At tænke sig: Størst af alt er ’Kærlighed’
I dag ruller Tænkepause nummer en million af trykkeriets samlebånd og markerer dermed Aarhus Universitetsforlags ubetinget største succes til dato.
Det begyndte i 2012 som et samarbejde med blandt andre supermarkedskæden Netto, hvor de små bøger med let formidlet viden blev solgt til en flad 20’er ved siden af de almindelige dagligvarer.
Tanken var dengang som nu, at forskere fra Aarhus Universitet nedfælder deres viden om et specifikt emne med let pen, og at bøgerne udgives i et lille format, der aldrig overstiger 60 sider.
Men efter at have haft Tænkepauserne på supermarkedets hylder i to måneder, stoppede samarbejdet med Netto, og bøgerne blev herefter solgt hos landets boghandlere til 30 kroner. Siden er prisen på en Tænkepause steget til 40 kroner. Og efter nytår stiger prisen igen til en 50’er.
Populære blandt læsere og forskere
Læserne tog lige fra begyndelsen godt imod de små Tænkepauser, der også klatrede til tops på boghandlernes bestsellerliste. Indtil bogkæden Arnold Busck indførte minimumspriser på de bøger, der kan ligge på bestsellerlisten, lå flere at Tænkepauserne i toppen af listen.
Og også blandt AU’s forskere er de små bøger populære at få på publikationslisten, fortalte seriens redaktør Søren Mogensen Larsen tidligere på året til Omnibus.
”Nu får vi nærmest en henvendelse fra en forsker hver uge.”
LÆS OGSÅ: ”Simpelhed er hårdt arbejde”
Ministeren får en Tænkepause
Der udkommer en ny Tænkepause hver måned, undtagen juli og august, og siden 2012 er der i alt udgivet 54 Tænkepauser. Bøgerne udkommer i et oplag på 12 – 14.000 eksemplarer.
I dag ruller Tænkepause nummer 1.000.000 altså af samlebåndet på trykkeriet i Kolding. Og det går ikke ubemærket hen. Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V) vil være til stede og modtager et signeret eksemplar af Tænkepause nummer 1.000.000. Lige bag ham står rektor Brian Bech Nielsen, som vil modtage eksemplar nummer 1.000.001.
God karma
De to vil få selskab af flere af forfatterne bag Tænkepauserne. Blandt andet forfatteren til den hidtil bedst sælgende Tænkepause, nemlig prodekan Anne Marie Pahuus, der er lektor i filosofi. Hendes Tænkepause ’Kærlighed’ har solgt 28.400 eksemplarer. Desuden vil forfatteren til seriens første Tænkepause ’Frihed’, professor i idéhistorie Hans-Jørgen Schanz være til stede. Det samme vil forfatteren til den Tænkepause, der trykkes i dag ’Fiktion’, Simona Zetterberg Gjerlevsen, der er adjunkt i nordisk sprog og litteratur. Hendes Tænkepause udkommer i februar.
Den nyeste Tænkepause er netop udkommet og bærer meget passende titlen ’Karma’. Den er skrevet af Marianne Quortrup Fibiger, som er lektor i religionsvidenskab.