AU-studerende er med i Alene i vildmarken: ”Jeg tror, jeg nåede det, de kalder Nirvana”

I det femte afsnit af programmet Alene i vildmarken, der lørdag kunne ses på DR, kan seerne møde Niels Ulrik Drescher, der efter knap fire uger alene i den finske vildmark, er særdeles godt kørende. Så godt, at han slipper flere friskkrogede gedder løs, fordi han foretrækker stalling eller helt. Mens de andre tilbageværende deltagere spænder livremmen ind, holder Niels Ulrik Drescher stædigt fast i sine 91 kilo. 

Han virker også helt ovenpå, da han med en gul kop kaffe på fingeren tager imod på gårdspladsen uden for det husmandssted tæt ved Norsminde syd for Aarhus, som han lejer sammen med sin kæreste Isa og et vennepar. Til dagligt læser han medicin på Aarhus Universitet og begynder snart på 8. semester. Men lige nu nyder han sommerferien og svarer beredvilligt på henvendelser fra medier. Her & Nu har lige ringet, og efter Omnibus venter Se og Hør.

Tilbage til habitatet

På gårdspladsen holder en trofast Toyota Corolla, Eventyrvognen, som Niels Ulrik Drescher med stor veneration kalder den sølvgrå stationcar. En række flag på bagsmækken vidner om adskillige europæiske eventyr. Og den er nyligt hjemvendt efter en tre uger lang tur til Finland, hvor Niels og Isa besøgte ”hans habitat” – det sted, han boede under sine uger i vildmarken.

Hvordan var det at kunne vise din kæreste det sted, du opholdt dig, mens du var med i Alene i vildmarken? 

”Jeg siger ikke, at hun ikke har været der før,” svarer Niels Ulrik Drescher behændigt. 

Som alle de øvrige deltagere har han skrevet under på ikke at afsløre, hvor længe han var afsted – og om han var den deltager, der slog programmets danske rekord og opholdt sig i vildmarken i mere end 60 dage, inden han blev hentet af sine nærmeste, hvilket kun er vinderen forundt. 

”Men selv hvis Isa hentede mig, ville vi ikke have tid til at gøre alt det, jeg gerne ville opleve sammen med hende,” fortæller han videre. 

Derfor var det vigtigt for ham at vende tilbage sammen med Isa. Produktionsholdet udleverer imidlertid ikke de præcise koordinater til habitaterne, så han måtte selv finde frem til stedet ved at nærstudere kort på Google Maps.  

Sidst, jeg var der, stod jeg under nordlyset, nu stod vi under midnatssolen.

”For mig var det vigtigt, at vi kunne bo der sammen i flere dage. Sove der, hvor jeg har sovet. Fiske der, hvor jeg har fisket. Sidst, jeg var der, stod jeg under nordlyset, nu stod vi under midnatssolen,” fortæller han og fortsætter:

”Det var helt vildt fedt! Isa fangede en fisk, som vi spiste uden fedt og salt, som da jeg var der. Vi fandt min træstub, hvor jeg parterede fisk, og der var stadig fiskeskæl på. Vi fandt mit bålsted, som var gravet ned,” fortæller han. 

Når deltagerne forlader vildmarken, bliver deres shelters skilt ad, og sporene efter lejrpladserne slettes. 

Fra sofaekspert til deltager

Niels Ulrik Drescher har set samtlige sæsoner af Alene i vildmarken, men drømmen om selv at deltage begyndte for alvor at spire sidste år.

”Jeg har været en rigtig sofaekspert, men i juni sidste år begyndte jeg at tænke, at jeg måske skulle tage min egen medicin og melde mig til. Nu var det nu, og det passede også med studiet.”

Niels Ulrik Drescher havde i forvejen besluttet at splitte 6. semester og kun tage fag svarende til 10 ECTS, hvor der ikke var obligatorisk fremmøde. Han tog ikke orlov fra studiet, fordi han ikke på forhånd kunne vide, om eventyret i vildmarken ville vare dage, uger eller måneder. Han indviede heller ikke studiet i sin deltagelse i programmet. Kun hans arbejdsgiver på AU fik besked. Niels Ulrik Drescher har studiejob som præparatfremstiller på anatomi (præparater er de kropsdele fra afdøde donorer, der bruges i anatomiundervisningen, red.) og underviser desuden i anatomi og dissektion, men havde ingen undervisning i perioden, hvor han ville være væk.  

”Jeg læste intensivt op til eksamen efter min hjemkomst, det var hårdt, men det gik overraskende godt,” fortæller han.

Fandt styrke i at savne

Niels Ulrik Drescher færdes hjemmevant i naturen. Han er vokset op på en juletræsplantage på Djursland og har tilbragt sin barndom med at jage og fiske i Mols Bjerge. I et af de første programmer udtaler han da også:

”Jeg får ikke hjemve, jeg er hjemme.”

