Omnibus prik

Centerleder på iNANO bliver ny institutleder på Institut for Kemi

Professor Thomas Vosegaard, som er centerleder på iNANO, bliver fra 1. januar 2025 institutleder på Institut for Kemi på Aarhus Universitet.

Foto: Jesper Rais/AU Foto

Professor Thomas Vosegaard er fra 1. januar 2025 ny institutleder på Institut for Kemi. Det oplyser AU i en medarbejdernyhed.

Professoren er i øjeblikket centerleder på iNANO, som hører under Institut for Kemi, og instituttet er altså derfor ikke et nyt bekendtskab for professoren. 

Thomas Vosegaard afløser professor Jørgen Skibsted, som har været konstitueret institutleder. Samtidig bliver professor Jeppe Vang Lauritsen konstitueret centerleder på iNANO fra 1. januar næste år, oplyser AU

Overfor AU fremhæver prodekan på Natural Sciences, Kristine Kilså, som er formand for ansættelsesudvalget, at Thomas Vosegaard er "et oplagt valg" som ny institutleder. 

"Institut for Kemi får en anerkendt forsker, men også en leder med stærkt kendskab til fakultetet og instituttet indefra, et skarpt blik for at skabe tværfaglige samarbejder både internt og eksternt og et fokus på undervisning. Jeg er glad for, at Thomas bliver ny institutleder," udtaler hun.

Thomas Vosegaard forsker inden for NMR-spektroskopi på den tværfaglige grænse for nanovidenskab mellem kemi, molekylærbiologi og fysik. Ifølge AU er han internationalt anerkendt i feltet.

Korrekturlæst af Charlotte Boel