AU-professor Peter Dalsgaard modtager en af EliteForsk-priserne og 1,2 millioner kroner
Peter Dalsgaard, professor i informationsvidenskab ved Aarhus Universitet, er blandt de fem yngre forskere, som staten i år belønner med EliteForsk-prisen. Han modtager 1 millioner kroner til sin forskning og 200.000 som personlig hæderspris.
”I et hastigt skiftende teknologilandskab, hvor der er størst fokus på teknologiske landvindinger, er Peter Dalsgaard Groves banebrydende forskning med til at holde mennesket i centrum.”
Sådan skriver Danmarks Frie Forskningsfond blandt andet i sin begrundelse for indstilling af Peter Dalsgaard til EliteForsk-prisen 2024. Professoren i informationsvidenskab fra Aarhus Universitet har mandag eftermiddag modtaget en af de i alt fem priser ved prisuddelingen i Den Sorte Diamant i København.
EliteForsk-prisen går til fem forskere, ”der har leveret forskning i verdensklasse, som er med til at inspirere yngre forskere til at følge i deres fodspor og stræbe efter samme tårnhøje faglige niveau.”
I sin forskning leder Peter Dalsgaard blandt andet efter svar på, hvad der sker i mødet mellem mennesker og IT, og hvordan nye teknologier påvirker vores måder at tænke og arbejde kreativt på.
”Ideer lader sig udtrykke i de materialer og værktøjer, man har ved hånden, fordi teknologier inviterer til, at vi bruger dem og tænker på bestemte måder. Derfor betyder det også meget, hvilke digitale værktøjer vi udvikler og arbejder med. Det er jo os, der skal leve med den teknologiske udvikling,” udtaler han til Uddannelses- og Forskningsministeriet.
Peter Dalsgaard står også bag Centre for Digital Creativity på AU, og han ser EliteForsk-prisen som en blåstempling af centrets arbejde.
”Jeg blev virkelig glad for den blåstempling af, at min og centrets forskning er interessant og har værdi. Og så vil jeg gerne dedikere prisen til hele mit miljø, for vores banebrydende resultater er en stor, fælles indsats skabt af ildsjæle, der forfølger deres ideer,” siger han.
Prismodtagere fra tre andre universiteter
De øvrige modtagere af EliteForsk-prisen er SDU-professor i mikrobiologi Amelia-Elena Rotaru, Irene Tamborra, professor i astrofysik på Niels Bohr Instituttet på KU, Mads Albertsen, professor i bioteknologi på AAU, og Thomas Gammeltoft Hansen, der er professor ved Det Juridiske Fakultet på KU.
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) udtaler i forbindelse med prisuddelingen, at det er ”vigtigt, at vi hylder og anerkender de forskere, der er med til, at vi som samfund kan løse de udfordringer, vi står overfor”.
”De fem EliteForsk-vindere, vi fejrer i dag, er blandt de dygtigste forskere inden for deres felter - hver dag dedikerer de sig til at gøre os alle klogere og samtidig bekæmpe misinformation,” udtaler ministeren.
Ph.d.-studerende fra AU modtager rejsestipendier
18 ph.d.-studerende har desuden mandag modtaget et rejsestipendium på 200.000 kroner hver. Stipendierne er uddelt til ph.d.-studerende, der har opnået ”store resultater tidligt i deres karriere,” og er øremærket til udlandsophold. Blandt modtagerne er fem fra Aarhus Universitet.