Chili con carne og åbne benbrud

En grå personbil med et ungt kærestepar er kørt frontalt ind i en mur og står nu sammenkrøllet tilbage i rabatten. Politiet er allerede på ulykkesstedet, da akutlægen og ambulancen når frem.

Den unge kvindelige passager er blevet slynget ud af bilen. Hun er ved bevidsthed, men har brækket nakken, og akutlægen giver straks ambulancebehandlerne besked på at stabilisere hendes hoved og nakke.

I bilen sidder den mandlige chauffør stadig på førersædet. Han har vanskeligt ved at trække vejret og bløder kraftigt fra åbne sår på ben og i ansigt.

Personale fra Brand & Redning er nu ankommet til stedet. De får besked på at skære taget af bilen med en elektrisk metalsav, inden de løfter den unge mand ud af bilen i samarbejde med akutlægen.

Hun hedder Sarah Isak Julin og går på 9. semester på medicin. Og det er hende, som giver instrukser til ambulancebehandlere, brandfolk og politi på ulykkesstedet. 

»Chaufførens tilstand var kritisk, så han skulle ud hurtigt. Men jeg vurderede, at det var nødvendigt at skære taget af bilen af først for at beskytte hans ryg og nakke mest muligt,« siger hun.

Sammen med 24 andre medicinstuderende på AU deltager Sarah Isak Julin i kurset »Præhospital indsats«, der afsluttes med denne øvelsesdag på Beredskabscentret »Kirstinesminde« lidt uden for Aarhus.

Politiet må vente 

I rollen som akutlæge skal den unge medicinstuderende holde hovedet koldt og dirigere rundt med både medstuderende og det erfarne fagpersonale, som deltager på øvelsesdagen. 

»Jeg synes egentlig, det gik fint med at få et overblik og bevare roen,« siger Sarah Isak Julin, som dog et øjeblik blev i tvivl, da en utålmodig politimand midt i det hele ville have personnummer og blodprøver på de tilskadekomne. 

Men politiet må vente, for det er det lægefaglige personale, der bestemmer. Det understreger den »utålmodige« politimand fra Østjyllands Politi selv, da han evaluerer øvelsen med de studerende. 

»Politi og falckreddere kan godt have en masse spørgsmål, vi gerne vil have svar på, men det er ikke jeres opgave. I må gerne sige, at det er der ikke tid til. Det er jer, der skal beslutte, hvad der er vigtigt. Sørg for at vise, at det er jer, der bestemmer derude. Det gør det nemmere for alle,« siger han. 

En ulykke kommer sjældent alene 

De studerende er inddelt i fire hold. De skal i løbet af dagen på skift igennem fire forskellige ulykkesscenarier på øvelsesområdet, som er et dystopisk byunivers med sammenstyrtede huse, brændende bygninger og udtjente bilvrag.

Ofrene spilles af sunde og raske efterskoleelever sminket med teaterblod, kunstige sår og sort sværte, som skal ligne sod fra en brand.

»Selvfølgelig kan det ikke blive helt realistisk, men vi forsøger at skabe en kunstig virkelighed, hvor de studerende får indblik i forskellige typer af patienter,« siger kursusansvarlig Ingunn Skogstad Riddervold, inden hun bliver afbrudt af en bippende walkie-talkie. En ny runde af ulykkesscenarierne skal til at begynde. 

»Ja, det er jo ikke helt det samme som at holde en almindelig forelæsning,« konstaterer hun smilende, mens sirener fra udrykningskøretøjer sætter i gang på øvelsesområdet.

Kender ikke sin egen reaktion

I frokostpausen får de medicinstuderende mulighed for at få pulsen ned. Bænket ved langborde sidder de side om side med de unge ulykkesofre, som veltilpasse gafler chili con carne i sig upåvirket af stiksår, åbne benbrud og sammenklappede lunger.

Det er første gang, kurset »Præhospital indsats« bliver afholdt, og ifølge kursusleder Ingunn Skogstad Riddervold er det afgørende, at de studerende kommer ud af forelæsningssalen for at få en forståelse af det pres, man arbejder under, når man står i en akutulykke.

