AU samlede 129.057 kroner ind til flygtninge
Dansk Flygtningehjælp samlede i begyndelsen af november 20 millioner kroner ind til flygtninge i verdens brændpunkter. Heraf kom 129.057 kroner studerende og ansatte på Aarhus Universitet. Arrangørerne bag indsamlingen på AU pønser nu på et akademisk arrangement om den aktuelle flygtningesituation.
De fire AU-lektorer og AU-studerende, der tog initiativ til indsamlingen AU#Refugees-welcome måtte forhøje målet for indsamlingen flere gange. Først satte de det ved 40.000 kroner, men måtte efter mindre end et døgn hæve det til 100.000 og siden til 150.000 kroner.
LÆS OGSÅ: Fire kvinder, en hurtig beslutning og foreløbig 122.000 kroner til flygtninge
Det mål blev dog ikke helt nået, da indsamlingen 8. november sluttede officielt. I alt blev der samlet 129.057 kroner ind fra studerende og ansatte på AU fordelt på 558 donationer. Beløbet går til Dansk Flygtningehjælp og indgår i hjælpeorganisationens landsindsamling, hvor det søndag lykkedes at samle i alt 20 millioner ind på landsplan. Det højeste beløb i 15 år, skriver organisationen på sin hjemmeside.
Momentum
Christina Fiig, lektor i køn og europæisk politik ved Europastudier på Institut for Kultur og Samfund og den ene af de fire initiativtagere til indsamlingen, siger om resultatet:
”Det er fantastisk! Og jeg tror især, det gik stærkt i begyndelsen, fordi vi kom før den store landsindsamling og lige præcis ramte den uge, hvor de første flygtninge gik ind over den danske grænse. Der var i den grad momentum.”
Sindssygt flot gået!
AU-indsamlingen fik flere gange digitale skulderklap fra Dansk Flygtningehjælp på Twitter. En AU-ansat opfordrede på Twitter til at støtte AU-indsamlingen med en henvisning til, at der kun manglede 25.000 kroner for at målet på de 150.000 kroner ville være nået.
”Uanset hvad, er det sindssygt flot gået! Tusind tak for indsatsen!” Lød det fra Dansk Flygtningehjælp på Twitter.
Akademisk blik på flygtningesituationen
Selvom indsamlingen formelt er slut, så er initiativtagerne bag den ikke færdige med at forholde sig til flygtningeproblematikken. Men denne gang bliver de på deres hjemmebane. De arbejder nemlig på et akademisk arrangement om den aktuelle flygtningesituation.
LÆS OGSÅ: Studerende og ansatte samler ind til flygtninge, og de vil have din hjælp
”Formen og indholdet er ikke endeligt besluttet, men vi forestiller os, at der vil være forskellige indlæg, hvor forskere præsenterer og debatterer den aktuelle forskning på området. Og vi har også fået positive tilkendegivelser fra Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, Andreas Kamm,” fortæller Christina Fiig, der dog først tror, at arrangementet løber af stablen i det nye år.