Chikane - eller uagtsomhed?

Det er det spørgsmål man kan stille sig selv og hinanden efter en række uforklarlige episoder med alvorlige forstyrrelser af forskningsarbejdet i Bartholinbygningen i Universitetsparken i Aarhus.

Bartholinbygningen. Foto: Lars Kruse
Institutleder på Institut for Biomedicin, Thomas G. Jensen, håber på, at medarbejdere på instituttet kan være med til at opklare en række indtil videre uforklarlige hændelser i forskningsmiljøet. Foto: Jesper Rais

”Der er i Bartholinbygningen på 3. sal over en periode sket en række forstyrrelser af forskningsarbejdet, der ikke umiddelbart kan forklares. Dette omfatter svind i varer, nedbrud af apparatur, en fryser, hvortil strømmen er blevet afbrudt, og senest er et stort antal cellekulturer, der var placeret i to separate inkubatorer, ødelagt. Baggrunden for disse episoder er endnu ikke klarlagt, men de tages meget alvorligt af institutledelsen.”

Sådan skriver institutleder Thomas G. Jensen fra Institut for Biomedicin i en nyhed med overskriften ”Alvorlige forstyrrelser af forskningsarbejdet i Bartholinbygningen” i det nyhedsbrev, som han udsendte onsdag i denne uge.

Flere spørgsmål end svar

Institutlederen har af flere grunde valgt at gå ud med nyheden på et tidspunkt, hvor institutledelsen har flere spørgsmål end svar på, hvad det er, der er sket af uretmæssigheder på 3. sal i Bartholinbygningen.

”Vi har over det seneste halve år haft en række episoder, som kan være tilfældigheder, og som der kan være gode forklaringer på. Men det er ikke til at sige, om det er sådan, det forholder sig. Derfor skriver vi om det i nyhedsbrevet, så de, der måtte have set noget, eller de, der kan have en god forklaring på nogle af tilfældene, kan komme til os, så vi kan få klarlagt det her.”

Institutledelsen har også forholdt sig til den situation, at der ikke er tale om et sammenfald af uheldige omstændigheder over en kort periode. Men derimod om forsætlige handlinger, der har til hensigt at chikanere forskere og deres forskning.

Har I overvejet en politianmeldelse?

”Nej, vi er slet ikke der endnu, hvor vi overvejer en politianmeldelse. Vi går ud med det her, fordi vi ikke vil have, at der er nogen, der får indtryk af, at vi fejer det ind under gulvtæppet, for selvfølgelig bliver der talt om det i bygningen. Nu må vi se, hvad der kommer frem på baggrund af det, vi har skrevet, og så overveje næste skridt.”