»Man kan læse bog efter bog, men når man står i en kritisk og vanskelig situation, kan det være
svært at vide, hvordan man reagerer,« siger hun og fortsætter:

»Skal man vælge imellem et lille barn, der er kommet til skade, eller en gammel mand, så vil man typisk gå til barnet. Men ud fra en lægefaglig tankegang skal man undersøge begge patienter systematisk og vurdere, hvor kritisk deres tilstand er. Hvor man kan redde liv, og hvor man kan gøre en forskel.«

De studerende bliver afprøvet i forskellige roller – indsatsleder, akutlæge, lægeassistent og ambulancebehandler – og får på den måde praktisk erfaring med samarbejdet mellem de forskellige beredskaber fra flere vinkler.

»Det er indsatslederen eller akutlægen, som har det øverste ansvar, men de står ikke alene med opgaven på ulykkesstedet. Det gælder om at kunne drage nytte af de andre ressourcer og få samspillet til at køre.

Det kræver god systematik og god kommunikation,« siger Ingunn Skogstad Riddervold.

Ekstremt privilegeret

Det store ansvar afskrækker ikke medicinstuderende Nikolaj Dich, siger han efter en vellykket øvelse, hvor han som indsatsleder valgte at sende det ene af to brandskadeofre til Rigshospitalets brandsårsafdeling.

»Jeg kan godt lide situationer, hvor man skal holde hovedet koldt og have overblik. Det er selvfølgelig svært at svare på, om det er lige så let, hvis det var virkelighed. De første par gange skal man nok koncentrere sig ekstra meget for at være rolig,« siger han.

Foruden den afsluttende øvelsesdag har kurset blandt andet budt på avanceret genoplivning, besøg i vagtcentralen og rigtige udrykninger med akutlægebil og ambulance, hvor de studerende har været med på sidelinjen. Nikolaj Dich har ikke fortrudt, han valgte kurset.

»Jeg føler mig ekstremt privilegeret. Vi har mødt rigtig mange kompetente folk fra forskellige faggrupper, som tager vores rolle meget seriøst. Selvom det er rollespil, har vi i baghovedet, at der ikke er så langt fra det her til det, vi måske kommer til at stå i, når vi er færdige.«

Første gang

Det er første gang, valgfaget »Præhospital indsats« er blevet afviklet på Aarhus Universitet. Kurset er henvendt til medicinstuderende, der ønsker at arbejde med det præhospitale område for eksempel som akutlæge eller indsatsleder ude i felten. Det er opgaver, der traditionelt varetages af anæstesilæger.

Hvad er præhospitalet?

Præhospitalet i Region Midtjylland blev etableret i 2009. Indtil da var det ikke almindeligt, at en læge var med, når ambulancen rykkede ud. Indsatsen bestod derfor groft sagt i transport af patienten til hospitalet. 

Ambulancereddernes behandlingsmuligheder er nemlig begrænsede. De må ikke give intravenøs medicin og lave avanceret behandling.

Det må derimod det lægefaglige personale fra præhospitalet, som kan rykke ud i en af regionens tre akutbiler eller ni akutlægebiler. Akutbilerne er bemandede med sygeplejersker og paramedicinere, mens der i akutlægebilen er læge og lægeassistent.

»Med de seneste års forandringer i sundhedsvæsenet har man skåret ned på sygehuse og erstattet dem med et mobilt beredskab. Man sender i stedet lægen ud og møder patienten hurtigere på den måde,« siger Ingunn Skogstad Riddervold, som er ansvarlig for kurset »Præhospital indsats« på Aarhus Universitet.

Fra 2011 er alle opkald til 112, som vedrører akut sygdom og tilskadekomst, blevet viderestillet til Akut Medicinsk Koordinationscenters (AMK) vagtcentral.

Her sidder præhospitalets sundhedsfaglige personale, som kan hastegradsvurdere patienten og beslutte, hvilken form for hjælp der skal sendes ud.