Connie Hedegaard er nyt eksternt medlem af bestyrelsen for AU

54-årige Connie Hedegaard, som gennem de seneste fire år frem til udgangen af oktober i år har bestridt posten som EU’s første klimakommissær, tiltrådte 1. december som nyt eksternt medlem af bestyrelsen for Aarhus Universitet.

Arkivfoto: Roar Lava Paaske

Hedegaard, som afløser Mariann Fischer Boel, der har ønsket at stoppe i bestyrelsen, deltager i sit første bestyrelsesmøde 17. december.

AU’s bestyrelse består af en ekstern bestyrelsesformand, fem eksterne medlemmer, tre medarbejderrepræsentanter og to studenterrepræsentanter.

Kort om Connie Hedegaard: Uddannet cand.mag. i litteraturvidenskab og historie fra Københavns Universitet. Første gang valgt til Folketinget i 1984 for Det Konservative Folkeparti. I 2004 udnævnt til miljøminister, i 2009 til klima- og energiminister. I 2010 blev hun udnævnt til posten som EU’s første klimakommissær – en post, hun bestred indtil udgangen af oktober i år. Hedegaard er netop blevet udnævnt som forkvinde for Villum Fondens nye internationale klimafond med titlen Kann Foundation.