Connie Hedegaard: ”Bæredygtighed hører med til at være et almindeligt dannet menneske”
Du skal som studerende eller medarbejder vide noget om bæredygtighed. Og du skal også gøre noget for et mere bæredygtigt AU. I hvert fald hvis det står til AU-bestyrelsesformand Connie Hedegaard, der glæder sig over, at universitetet nu får sig en bæredygtighedsstrategi.
Fakta: Connie Hedegaard og klimaet
Connie Hedegaard blev i 2004 udnævnt til miljøminister og i 2007 klima- og energiminister.
EU’s første klimakommissær fra 2010 til 2014.
Minister for FN’s klimakonference i København i 2009.
Valgt som bestyrelsesformand for den grønne tænketank Concito i 2015 og tiltrådte samme år også som formand for miljøfonden KR Foundation.
I 2017 udpeget til posten som formand for AU’s bestyrelse og havde indtil da siddet som menigt bestyrelsesmedlem siden 2014.
Konferencen: How do we create a more sustainable AU?
Nu skal det være. Vi skal få set på AU-forskernes rejsevaner, madspild og indkøb af sluk-selv-lys. Det er nemlig de mest effektive tiltag, AU kan gøre for bæredygtigheden, mener Connie Hedegaard, der er formand for AU’s bestyrelse.
Hun har tidligere både været dansk klima- og energiminister samt klimakommissær i EU og har dermed beskæftiget sig med klimaindsatser over en årrække. Og som formand i AU’s bestyrelse har hun flere gange foreslået, at universitetet skal have sin egen bæredygtighedsstrategi, da universitetet ikke kun skal se udad, men også indad:
”Bæredygtighed er ikke kun noget, vi skal forske i og fortælle andre om, hvad de kan gøre ved. Vi i bestyrelsen forstår AU som en kæmpe arbejdsplads og institution for tusinder af mennesker, der har et selvstændigt ansvar,” siger Connie Hedegaard.
Nu har AU så sat skub i hjulene på vej mod en strategi på området, og første skridt er konferencen torsdag den 21. marts ”How do we create a more sustainable AU?”
Klima og miljø vil blive taget op på konferencen i form af en stor, kollektiv brainstorm, for ifølge Connie Hedegaard skal indholdet i strategien ikke være bestyrelsens beslutning:
”Det er ikke sådan, at vi på forhånd har besluttet, hvordan det skal være – og det har universitetsledelsen heller ikke. Der er en reel indstilling til, at se vi skal se, hvad der kan komme af gode idéer.”
Dén brainstorm vil mange gerne være med til, og de 150 pladser var derfor allerede afsat i slutningen af februar.
Bæredygtig brainstorm
Connie Hedegaard mener, at de mere ømtålelige emner bør tages op til konferencen. Nemlig vaner.
”At tale om bæredygtighed handler også om de svære emner – altså kulturen blandt forskere – og herunder hele diskussionen om, hvorvidt man tager flyet, hver gang man skal til et forskningsarrangement. Sommetider er det rigtig vigtigt at mødes til konferencer, men kunne man for eksempel ind imellem mødes virtuelt gennem noget up-to-date-udstyr? Jeg håber, at man til konferencen også vil gå ind i de vaner, blive helt konkrete og spørge: Hvad gør vi egentlig inden for vores egen sektor?”
Det er alles opgave at byde ind
Hun understreger, at bestyrelsen ikke sidder med et facit for, hvordan AU’s politik på området bør udformes:
”Det er ikke bestyrelsens opgave at sige ’I skal gøre sådan og sådan’. Vi holder en konference, men jeg forventer da, at det kommer til at handle om energiforbrug, transport og madspild,” siger hun.
Connie Hedegaard peger desuden på konkrete tiltag som indkøb af energimærkede computere, udbudsmateriale og AU’s egne investeringer.
Hvad er det mest effektive tiltag, AU kan tage?
”Det er formentlig omkring elektriciteten. Er der sluk-selv-lys overalt, så der ikke er gang i lys og maskiner, som ingen har gavn af? Der er en del at hente der. Faktisk mere at hente, end hvad folk tit tror, og det betaler sig tit vældig hurtigt hjem.”
