Omnibus prik

AU-studerende medvirker i Bachelorette

For tiden toner erhvervsøkonomistuderende Theis Andersen frem på skærmen tre dage om ugen, når han sammen med 16 andre mænd bejler til de to kvinder, Sofie Sytnik og Mie Borup. Og han har allerede gjort sig bemærket med sin alternative metode til at komme på dates.

Theis Andersen læser på Aarhus Universitet og medvirker i dette års sæson af Bachelorette. Foto: Lise Balsby.

Omnibus møder Theis Andersen på en solodate i solbeskinnede Riis Skov. Godt nok skinner solen i disse forårsdage, men Omnibus’ solodate foregår i et lidt andet klima end på Sicilien, hvor Bachelorette er optaget. Og bare rolig, denne gang har han ikke ”snydt” sig til en date– undertegnede har ærligt og redeligt inviteret ham. 

Har du ikke fulgt med i TV 2’s populære datingprogram, Bachelorette, der havde præmiere 21. april, er du måske ikke lige spids på, hvorfor Theis Andersen skulle have snydt sig til et interview med Omnibus – eller hvem han overhovedet er. Theis Andersen læser erhvervsøkonomi på Aarhus Universitet, og netop nu er han at finde blandt bejlerne i den nyeste sæson af Bachelorette, hvor 16 mænd dyster om at ende som to kvinders udkårne.

I programmets fjerde afsnit beder den ene af de to kvinder, Sofie Sytnik, mændene om at besvare 13 spørgsmål om sig selv. Hun har også selv besvaret spørgsmålene og vil gå på gruppedate med de to bejlere, hvis besvarelser minder mest og mindst om hendes. 

Theis Andersen fortæller, at han og flere af de andre mænd forsøger at regne ud, hvad Sofie Sytnik har svaret, så de kan svare enten rigtigt eller forkert for at blive inviteret med på date. Men der er også en tidsfaktor, så han går med sidstnævnte strategi.

”Jeg ville bare ud over stepperne, og jeg vil gerne tale med de her to kvinder,” siger Theis Andersen, der på det tidspunkt endnu ikke har opnået at være på date med pigerne. 

”Jeg svarede forkert på 13 ud af 13, og det synes jeg selv er imponerende,” siger han.

”Snyde-Theis”

Det blev da også Theis Andersen, der med en anden bejler, kom på gruppedate med Sofie Sytnik. Det var nogle brugere på det anonyme internetforum Reddit ikke helt tilfredse med, fortæller Theis Andersen, som stik imod TV 2’s anbefalinger til deltagerne, har været inde at kigge på Reddit.

 ”Folk på Reddit har jo kaldt mig Snyde-Theis,” siger han og tilføjer:

”Jeg ved jo godt, hvad det er for en type af platform, og jeg var også forberedt på, at folk skrev derinde.”

”Jeg er jo bare nysgerrig, men det er rart at kunne mærke, at når der bliver skrevet noget, der ikke er så positivt, så preller det af på mig,” siger han og understreger, at han ikke var den eneste, der lavede finten.

Theis Andersen erkender dog, at han ikke ville lave samme nummer med de 13 spørgsmål nu, hvor han kender Sofie Sytnik personligt. Han ser nemlig ikke sig selv som en snydepels. Han kunne heller ikke finde på at snyde til en eksamen. 

Studiekammerater fik ham til melde sig til programmet 

Theis Andersen har lige afleveret sin bacheloropgave, som skal forsvares mundtligt senere i maj.  

Det var da også på studiet, at nogle veninder fra studiegruppen fik overtalt Theis Andersen til at melde sig som bejler i Bachelorette. 

”Mine studieveninder har nok hørt mig tale meget om dating her i Aarhus, og jeg er jo i midt tyverne og har været single i tre år, så jeg tror bare, at de godt kunne se mig passe ind i sådan et program,” siger han. 

Efter en længere castingproces endte Theis Andersen til slutcasting på TV 2’s kontor i København. 

”Der er en masse redaktører og folk, der sidder og kigger på, mens man bliver interviewet om sit kærlighedsliv. Det føltes lidt som en mundtlig eksamen. Noieren,” siger han. 

Samme aften modtager han en SMS fra casteren, om at de gerne vil have Theis Andersen med i programmet. 

Hemmelighedsfuld 

Theis Andersen måtte derfor skippe de første uger af efterårssemestret, hvor han var på Sicilien for at optage Bachelorette. Fra optagelserne i august til premieren i april har Theis Andersen ikke kunnet fortælle noget om, hvad der var sket på Sicilien til de studieveninder, der i sin tid fik ham overtalt til at melde sig. 

”Det har faktisk været lidt akavet, fordi vi ikke kan tale om alt mere, når vi ikke kan tale om det her,” siger han. 

