”What do we want?” råber en ung mand.

”Climate justice,” brøler forsamlingen, mens de hastigt går gennem gågaden i Aarhus. Ældre forbipassende stopper undrende op.

“When do we want it?” råber manden forrest.

“Now!” runger det mellem bygningerne.

I dag er der klimastrejke i Aarhus. Mere end 1200 personer var interesserede, og 295 ville deltage i klimastrejken i dag – altså på Facebook. I realiteten tæller flokken på gaden og foran Rådhuset omkring 120 personer, og det en broget flok af mestendels strejkende skoleelever, nogle universitetsstuderende og andre interesserede, deriblandt Bedsteforældrenes Klimaaktion, der går bagerst i optoget. 

En af arrangørerne er Den Grønne Studenterbevægelse, der er startet af studerende på videregående uddannelser. Bevægelsen fik en lokal gruppe i Aarhus sidste år, og på knap to måneder er listen af dens arrangementer blevet lang. Klimastrejke, tre demonstrationer kaldet ’klimapåmindelsen,’ som var rettet mod Aarhus Kommunes teknisk udvalg. Desuden flere underskriftindsamlinger – deriblandt en til universitetsledelsen med en opfordring om et mere klimabevidst universitet. 

Men hvad vil bevægelsen?

Bevidst ikke taget stilling 

Kristina Jungdal Nielsen læser Idéhistorie på 4. semester og er en af de ti studerende, der dannede bevægelsens lokalgruppe i Aarhus. Hun sidder nu i organiseringsgruppen, og fortæller:

”Vi er ikke partipolitiske, og vi kommer ikke som bevægelse til at stille op til uni-valget på AU. For det vigtige er, at den grønne dagsorden er for alle,” siger hun.

Er I enige om, hvad I kæmper for? 

”Vi har berørt det lidt ved møderne, men vi har mest talt om, hvordan vi skal komme ud med vores budskab. Det eneste, der er blevet besluttet, er, at vi er imod vold.”

Men hvad er jeres budskab?

”Vi vil gerne gøre dem med magt opmærksomme på, at klimaet betyder meget for studerende, og vi vil også høres,” siger Kristina Jungdal Nielsen.

Så I har ikke gjort det klart, hvad I ønsker, vi skal gøre anderledes som universitet eller samfund?

”Nej, vi er ikke så konkrete lige nu. Det skal vi blive, men her i begyndelsen er vi nødt at gøre det nemt at gå ind i organisationen. Lige nu skal der være plads til, at man kan drømme og tænke stort: Tænk, hvis vi var CO2-neutrale. Tænk, hvis vi ikke kørte i bil om søndagen. Og tænk, hvis Aarhus midtby var bilfri. Det skal være okay lige nu at sige sådanne ting, inden vi sætter os ned og ser på, hvad der er muligt. Og hvad vi som samfund har råd det.”  

AU-forsker om traktorer, fly og regeringens politik

Mere klar i mælet er klimaforsker Mikael Skou Andersen fra Institut for Miljøvidenskab, da han taler under klimastrejken på Rådhuspladsen.

Forsker Mikael Skou Andersen talte ved strejken i dag.

”Jeg begyndte at undervise i klima, før I blev født, og jeg synes, det er sejt, at I er her,” begynder han.  

”Desværre har hverken den nuværende eller forrige regering taget de rigtige beslutninger. De har sat afgifterne på energi ned – og gjort det billige at forurene,” siger forskeren, der tidligere har undervist i klima på Statskundskab.

Også landbruget får en kritik med på vejen:

”Ved I, hvor langt en traktor kører på literen?” spørger han.

Der bliver stille, og han svarer selv: 

”Den kører én kilometer per liter diesel.”

Næsten hele forsamlingen buher højt.

Mikael Skou Andersen slutter af med flyene:

”Hvis flytrafikken var et land, ville den være den syvende største udleder af CO2. Andre lande har afgifter på flytrafikken, og det skal vi også have,” siger han.

Opfordre til strejke? 

Alternativet har opfordret skolebørn til at tage til dagens klimastrejke, hvilket er blevet stærkt kritiseret af DF’s Søren Espersen.

Klimaforsker Mikael Skou Andersen ved godt, hvor han står i den sag: 

”Jeg har ikke selv opfordret til det, men jeg synes, det er et frisk initiativ, og de indhenter hurtigt den skoledag,” siger han. 

Har du altid som underviser og forsker været så bramfri om, hvor du står henne i klimapolitikken? 

”Det er jeg nødt til at være. For vi er nødt til at omstille os til at kunne geare klimaforandringerne.”

John Lennon og drømme

Vi er nået til fællessang på Rådhuspladsen, og en ung kvinde råber i en megafon:

”Kender I John Lennon’s ‘Imagine’?” 

Kun få stemmer råber tøvende ja tilbage. Og da sangen begynder, bliver det tydeligt, at de fremmødte nok er for unge til at kunne sangteksten.

En anden ung kvinde tager teten, men hun er nødt til at holde blikket stift rettet mod sangteksten, som hun har fundet frem på sin mobil.

Kul på uni

Hvad Den Grønne Studenterbevægelse kan forestille sig af klimaændringer, er som nævnt ikke klart. Men for egen regning opremser studerende Kristina Jungdal Nielsen en række ting, hun mener, vi burde gøre anderledes på AU. Først et opgør med kantinernes madspild, brug af plastikkrus og paptallerkener samt bedre muligheder for at vælge vegetarisk. Desuden en bevidsthed blandt forskerne om at flyve mindre. Affaldssortering på universitetet, og ikke mindst klarhed over, hvor AU får sin energiforsyning fra:

”Kører det hele bare på kul? Vi aner det ikke, ” siger hun og understreger, at alle studerende også burde kunne læse klimafag – uanset deres studie.