AU ansætter ny HR-vicedirektør med fortid på ARoS og Aarhus Kommune
Rikke Stengaard afløser 1. november Anne Lindholm Behnk som HR-vicedirektør på Aarhus Universitet.
Aarhus Universitet har udpeget en ny HR-vicedirektør, som skal afløse Anne Lindholm Behnk, der har valgt at fratræde sin stilling, når hendes åremålskontrakt udløber ved udgangen af oktober. Afløseren bliver Rikke Stengaard, der har en kandidatgrad i jura fra Aarhus Universitet, og har en fortid som HR-direktør ved ARoS, leder af HR i Borgmesterens Afdeling i Aarhus Kommune og senest har været såkaldt Chief Human Resources Officer i virksomheden M&J Recycling.
Det oplyser AU i en medarbejdernyhed.
"Det er fantastisk at komme til en arbejdsplads, som har væsentlig betydning for vores samfund. Aarhus Universitet medvirker til at løse verdens store udfordringer, og det er en meget stor motivationsfaktor at skabe gode vilkår for alle medarbejdere og bidrage til at styrke Aarhus Universitets profil. Målet er, at alle får de mest optimale rammer for at nå egne og fælles mål," udtaler Rikke Stengaard i nyheden.
Universitetsdirektør Kristian Thorn fortæller, at den nye HR-vicedirektør kommer "med en omfattende værktøjskasse" inden for HR.
"Hun har dokumenteret forståelse for implementering af strategier, ledelsessparring, karriereplanlægning og trivsel. Hun har samtidig et stærkt blik for internationalt samarbejde, som flugter med AU’s vision om at være et internationalt orienteret universitet," udtaler Kristian Thorn i nyheden.