De studerendes pis kom aldrig helt i kog

AU-forskere med 10 % af hovedet kappet af og sorte profilbilleder under parolen ”fremtiden ser sort ud.” Siden regeringen i slutningen af august bebudede, at omprioriteringsbidraget – et årligt sparekrav på to procent, der rammer uddannelsesinstitutioner, blandt andet universiteterne – bliver forlænget frem til 2021, har Uddannelsesalliancen og Studenterrådet på AU taget Facebook i brug for at sætte blus under de studerendes utilfredshed. Studenterorganisationerne estimerer, at de samlede nedskæringer lyder på 14,7 milliarder over de næste fem år.

Selvom kedlerne i den studenterpolitiske maskine således har dampet derudaf på de sociale medier i ugevis, kunne det se ud til, at der skal skovles lidt mere kul på for at få den gennemsnitlige studerende op i det røde felt over de kommende nedskæringer.

Studenterrådet på AU har forsøgt sig med en fatasifuld Facebook-kampagne for at mobilisere til demonstrationen.

Da Omnibus tidligere på dagen lægger vejen forbi Samfundsfagenes Kantine for at tage temperaturen inden dagens demonstrationen, er de studerende i hvert fald langt fra kogepunktet. Faktisk har de fleste, avisen taler med, ikke hørt om demonstrationen, før vi spørger, om de skal med.

”Jeg har ikke hørt om demonstrationen. Selv hvis jeg havde, var jeg nok ikke mødt op. Jeg føler ikke, at det hjælper at demonstrere. Jeg var med til demonstrationen mod Fremdriftsreformen, og det hjalp ikke,” siger Christina Thomasen, som læser jura på 5. semester.

Hun foreslår, at Uddannelsesalliancen forsøger sig med en underskriftsindsamling i stedet, fordi det er lettere at deltage i. Adskillige af de studerende giver udtryk for, at der er tale om et ”kollektivt handlingsproblem.”

”Vi tænker måske, at der nok er nogle andre, der tager afsted,” siger Kathrine Henningsen, som læser psykologi på 5. semester.

Når kirkeklokkerne overdøver crowden

Til demonstrationen på Rådhuspladsen nogle timer senere, kan man godt få indtryk af, at netop den mentalitet er udbredt blandt de universitetsstuderende. Konferenciererne fra Uddannelsesalliancen gik på scenen til tonerne fra ”Killing in the name of,” men efter et navneopråb stod det klart, at dræberinstinktet rettet mod nedskæringerne nok er større blandt gymnasieeleverne end hos de studerende på universitetet. I hvert fald udgjorde østjyske STX-elever en klar majoritet af de omkring tusind demonstranter, som fyldte omtrent to tredjedele af pladsen.

Selvom der var mødt flere frem end Facebook-begivenheden lod vente, var Rådhuspladsen ikke fyldt op. Foto: Miriam Brems.

Gymnasieelevernes gnist blev dog heller ikke tændt i lys lue. Selvom konferenciererne gjorde deres bedste for at fyre op under flokken med slagord som ”vi er fremtiden” og ”14,7 – Kristian du’ en tyv,” fik demonstranterne aldrig sunget sig helt varme, før kampråbene igen døde ud.

Selvom Uddannelsesalliancen forsøgte at appellere til dræberinstinktet med sangen ”Killing in the name of” fik skiltene med de mest drabelige budskaber lov at blive liggende på jorden under hele demonstrationen. Foto: Miriam Brems.

”Det er en tam demonstration, når kirkeklokkerne overdøver crowden,” udtaler Mads Hinzte Dinesen, som til daglig er ansat på VIA, og var taget med en håndfuld studerende til demonstrationen.

Han er dog positiv over, at fremmødet var større end antallet af tilmeldte på Facebook (565, red.), og mener, at det er vigtigt, at de studerende demonstrerer:

”Når jeg snakker med VIA-studerende til daglig, siger de, at nedskæringerne er noget, de kan mærke i deres hverdag,” siger han.

Omtrent 750 studerende var mødt op til demonstration imod regeringens plan om at forlænge omprioriteringsbidraget til og med 2021. Foto: Miriam Brems.

Forskel på SU og omprioriteringsbidrag

Selvom de studerende, Omnibus har talt med i Aarhus, ikke er helt oppe og ringe over demonstrationen, er der stor tilfredshed med opbakningen hos forkvinde for Danske Studerendes Fællesråd Sana Mahin Doost, som deltog i demonstrationen i København, og har fået positive tilbagemeldinger fra Uddannelsesalliancen i Aarhus:

”Vi er rigtig tilfredse med fremmødet. Jeg er meget stolt og glad over alle de mennesker, der har valgt at gå på gaden og over alle de frivillige kræfter, der er blevet lagt i det.”

Der er meget store udsving i opbakningen fra demonstration til demonstration. Man kan se, at især demonstrationerne mod SU-nedskæringer, milliardbesparelserne og fremdriftsreformen havde stor opbakning. Hvad tænker du om det?

”Der er meget stor forskel på at mobilisere til demonstration mod grønthøsterbesparelser, der fortsætter og at mobilisere mod SU-nedskæringer. Når folk bliver ramt på deres levegrundlag, rammer det på en anden måde. Ikke fordi omprioriteringsbidraget ikke er vigtigt, men fordi det er noget andet, når man kan se, at brødet på bordet forsvinder. Det har en anden nærhed. Jeg er vildt positiv over, hvor mange, der i dag er gået på gaden for en grønthøsterbesparelse, det tror jeg aldrig, er set før.”

Siden 2013 har de studenterpolitiske organisationer arrangeret seks demonstrationer med meget varierende deltagertal. SU-nedskæringerne i 2016 står som største trækplaster, imens demonstrationen imod generelle nedskæringer og for flere job og boliger til unge i 2014 er en klar bundskraber. Der ses også store forskelle på politiets og arrangørernes vurdering af deltagertallet. Grafik: Astrid Reitzel

Hver demonstration skal ikke overgå den næste

Sana Mahin Doost ærgrer sig dog over fokusset på, hvor mange fremmødte, der kommer til demonstrationerne.

”Jeg synes, at snakken om tal er rigtig ærgerlig, for det er ikke det, der er essensen. Essensen er, at mennesker går sammen om at sige fra, og at vi bliver ved med at sige fra, fordi vi tror på, at det er det rigtige at gøre. Det handler ikke om, at alle demonstrationer skal overgå hinanden. Det handler om at manifestere en utilfredshed, det er det, vi har gjort, og det er vi vanvittigt stolte af.”

Som eksempel på, at modstanden nytter, fremhæver hun, at regeringen i går droppede omprioriteringsbidraget på landets hospitaler: ”Det er et eksempel på, at hverdagens eksperter siger fra og bliver hørt.”

Det er femte år i træk, at studerende går på gaden i oktober. Er I ikke bekymrede for, om I trætter de studerende eller at politikerne tænker, at det bare er den årlige demonstration?

”Vi går ikke på gaden for politikernes skyld. Vi gør det fordi, vi tror på, at det kan ændre nogle ting. Hvis de er trætte af os, så tror jeg da, at vi gør det rigtige. Vi holder ikke en demonstration for at holde en demonstration. Vi demonstrerer, fordi vi mener, der er noget at demonstrere over.”