”Der er mange, der ved, at jeg har været afsted, men jeg kan ikke fortælle noget i detaljer. Heller ikke til mine tætteste venner og min familie,” siger Theis Andersen.

Mandegruppe

Bachelorette er med sine fire sæsoner gået hen og blevet en seerfavorit, og ifølge TV 2 nåede seertallet op på 424.000 seere i gennemsnit per episode ved sidste års sæson. 

Alligevel lader det ikke til, at den store offentlige bevågenhed fik Theis Andersen til at tøve med at melde sig til. Det var nemlig ikke kun på grund af anbefalingen fra studiegruppen, at han endte med at melde sig. 

”Jeg meldte mig for at springe ud i noget helt nyt - både i forhold til dating, men også for oplevelsen,” siger han. 

”Jeg er eventyrlysten, så jeg kunne mærke, at der var noget, der trak i mig,” siger han. 

Ifølge Theis Andersen var det ikke kun tanken om potentielt at kunne møde den eneste ene under den sicilianske sol, der motiverede ham til at melde sig. Det var også tanken om et fællesskab. 

”Jeg har nogle gange manglet et fællesskab med nogle drenge, hvor man kunne være sårbar og tale om følelser, og det var virkeligt noget, jeg fandt på Sicilien,” siger han.

Mændene kom kun ud af villaen, hvis de blev inviteret på date. Derfor blev dagene brugt med brætspil, dybe snakke og mange solskinstimer ved poolen, fortæller han. 

”Vi kunne virkeligt tale om kærlighed og følelser og græde foran hinanden, og det har været en fantastisk oplevelse, fordi det er ikke lige noget, jeg har fundet på studiet,” siger han. 

”Det har jo været en helt vanvittig oplevelse. Vi fik taget vores telefoner nærmest med det samme vi ankom, så vi blev utroligt hurtigt tætte,” fortæller Theis Andersen. 

Selvom mændene konkurrerer om at få de to pigers sidste rose, har fællesskabet med de andre mænd alligevel fyldt en del for Theis Andersen. 

”Mit forhold til drengene betød meget for mig dernede, så det var også vigtigt for mig at støtte dem. Det var svært for mig at være egoistisk, selvom man er lidt nødt til det,” siger han. 

”Vi var gode til at støtte hinanden. Jeg så ikke de andre gutter som konkurrenter, selvom vi nok var det. For mig var det bare venskaber, og jeg kunne godt være glad på de andres vegne, hvis de kom hjem fra date med en rose,” siger han. 

”Vi er mange bejlere til kun to kvinder, så det er også lidt naivt at tage derned og tro, at man bare kommer ned og skal på mange dates,” fortæller Theis Andersen.

Ikke et kendt ansigt… endnu

Det er endnu ikke meget Theis Andersen har mærket til berømmelsen, ifølge ham selv. Han holder dog øje med, om folk kigger en ekstra gang på ham, når han er til forelæsning eller handler i Rema 1000. 

”Når jeg er i Rema, så har jeg ikke musik i mine Airpods, men jeg har dem stadig på. Jeg har antennerne ude, og jeg er blevet mere selvbevidst i det offentlige rum,” fortæller han. 

”Der er mange gamle venskaber, som jeg ikke har talt med i flere år, som har skrevet til mig for at høre, hvad jeg laver i programmet,” fortæller han. 

Har nogle gamle flammer skrevet? 

”Nej, dog ikke,” siger han. 

Der er syv aarhusianske deltagere med i dette års sæson, og de mødes tit og hænger ud, fortæller Theis Andersen. I weekenden fik de besøg af de fleste af deltagerne, der er bosat i København – inklusive Mie Borup, der er den ene af de to ombejlede kvinder i programmet. 

”Vi var til gadefest på Jægergårdsgade i weekenden. Der var mange, der kom over og ville have et billede,” siger han.

”Det var lidt vildt at opleve,” fortæller Theis Andersen. 

Hvis Theis Andersen når langt i programmet, kan det tænkes, at han bliver et kendt ansigt i de aarhusianske gader og stræder. 

”Jeg har ikke rigtigt forberedt mig på at skulle blive genkendt. Jeg søger ikke en influencerkarriere, så det er ikke lige det, der har fyldt,” siger han.

 Theis Andersen fortæller dog, at han inden afrejse til Sicilien tænkte, at hvis ikke han endte med den sidste rose, kunne programmet give noget eksponering over for nogle kvinder, som han ikke ellers ville møde i sin hverdag. 

Hvis du så sidder og synes, at ham Theis fra Bachelorette ser sød ud, må du dog vente til programmet er ovre. Theis Andersen vil nemlig ikke røbe, om han er single, i et forhold eller om han ender med den sidste rose. 

”Det kan jeg ikke svare på,” griner Theis Andersen. 

”Folk må se med,” siger han. 

Du kan følge med i Bachelorette hver tirsdag til torsdag på TV 2 Play.