Susanne Bødker, professor i datalogi, dr.scient. Sidder i AU’s bestyrelse som en af to repræsentanter for det videnskabelige personale. Begyndte at læse matematik og datalogi på AU i 1975 og har været ansat siden 1983.

Hvorfor er du her stadig?

”Jeg tror, universitetet er lidt som Hotel California. Når man først er her, kan det være svært at slippe herfra. Jeg har altid godt kunnet lide at være på AU, og jeg trives i Aarhus. Jo ældre man bliver, jo mere bliver man også sovset ind i alt muligt. Jeg har ph.d.-studerende, jeg har gang i forskningsprojekter, og jeg sidder i universitetets bestyrelse. Det er long term commitments. Samtidig har man som forsker god mulighed for at tage et ’sabbatical’, hvor man rejser til et andet universitet i en periode. Det har jeg gjort undervejs, og jeg har blandt andet besøgt universitetet i Limerick i Irland og Den Kongelige Tekniske Højskole i Stockholm. Det giver et pusterum at tage afsted, og det er spændende at se, hvordan man gør tingene andre steder. Først og fremmest giver det inspiration. Og så synes jeg, det er interessant at være bosat midlertidigt i et par måneder i et andet land, fordi man kommer meget tættere på de lokale, end når man rejser som turist.”

Hvor er din yndlingsplet på AU?

”Jeg har to. Den ene er på altanen på toppen af Fysik (Institut for Fysik og Astronomi, red.), hvor man kan kigge ud over hele byen. Der så dejligt, på nær at man altid er lidt bange for at blive låst ude. Der går historier om studerende, der har været nødt til at tilbringe hele weekender på altanen, men jeg ved ikke, om det passer. Et andet godt sted er udsigten fra Aulaen eller solgården foran Aulaen, hvor man har udsigt til parken. I tidernes morgen sad vi (Institut for Datalogi, red.) i Ny Munkegade, hvor jeg havde udsigt til havnen. Det savner jeg heroppe (i Åbogade, red.). Jeg er den eneste, der har en smule grønt i min udsigt, fordi der står et enkelt træ. Udsigten har jeg savnet i alle de år – og det er 20-25 år efterhånden.”

Hvad er dit ønske for fødselaren?

”Det er måske et lidt politisk ønske. Jeg kunne godt ønske mig, at de nationale politiske vinde ændrede sig, så politikerne fik blik for, at det er værd at investere i universiteterne i stedet for at skære ned hvert år. På nogle måder har de processer, vi har været igennem på AU de sidste par år, selvfølgelig givet en bedre og mere trimmet organisation. Men man kommer til et punkt, hvor de to procents-besparelser, vi skal lave hvert år, bare gør ondt. Det går både ud over kvaliteten i uddannelserne og i den forskning, vi kan lave. Vi kan ikke blive ved med at uddanne flere og bedre kandidater, samtidig med at vi skal skære ned, og hvis vi får færre hænder til at undervise, bliver der også mindre tid til at forske.”