AU Motion flytter ind på campus i Aarhus
Til august flytter motionsforeningen for medarbejdere ved Aarhus Universitet, AU Motion, holdtræning og halaktiviteter til lokaler tæt på Universitetsbyen. Spinninghold og fitness følger trop mod slutningen af året.
AU Motion
AU Motion er en et motionstilbud for alle nuværende og pensionerede medarbejdere ved Aarhus Universitet plus eventuel træningmakker.
Centeret drives af frivillige kræfter. Det koster 125 kroner om måneden at være medlem.
AU Motion tilbyder både træningscenter med maskiner og holdtimer i blandt andet spinning, ryghold, puls & styrke og Iyengar yoga. Derudover er det muligt at booke baner til badminton, futsal, floorball eller volley.
Fra august kan Aarhus Universitets medarbejdere træne centralt på AU's campus. Motionsforeningen for AU-medarbejdere, AU Motion, flytter nemlig sin holdtræning og halaktiviteter fra den nuværende adresse på Paludan Müllers Vej til en ny placering tæt ved Universitetsbyen. Mod slutningen af året flytter AU Motions spinninghold og fitnessfaciliteter også til de nye faciliteter. I en overgangsperiode hen over efterået, vil AU Motion derfor holde til på to adresser.
Helle Nielsen, der er medlem af bestyrelsen for AU Motion, ser frem til at rykke til de nye lokaler, selvom overgangen dog kan give lidt besvær for de medlemmer, der plejer at kombinere hold- eller haltræning med styrketræning i maskiner:
“Jeg er sikker på, at det skal blive godt i de nye lokaler, det er gode faciliteteter,” siger hun.
Sportsfaciliteter for medarbejdere og studerende
AU Motion rykker ind i de tidligere eksamenshaller på Trøjborgvej. Før AU overtog bygningerne til eksamensformål blev de brugt af lærerstuderende fra VIA University College.
Tidligere på året rykkede Aarhus Universitets-Sport flere af sine sportsaktiviteter for studerende til hallerne ved Universitetsbyen. Så faciliteteterne vil fremover blive brugt af både medarbejdere og studerende.
AU-studerende får nye muligheder for at dyrke sport og fællesskab på campus i Aarhus
“Vi lejer salen, når de studerende ikke bruger den. Vi har fortrinsret morgen, formiddag og eftermiddag, men bruger ikke hallerne efter kl. 19,” fortæller Helle Nielsen, der er medlem af bestyrelsen i AU Motion. Hun fortæller videre, at der fortsat arbejdes på faciliteterne. Udover de kommende spinning- og fitness-faciliteter, vil der også komme nye og større omklædningsrum. Foruden to sportshaller og en spejlsal er der også fælles loungeområde.
Helle Nielsen håber, at flytningen til en mere central placering på AU's campus vil gøre det lettere for flere medarbejdere at kombinere arbejdsdagen med motion.
“Vi har hørt fra flere medarbejdere, der er rykket til Universitetsbyen, at de nu vil overveje at melde sig ind,” fortæller hun.
AU Motion mistede flere hundrede medlemmer, da de i 2022 flyttede fra Katrinebjerg til Paludan Müllers Vej, fordi flere medlemmer mente, at den placering var for langt væk fra campus.
Et levende samlingspunkt
Universitetsdirektør Kristian Thorn glæder sig også over, at det er lykkedes at finde en central placering på AU's campus i Aarhus, hvor både medarbejdere og studerende kan kombinere studie- og arbejdsliv med motion. Det indgår tilmed som en del af universitetets nye strategi, hvor det fremgår, at AU's campus skal “beriges med sociale aktiviteter såsom idrætsfaciliteter, kulturaktiviteter og spisesteder, der understøtter fællesskaber og trivsel.”
”AU har en af verdens smukkeste campusser, og den skal bruges aktivt. Campus skal være mere end blot et arbejds- og studiested - det skal være et levende samlingspunkt, hvor vi mødes, interagerer og får rammerne til både at dyrke krop og intellekt. Det kommer vi et skridt nærmere nu, hvor AU Motion og AU Sport får mulighed for at flytte deres aktiviteter ind på campus, ” fortæller han i en nyhed fra AU.