Bæredygtighed er dannelse
Flere har allerede indsendt deres idéer om bæredygtighed til AU forud for konferencen, og til dagens interview har Omnibus også bedt Den Grønne Studenterbevægelse og lektor Anders Sanchez Barfod, Institut for Bioscience, om at få deres forslag, som Connie Hedegaard forholder sig til:
Den Grønne Studenterbevægelse foreslår blandt andet:
”AU skal indføre et bæredygtighedsfag på alle uddannelser, som omhandler, hvordan denne uddannelse skal agere i forhold til klimaforandringer og miljøsikring”.
”Det ved jeg ikke, om jeg er enig i. Jeg synes, det skal tænkes ind i næsten alle uddannelser. Skal man for eksempel kunne blive kandidat i økonomi fra Aarhus Universitet uden at vide noget helt elementært om verdens bæredygtighedsudfordring? Min tanke er, at moderne kandidater på et moderne universitet bør have stiftet bekendtskab med det. Bæredygtighed hører nemlig med til at være et almindeligt dannet mennesket nu om stunder. Men om det skal være som et særskilt fag, skal bestyrelsen ikke bestemme,” siger Connie Hedegaard.
Den Grønne Studenterbevægelse foreslår også:
Engangsservice skal være bæredygtigt, og vi skal af med plastikkopperne.
”Det lyder meget håndgribeligt og som noget, der relativt hurtigt kan gennemføres – eventuelt også omkring plastikflasker.”
Bevægelsen foreslår også:
Alle fødevarer på AU skal være bæredygtigt produceret.
”Det lyder super godt, men man skal have en diskussion om, hvad det helt konkret betyder. Det vil der være virkelig mange meninger om. Betyder det for eksempel, at det skal være økologisk, eller blot at det er produceret lokalt?”
Hvad hvis man mener, at AU skal være kødfrit?
”Det ved jeg ikke, om man kan enes om på AU. Det kunne være, at man skulle stille krav om et kødfrit alternativ eller beslutte, at når man har besøg udefra, så serveres der ikke rødt kød. Der er myriader af muligheder inden for alt det her,” siger Connie Hedegaard.
Printeren på ferie
Anders Sanchez Barfod, der er lektor på Institut for Bioscience, foreslår:
AU bør gå forrest og bruge sine egne arealer som demonstrationseksempel på innovative løsninger, der imødekommer Verdensmålene – konkret ved at fremme den nære natur og biodiversiteten i Universitetsparken.
”Vi skal vide mere om, hvad det indebærer, men selve tankegangen er interessant. For det handler jo ikke kun om, hvad der er inde i bygningerne, men også om omgivelserne. Vi er en af de fremmeste videninstitutioner, der ved noget om natur og miljø, og det bør vi bruge. Jeg håber, at han vil være med til at gå ind i det, så det ikke bare bliver ved pæne tilkendegivelser fra mig. Vi skal spadestikket dybere,” mener Connie Hedegaard.
Andre mener, at vi skal printe mindre. Er du enig i det?
”Ja. Jeg har stor tiltro til Educational IT, hvor man tænker undervisningen digital, og alt afleveres digitalt. Jeg vil tro, at man er et godt stykke nede ad den vej. Det er vi da i hvert fald i bestyrelsen. Vi sidder ikke og bruger en masse papir – det sendes ud elektronisk, og på den måde er det allerede meget anderledes end for få år siden.”
Fakta: Connie Hedegaard og klimaet
Connie Hedegaard blev i 2004 udnævnt til miljøminister og i 2007 klima- og energiminister.
EU’s første klimakommissær fra 2010 til 2014.
Minister for FN’s klimakonference i København i 2009.
Valgt som bestyrelsesformand for den grønne tænketank Concito i 2015 og tiltrådte samme år også som formand for miljøfonden KR Foundation.
I 2017 udpeget til posten som formand for AU’s bestyrelse og havde indtil da siddet som menigt bestyrelsesmedlem siden 2014.
Konferencen: How do we create a more sustainable AU?