Udenfor sit hjemmebyggede drivhus fortæller Niels Ulrik Drescher, at det naturligvis var hårdt at være alene i den finske vildmark. Men faktisk havde han forventet at have det sværere, end det var tilfældet. Og han var ikke på noget tidspunkt bange. Heller ikke da produktionen frygtede, at der var bjørne tæt på hans lejr. 

Jeg har aldrig før gjort noget i mit liv, som jeg har følt mig så god til.

”Jeg har aldrig før gjort noget i mit liv, som jeg har følt mig så god til.” 

Der er ikke antydning af blær i måden, ordene falder på, men derimod ydmyghed.

Savnet til dem derhjemme, som ellers har knækket adskillige deltagere gennem de ti sæsoner, programmet har kørt på DR, håndterede han på sin egen måde:

”Jeg fandt styrke i, at jeg havde nogen at savne. Jeg følte mig privilegeret og lykkelig over at savne så meget, som jeg gjorde.” 

Niels Ulrik Drescher oplevede en stor ro i vildmarken og tog sig god tid til at træffe sine beslutninger.

Jeg sad og mærkede vinden, iagttog dyrelivet og solens gang over himlen. Derefter vidste jeg præcis, hvor jeg skulle bygge.

”Intet af det, jeg gjorde, var tilfældigt. Alle vigtige beslutninger i vildmarken blev nøje gennemtænkt. For eksempel brugte jeg syv timer på at beslutte, hvor jeg skulle placere mit shelter. Jeg sad og mærkede vinden, iagttog dyrelivet og solens gang over himlen. Derefter vidste jeg præcis, hvor jeg skulle bygge.” 

Han beskriver også nattens intense nordlys akkompagneret af høje, syngende lyde fra issprængninger på søen som en nærmest spirituel oplevelse. Og timevis tilbragt på en forladt myreture, hvor tankerne langsomt blev stille. 

”Det er det tætteste, jeg er kommet på at meditere. Jeg tror, jeg nåede det, de kalder for Nirvana. Jeg glemte alt om tid og sted, der var ikke en lyd i mit hoved. Og så gik det op for mig, at jeg havde siddet sådan i en time. Jeg var helt høj og havde følelsen af at have sovet i fire døgn. Det skete ret ofte.”

Han rejser ikke fra vildmarken med en livsåbenbaring.

”Men det er blevet tydeligt for mig, hvilken retning jeg gerne vil have i mit liv.” 

Landsbylægen

Lægestudiet føles stadig rigtigt efter hjemkomsten. For ham giver lægegerningen dybere mening, fordi den kobler naturvidenskaben med at være der for mennesker, der har brug for hjælp, forklarer han. Drømmen er at blive almen praktiserende læge.

”Jeg vil gerne være landsbylæge. Sådan en læge, der har tid til at spørge patienten, hvordan det går. For mig er sundhed mere end medicin,” fortæller han og fortsætter: 

”Jeg har den der lidt romantiske forestilling om at give børnevaccinen til en dreng. Så bliver han ung, så er det en klamydiatest, vi skal have taget. Efter nogle år kommer han med sin partner, så er de gravide. Det med at følge mennesker gennem livet, det vil jeg rigtig gerne.” 

Ham fra Alene i vildmarken

Lige nu har han med sin medvirken i Alene i vildmarken fået en ny mulighed for at være noget for andre. Han har blandt andet holdt foredrag for efterskole- og gymnasieelever og har medvirket i et naturprogram på DR Ultra. 

Han har også givet flere interviews foranlediget af en fortælling, han deler i programmet, om at være et børnehavebarn, der bøvlede med at være i en gængs daginstitution. Mens andre så en utilpasset dreng, så pædagogen Berit en dreng, der trængte til at blive stimuleret på en anden måde, og derfor tog hun ham og nogle andre drenge med ud i naturen, hvilket blev et vendepunkt for ham. 

Selvom Niels Ulrik Drescher stadig er i gang med at vænne sig til at være et kendt ansigt fra tv, er han glad for at have fået denne mulighed for at nå ud til især børn og unge og inspirere til at være i naturen. Hans budskab til den yngre generation er enkelt:

”De skal vide, at de er gode nok, som de er, og holde flere sabbatår, tage sig tid til at opdage verden og sig selv.” 

Han glæder sig også til at vende tilbage til studielivet på AU i slutningen af august. Selvom han ved, han blandt sine medstuderende på medicin vil blive punket med episoden, hvor han førte sig frem med medicinerlingo og kom til at kalde et tørret rensdyrhjerte for ’myometrie’ (livmodervæv, red.) i stedet for ’myokardie’ (hjertevæv, red.)

”Det kommer jeg til at høre for,” griner han.