Bold, ræs og læk udløser brandalarm på NAVITAS

Tre gange på en måned er brandvæsenet rykket ud til bygningen NAVITAS på Aarhus Havn, der huser flere af AU’s ingeniøruddannelser.

Arkivfoto: Colourbox.com/Christian Thøgersen

Brandbilerne kan efterhånden næsten selv finde vej fra brandstationen til NAVITAS på Aarhus Havn. For de har kørt turen hele tre gange på en måned. 

Her til morgen måtte brandvæsenet igen rykke ud, da brandalarmen gik i bygningen.

”Alarmen gik som følge af en utæthed i et sprinklerrør. Vi ved endnu ikke, præcis hvorfor utætheden er opstået. Men meget tyder på, at det skyldes en montagefejl, og at rørene ikke har været samlet ordentligt, fortæller Michael K. Therkildsen, der er driftsinspektør på NAVITAS.

Han fortæller, at alle ansatte og studerende blev evakueret, inden NAVITAS Facility service kunne konstatere, at det var falsk alarm som følge af en fejl i sprinklersystemet.

Boldspil og ræs i kælderen

Tidligere på måneden rykkede brandvæsenet ud to gange, da alarmen blev aktiveret i den offentlige parkeringskælder under NAVITAS. Begge gange skete det uden for selve NAVITAS-bygningens åbningstid, så det var ikke nødvendigt at evakuere.

Første gang skyldtes det en gruppe unge, som spillede fodbold i parkeringskælderen. 

”Bolden rammer en sprinkler, som knækker og aktiverer brandalarmen,” fortæller Michael K. Therkildsen.

Anden gang måtte brandbilerne rykke ud blot for at konstatere, at der blev kørt bilræs i parkeringskælderen.

”En forbipasserende registrerede, at der lugtede af brændt gummi fra kælderen og tilkaldte derfor brandvæsenet,” fortæller driftsinspektøren. 

”Vi oplever desværre en del uønsket aktivitet i parkeringskælderen af den karakter,” fortæller han videre.  

16 falske alarmer på et halvt år

NAVITAS var tidligere plaget af en række falske alarmer i forbindelse med, at bygningen åbnede i juni 2014. 

”Alene det første halve år havde vi 16 falske alarmer, hvor brandvæsenet rykkede ud,” oplyser Michael K. Therkildsen.  

Årsagen til de mange falske alarmer var en kombination af, at NAVITAS som nybyggeri er underlagt strikse brandregler, hvorfor bygningerne er udstyret med sensitive alarmer. Og at der var nogle, der troede, at de kunne ryge på toiletterne, uden at aktivere brandalarmen. Det kan man ikke.

”Siden har vi arbejdet på at få brandalarmernes følsomhed tilpasset den megen aktivitet, der er i bygningen. Vi har faktisk kørt i lang tid nu uden falske alarmer. Og så har vi altså lige haft de tre hændelser her inden for en måned,” siger Michael K. Therkildsen.