Forskningsfond inviterer til folkefest
Sæt kryds i kalenderen lørdag 31. august, hvor AU's forskningsfond inviterer til folkefest på den tidligere hospitalsgrund på Nørrebrogade. Den grund, der de kommende år vil blive forvandlet til en moderne universitetsby.
Aarhus Universitets Forskningsfond (AUFF) slår porten op til lidt af en byfest den sidste lørdag i denne måned, hvor fonden fejrer sit 75 års jubilæum.
Du er inviteret
Du er inviteret til at deltage i løjerne, der blandt andet indbefatter foredrag med forskere fra AU, musik leveret af Hjalmer, Niklas Runge, Aksglæde og ESPICHICOQUE. Desuden får du en måske sidste mulighed for en guidet rundvisning (45 minutter) i tunnellerne under det tidligere hospital på Nørrebrogade 44. Du vil også få et kig ind i de gamle obduktionslokaler, hvor vicestatsobducent Peter Thiis Knudsen, vil underholde om, hvad der foregår i et obduktionslokale...
Gourmettoast, fish and chips og rullekebab
AUFF lokker også med et varieret udbud af mad på byfestpladsen som for eksempel gourmettoast fra Nabo Kiosk, fish and chips fra Danyard, umami-burger fra Spiselauget, pizza fra Oles Gård og en særlig variant af rullekebab fra Kolo.
Desuden vil du kunne få stillet tørsten ved forskellige barer på området. Og det hele skulle efter forlydender være til priser, der er overkommelige, også selvom du er på SU. Og det er sidst på måneden.
FAKTA
Aarhus Universitets Forskningsfonds jubilæumsbyfest
HVAD: Aarhus Universitets Forskningsfonds 75 års jubilæumsfest
HVOR: Den tidligere hospitalsgrund på Nørrebrogade 44, 8000 Aarhus C
HVORNÅR: Lørdag 31. august fra 11.00-21.00
TILMELDING: Vær opmærksom på, at nogle af arrangementerne kræver forhåndstilmelding. Du kan finde links til tilmelding til de forskellige arrangementer på:
OBS! Gratis parkering.
AUFF oplyser, at programmet vil blive opdateret løbende, og at enkelte ændringer i programmet kan forekomme, så følg med på AUFF's side på Facebook
11.30-12.30
Børnebandet "Æsken" (musik)
12.00-12.40
"Sæt naturen fri" ved seniorforsker Rasmus Ejrnæs (foredrag)
12.00-15.00
Historisk vandring rundt på det tidligere hospital
13.00-13.15
Åbningstale
13.00-13.40
"Se fremtidens udfordringer - og håb" ved professor i idéhistorie Mikkel Thorup (foredrag)
13.00 - 14.00
Kemishow
14.00-14.30
Krokodille-dissekering (æh, som nævnt mere info følger fra AUFF...)
14.00-14.40
"Søg Lykken" ved professor i nationaløkonomi Christian Bjørnskov (foredrag)
14.50-15.30
"Omfavn biologiens muligheder" ved professor i medicinsk genetik Thomas G. Jensen (foredrag)
15.00-15.30
Sæbeboble-show
15.30-16.15
Hjalmer (musik)
16.00-16.40
"Luk op for kreativiteten i hjernen" ved lektor emeritus Ole Lauridsen (foredrag)
16.00-20.00
Historisk vandring rundt på det tidligere hospital
16.30-17.00
Kemishow
17.00-17.40
"Styrk din mentale sundhed med mindfulness" ved overlæge i psykiatri Lone Fjorback (foredrag)
17.00-17.45
Niklas Runge (Musik)
17.00-19.00
Historisk vandring rundt på det tidligere hospital
18.00-18.30
Dissekeringsshow
18.00-18.40
"Få et større perspektiv på verden" ved professor i fysik og astronomi Hans Kjeldsen (foredrag)
18.30-19.15
Aksglæde (musik)
20.00-20.45
ESPICHICOQUE (musik)