Omnibus prik

Broca’s Bodega byder på bas, beer pong og billige bajere

Beder du om et cog-shot på Broca’s Bodega, er prisen og procenterne det eneste, du kan være sikker på. Fredagsbaren, som i fredags var pyntet med robotter og elektronikudstyr, er bedst at ramme efter klokken 20. For hvis du kommer først på aftenen, er stemningen cirka lige så indforstået som barens navn.

ANMELDELSE: Broca’s Bodega

Anmeldt 18. november 2022 (sen eftermiddag)

Broca’s Bodega

Fredagsbar for Cognitive Science.

Hvor: Jens Chr. Skous Vej 4, 8000 Aarhus C

Facebook: Broca's Bodega | Aarhus (facebook.com)

Åbningstider: Baren er åben fra kl. 16.00 til 02.00

Særkende: Masser af beer pong-borde og lange åbningstider.

Priser:
Cog-shot: 4 kroner

Øl: 8 kroner

Drinks: 18 kroner

Plus:
To køleskabe til at holde drikkevarerne kolde

Billige øl, shots og drinks

Godt dansegulv senere på aftenen

Minus:
Få siddepladser

Festen starter først hen på aftenen

Manglende plads til overtøj

Hvis du ikke vidste, at den lå der, ville du nok ikke opdage Broca’s Bodega som det første. I hvert fald ikke, hvis du leder efter den inde fra Nobelparken, og især ikke hvis du, som vi, leder klokken lidt i fem. Men lige bag trappen i bygning 1483 finder du døren ind til Broca’s Bodega, som er fredagsbaren for Cognitive Science.

Kommer du hen på aftenen, kan bassen efter sigende høres gennem døren, og det fyldte dansegulv kan fange de festlystne fredagsbargængeres blikke gennem lokalets store vinduer. Det kan bekræftes af undertegnede, som flere gange før har besøgt baren ud på de sene timer.

Der er rigeligt med plads på dansegulvet i de første par timer af barens åbningstid, ligesom det er nemt at finde sig et ledigt beer pong-bord. Det er tydeligt, at det netop er de to attraktioner, baren ønsker at tiltrække sine gæster med. Lokalets plads er nemlig udnyttet til at give plads til hele syv beer pong-borde på rad og række, et rummeligt dansegulv og et noget mere sparsomt udvalg af borde og stole at sætte sig ved. Her er der ikke lagt op til en stille sludder over en kold øl efter ugens sidste forelæsning. Tværtimod.

Faktisk var det svært at finde en siddeplads i lokalet, hvor festforberedelserne stadig var i gang knap en time inde i barens åbningstid. En venlig barfrivillig sørgede dog for to pladser ved at samle sammen på nogle robothoveder og andet temapynt, der fyldte på bordene. Således var vi ankommet til det, der mest af alt føltes som nogles andres forfest.

Hvad siger stamgæsterne?
Emil Frej Brunbjerg læser Cognitive Science på første semester. Han er midt i et spil beer pong med nogle af sine medstuderende til tonerne af Basshunters ’Dota’. Han er begejstret for fredagsbaren og fortæller, at han kommer i Broca’s Bodega hver fredag.

”Denne her bar har det bedste floor på Arts, de billigste øl og de fedeste mennesker,” lyder dommen.

Hvad siger baren?
I baren står Mads Munch Mikkelsen, som også læser Cognitive Science på første semester og er frivillig i Broca’s Bodega. Bag ham står to fyldte køleskabe, og på væggen hænger et dekoreret whiteboard med tegninger af robotter og et menukort, der med overskriften ’BARtificial Intelligence’ spiller direkte ind i barens tema denne fredag, nemlig Artificial Intelligence (AI).

”Vi laver altid en form for temafest. Mest af alt fordi det er en god undskyldning for at lave en masse pynt,” fortæller han. I anledning af AI-temaet er baren pyntet med hjemmelavede papkasserobotter og grønne lyskæder, og over dansegulvet hænger et computertastatur. Flere af de frivillige i baren er klædt ud som blandt andet Sims-karakterer, og vi må tage hatten af for, hvor gennemført temaet er.

”Her ved femtiden er her ret stille i forhold til senere på aftenen. De fleste starter nede i uni-parken og tager herhen omkring klokken otte. Det er drømmetidspunktet at ankomme deromkring, for så er festen godt i gang,” fortæller Mads Munch Mikkelsen, mens han langer to cog-shots over disken. De smagte tropisk. Måske af passionsfrugt. Hvad der er i? Det ved man aldrig, lyder det fra Mads. Det eneste, man kan regne med, er, at de koster fire kroner, og at der er 14 procent alkohol i.

Og Broca? Ja, han er såmænd en fransk kirurg og antropolog, som blandt andet påviste talecenteret i hjernen ... 

____________________________________________________________________________________

Sådan gør vi:
Vi sender to anmeldere afsted, som først opholder sig i baren i noget tid uden at give sig til kende for at få indtryk af stemningen i baren og faciliteterne.

Da en fredagsbar typisk vil ændre karakter fra eftermiddag til aften, giver vi os til kende og taler med bargæster og barpersonale for at få indtryk af, hvordan baren typisk vil udvikle sig, og hvad man fra barens side forsøger at opnå.

Vi giver ikke karakter på en skala. Fredagsbarerne på AU er meget forskellige og kan derfor være svære at sammenligne og bedømme på den samme skala. Vi opsummerer i stedet vores anmeldelse i plus og minus.

Korrekturlæst af Charlotte Boel.