AU ændrer ikke på orlovsreglerne

I løbet af oktober og november har både Medicinerrådet og Studenterrådet på AU samt Foreningen af Danske Lægestuderende i Aarhus kæmpet for at få universitetsledelsen til at ændre orlovsreglerne. Men uden held.
»Vi har simpelthen ikke råd. Vi kommer til at miste rigtig mange penge i form af manglende færdiggørelsesbonus og STÅ-indtægter, hvis vi ikke får reduceret vores studerendes samlede gennemførselstid,« sagde prorektor Berit Eika til Omnibus den 13. november.
Baggrunden for de studerendes appel er, at fremdriftsreformen har indskrænket de studerendes mulighed for at tilrettelægge deres eget studieforløb og muligheden for at holde pause til for eksempel frivilligt arbejde eller et praktikforløb.
Derfor er behovet for at kunne tage orlov blevet mere aktuelt end tidligere. Og her er de studerende på AU ringere stillet end på landets øvrige universiteter.
Bekymrende, mener Studenterrådets formand Allan Graversen Vesterlund.
»Det er beskæmmende, at når man har nogle studerende, som siger: »Vi kunne godt tænke os at blive klogere og dygtigere, og det har vi brug for den her orlov til.« Så lyder svaret: »Det vil vi ikke give jer.« Det er det modsatte af at understøtte lysten til aktiv læring og de studerendes forsøg på at blive så kvalificerede som overhovedet muligt,« sagde han til Omnibus i november som reaktion på ledelsens beslutning.