AU har fået 12,3 millioner kroner til at forbedre studielivet i kølvandet på corona – nu skal pengene fordeles
Regeringen har givet 12,3 millioner kroner til aktiviteter, der skal forbedre studielivet på AU efter corona. Millionerne er fordelt ud på fakulteterne, hvor det nu skal besluttes lokalt, hvad pengene skal bruges på. Studenterrådet håber, at især studenterforeningerne, der har lidt under corona, får god tid og mulighed for at søge midlerne til det, de har brug for.
Sådan er pengene fordelt:
Copenhagen Business School – 5,8 millioner
Danmarks Tekniske Universitet – 3,8 millioner
IT-Universitetet i København – 0,8 millioner
Københavns Universitet – 12,6 millioner
Roskilde Universitet – 2,6 millioner
Syddansk Universitet – 7,7 millioner
Aalborg Universitet – 7,5 millioner
Aarhus Universitet – 12,3 millioner
Resten af midlerne er fordelt ud til professionshøjskoler, erhvervsakademier og maritime uddannelsesinstitutioner.
Kilde: Uddannelses- og Forskningsministeriet
For at få gang i studielivet efter corona har staten afsat en pulje på 95 millioner kroner til videregående uddannelsesinstitutioner. Af de 95 millioner har Aarhus Universitet fået tildelt 12,3 millioner kroner, og nu er det op til universitetet, hvordan pengene bedst forvaltes.
”Vi har delt langt de fleste midler ud til fakulteterne. Det handler om de studerende og om at få dem godt i gang, så de er delt ud efter, hvor mange der går på de forskellige fakulteter,” siger prorektor Berit Eika.
Det betyder, at Aarhus BSS har fået 3,85 millioner kroner, Arts har fået 3,2 millioner kroner, Heath har fået tildelt 1,5 millioner kroner, og Tech og Nat har fået henholdsvis 1,4 millioner kroner og 1,05 millioner kroner.
”Vi lægger op til, at de ude på fakulteterne finder ud af, hvordan midlerne bedst anvendes. Vi har også prøvet at lave en meget lavbureaukratisk tilbagemeldingsproces. Vi skal selvfølgelig have en fornemmelse af, hvad pengene går til, men det bliver ikke noget med effektmåling og spørgeskemaer,” siger Berit Eika og understreger, at det handler om at få pengene hurtigt ud til de studerende.
Foruden de penge, der er fordelt ud på fakulteterne, er der afsat 1,2 millioner kroner i en pulje til tværgående indsatser, som universitetsledelsen administrerer. Foreninger kan her byde ind med gode idéer, der har faglig og social relevans, og få tilskud gennem puljen. Det er også fra denne pulje, at pengene til kaffevognene, der uddelte gratis kaffe under studiestarten, er taget.
Der blev givet omkring 8.000 kopper gratis kaffe ud i løbet af studiestarten. Det kostede 91.500 kroner, oplyser AU.
Millionerne skal fordeles
Ude på fakulteterne er man i gang med at finde ud af, hvordan midlerne bedst bruges. Det betyder også, at der indtil videre ikke er konkrete tiltag at præsentere.
”Vi har blandt andet en dialog med studenterforeningerne i den næste måneds tid for at finde ud af, hvilke aktiviteter de kunne tænke sig at sætte i gang. Det er både sociale og faglige aktiviteter. Det skal ikke ende i fest det hele, men vi skal i samarbejde finde ud af, hvad der giver mening for dem,” siger Lise Wogensen Bach, prodekan for uddannelse på Health.
Sådan lyder det også fra BSS, der i et skriftligt svar skriver, at ”De faglige miljøer i form af studieledere, studenterrepræsentanter og foreninger er involveret i processen om, hvilke aktiviteter, både af faglig og social karakter, som de vurderer midlerne med fordel kan bidrage til at finansiere”.
På Nat og Tech er man ligeledes i gang med at danne sig et overblik over, hvordan midlerne skal fordeles i samarbejde med institutterne og de studerende.
”Generelt trænger vores studenterforeninger til et boost, så i det omfang vi kan gøre noget for dem eller nye foreninger, der starter op, vil vi gerne bruge penge på det også,” siger Finn Borchsenius, der er prodekan for uddannelse på Tech.
På fakulteterne har man især fokus på 2020-årgangen, hvor mange af de studerende nærmest ikke har været på campus eller brugt tid sammen med deres studiekammerater.
”De har været værst ramt, selvom alle andre, der har været hjemsendt, også har været ramt. Derfor vil vi gerne gøre noget, der starter med 2020-årgangen, men det gør selvfølgelig ikke noget, hvis andre årgange også får glæde af midlerne,” siger Kristine Kilså, der er prodekan for uddannelse på Nat.
På Arts er man ikke vendt tilbage inden deadline med svar på spørgsmålet om, hvordan man vil anvende midlerne.
Studenterrådet vil have god tid
Hos Studenterrådet, der har 16 lokale fagråd fordelt ud på fakulteterne, er man glade for, at de studerende bliver inddraget, og at midlerne er fordelt ud på fakulteterne.
”Vi er glade for, at midlerne er blevet sendt ud mere lokalt. Langt hen ad vejen er der stor forskel på, om man er medicinstuderende eller studerende på uddannelsesvidenskab, og der er forskel på, hvad der er brug for,” siger Marie Dall, der er formand for Studenterrådet.
Hun påpeger, at det er vigtigt, at man fra fakulteternes side har tålmodighed med studenterforeningerne, når det kommer til at byde ind med de gode idéer.
”Man skal huske på, at vores fagråd og de andre foreninger har brug for en saltvandsindsprøjtning og noget hjælp efter corona. De har måske mistet en stor del af dem, de plejer at trække på, og har ikke kunnet rekruttere nye. Det betyder, at foreningerne ikke bare med et snuptag kan opfinde den dybe tallerken og sætte noget fedt i søen, for det kræver mange kræfter,” siger Marie Dall og fortsætter:
”Det er vigtigt for os, at fakulteterne sætter ekstra ind i forhold til det opsøgende arbejde og ikke tolker en lang responstid, som at der ikke er brug for pengene, for det er der. Men det kræver ressourcer at bruge ressourcer.”
Foreningsdag på Jura
I forhold til konkrete idéer fremhæver Marie Dall, at man på jurastudiet vil søge midler til en foreningsdag, hvor alle foreningerne på studiet inviterer de studerende fra årgang 2021 og 2020 på aftensmad og et oplæg om, hvad foreningerne laver.
”Vi har set, at foreningerne langt hen ad vejen er nøglen til at skabe et studiemiljø, som er andet end bøger og undervisning. Derfor kan det være et konkret initiativ, der kan udbrede kendskabet til foreningerne,” siger Marie Dall.
Derudover vil Studenterrådet gennem puljen for tværgående midler søge om støtte til deres ’buddy-ordning’, der støtter studerende på første semester socialt og fagligt. Studenterrådet har allerede fået midler til at afholde ’AU Run’, der finder sted den 16. oktober.