Christian Wejse forsker i den mest dødelige infektionssygdom i verden. Men forskningen er så svær at skaffe penge til, at han i perioder må se nøglen blive drejet om til forskningsstationen i Vestafrika

Christian Wejse er lektor i global sundhed på Institut for Folkesundhed på AU og speciallæge i infektionssygdomme på Aarhus Universitetshospital. Han har igennem mange år forsket i tuberkulose.

En sygdom, som de færreste af hans danske patienter skal frygte at dø af, fordi vi på vores breddegrader kommer i behandling i tide. Men sådan er det langt fra for hans vestafrikanske patienter, der får behandling på en forskningsstation i Guinea-Bissau.

Man anslår, at ti millioner mennesker hvert år rammes af tuberkulose på globalt plan, og at tre millioner af disse aldrig bliver diagnostiseret og derfor heller ikke kommer i behandling. Flertallet af de sidstnævnte vil dø af sygdommen, forklarer Christian Wejse. 

Han forsker på den baggrund i metoder til at diagnosticere flere patienter i den tredje verden i tide. Men selvom forskningen er et spørgsmål om liv og død, er det svært at få penge fra fonde til den.

Hvis man ikke kan få penge, er man ikke er dygtig nok

”Men trods vanskeligheder er det da lykkedes at finde midler på forskellige måder,” konstaterer Christian Wejse. 

Hvilket ligger ham på sinde at få sagt, da det er rigtigt, at han trods økonomisk smalhals til dato har opretholdt sit forskningsfelt gennem 15 år. Men han siger det også af en anden grund:  

”De fleste forskere vil sige, at hvis man ikke kan trække penge til sit område, er det fordi, man ikke er dygtig nok. Og jeg har egentlig ikke lyst til at stå frem som en klynker, der klager over at være blevet forfordelt,” forklarer Christian Wejse. 

Han har ikke desto mindre besluttet sig for at være med til at sætte fokus på nogle af de strukturer i måden, vi i dag finansierer forskning på, der gør det vanskeligt at finde finansiering til forskningsprojekter i den tredje verden. 

”Og der er klart nogle strukturelle forhold, som gør det vanskeligt, hvis man forsker i noget, der er et større problem globalt end i Danmark, og hvor forskningen ikke bedrives her i landet,” forklarer Christian Wejse.

Den tredje verden betaler prisen

Christian Wejse må i stigende grad bedrive sin forskning på mindre bevillinger, hvilket ikke mindst hænger sammen med, at Danida gennem de seneste par årtier ikke har haft samme fokus på at fremme sundhed i den tredje verden, som det tidligere var tilfældet. Og det har Christian Wejse fået at føle: 

”Jeg fik for mange år siden finansiering fra det daværende Forskningsrådet for Udviklingsforskning. Men det er blevet helt umuligt, efter Danida har lagt en strategi, hvor man ikke satser på sundhed, og rådet har bestemt, at midlerne kun kan søges af afrikanske partnere fra nogle få, helt bestemte lande – de midler er reelt utilgængelige for det meste af det danske forskningsmiljø inden for global sundhed i dag.”

Konsekvensen af denne politik er til at få øje på for Christian Wejse:

”At et stort forskningsmiljø og field site i Afrika hele tiden er lukningstruet, og at det, der kunne være en stor ressource for væsentlige globale forskningsspørgsmål, må halte sig igennem og lukke ned og lukke op, alt efter hvordan den seneste ansøgningsrunde er gået.”

”... et stort forskningsmiljø og field site i Afrika (er) hele tiden lukningstruet, og det, der kunne være en stor ressource for væsentlige globale forsknings-spørgsmål, må halte sig igennem og lukke ned og lukke op alt efter hvordan den seneste ansøgningsrunde er gået.”

Christian Wejse mener, at det er mennesker i den tredje verden, der kommer til at betale prisen for de politiske prioriteringer i strategien Verden 2030.

”Jeg kan konstatere, at mine europæiske kolleger, og især de nordiske, har langt bedre adgang til at søge midler inden for global health-området. Så oveni den generelle nedskæring på offentlige forskningsmidler synes jeg også, der har været et specifikt fravalg af støtte til forskning, som foregår i ulande,” siger Christian Wejse.

Han fortsætter:

”Jeg synes, det er ærgerligt, at  så få midler er direkte allokeret til forsøg på at løse nogle af de store globale udfordringer på sundhedsområdet.”

Canabis og klima æder fondsmidlerne

Som begrundelse for afslag på ansøgninger om bevillinger er Christian Wejse over tid stødt på især tre gengangere, nemlig at idéen til et projekt ikke er slået an, at den er ikke blevet godt nok præsenteret, eller at bevillingsgiverne ikke har været helt tilfredse med CV’et.

”Jeg tror, alle forskere har følt sig forbigået på et uretfærdigt grundlag indimellem, så det er svært at konstatere noget sikkert om prioriteringer ud fra afslag. Men helt nøgternt kan jeg konstatere, at der ikke kommer ret mange opslag, der giver mulighed for at søge til forskning i global sundhed,” forklarer han.

Også tendensen til, at forskningsbevillinger i stigende grad øremærkes til tematisk forskning, kan Christian Wejse nikke genkendende til. 

”Der bliver flere og flere opslag, hvor der ligger en konkret politisk agenda bag om at støtte et område som for eksempel cannabis eller klima. Når de midler, der så traditionelt har været til rådighed på området, ikke længere er der på grund af generelle nedskæringer og nye strategier i Danida, er det primært de åbne opslag, jeg kan søge. Og der er konkurrencen hård, og for sådan en som mig er mulighederne begrænsede, da der ofte er formuleringer om, at projektet skal komme danske patienter til gode, eller at forskningen skal foregå i Danmark.