. december – og vi har også lavet en hjemmeside, som studerende kan bruge som afsæt til at deltage i drøftelserne," udtaler Maja Horst:

"Jeg forstår, at det kan føles som om, beslutninger bliver taget langt fra den daglige virkelighed på uddannelserne. Men i det forslag, der lige nu er til diskussion på hele fakultetet, har vi faktisk forsøgt at tage højde for alle de input vi fik i første fase af inddragelsesprocessen. Desværre skal vi jo leve op til reformens krav, og derfor er vi nødt til at træffe beslutninger, som går ud over velfungerende uddannelser og fagmiljøer. Det er ikke lette beslutninger, men vi har forsøgt at forklare vores ræsonnementer i et dokument, der afsluttede fase 1 af inddragelsesprocessen."

Korrekturlæst af Charlotte Boel