DEBAT: Aarhus Universitet bør undersøge, hvordan IndFak, MitHR, RejsUd og alle de andre IT-systemer påvirker arbejdsmiljøet
IT-systemer udgør en reel udfordring for arbejdsmiljøet. Trods det er de fraværende i den arbejdspladsvurdering (APV), universitetet gennemfører hvert tredje år. AU bør undersøge, hvordan systemerne påvirker medarbejdernes trivsel og arbejdsmiljø, mener Olav W. Bertelsen, lektor ved Institut for Datalogi og fællestillidsrepræsentant for akademikerne ved Natural Sciences.

Dette er et debatindlæg, synspunkterne i indlægget er udtryk for skribentens holdning.
Vi har netop udfyldt skemaet til den arbejdspladsvurdering (APV), som Aarhus Universitet gennemfører hver tredje år. Det velkendte skema fra Rambøll stiller spørgsmål om alt fra uønsket seksuel opmærksomhed til skrivebordshøjder. En vigtig del af arbejdsmiljøet er dog besynderligt fraværende i undersøgelsen: den myriade af IT-systemer, som vi lever en stor del af vores arbejdstid indeni.
Mange kolleger på hele AU fortæller, at IT-systemerne indeholder forhindringer, eller ligefrem stressorer i det daglige arbejde.
IT-systemer udgør en reel arbejdsmiljøudfordring. Uforudsigelige opdateringer, der er svære at planlægge vores arbejde omkring, systemer der er unødigt svære at bruge, fordi de er designet til andre end os, osv. Mange kolleger på hele AU fortæller, at IT-systemerne indeholder forhindringer, eller ligefrem stressorer i det daglige arbejde. Uanset omfanget af disse udfordringer, er det forkert at holde dem ude af APV’en.
Nogle systemer har Staten nedkastet over os (f.eks. Finansministeriets IndFak), andre systemer er kommercielle supertankere, som AU ikke har nogen indflydelse på (fx Microsoft-systemerne), endelig er der systemer, hvor det er svært at gennemskue, hvordan de er blevet til (f.eks MitHR). Man får nemt det indtryk, at IT er noget, der beslutter sig selv, og at det derfor er meningsløst at spørge til det i APV’en.
At Finansministeriet eller en udbudsproces har afgjort, hvilke IT-systemer vi skal have, legitimerer imidlertid ikke, at AU, eller andre offentlige arbejdsgivere, systematisk lukker øjnene for systemernes konsekvenser for arbejdsmiljøet.
Forholdet mellem IT-systemer og arbejdslivskvalitet er ikke et mystisk eller nyt fænomen, men noget der siden 1970'erne har været forsket grundigt i, blandt andet på AU. Det er altså noget, man godt kan forholde sig systematisk til i en APV-proces.
Hvis AU begynder at undersøge, hvordan IT-systemerne påvirker trivsel og arbejdsmiljø, kan vi selv tage initiativer, der mindsker de belyste problemer
Hvis AU begynder at undersøge, hvordan IT-systemerne påvirker trivsel og arbejdsmiljø, kan vi selv tage initiativer, der mindsker de belyste problemer, og vi får et grundlag for at stille krav til de systemer, der pålægges os udefra.
AU kan ikke fortsætte med at ignorere, at IT er en vigtig del af arbejdsmiljøet.
Olav W. Bertelsen er lektor ved Institut for Datalogi og fællestillidsrepræsentant (DM) for akademikerne (VIP og AC-TAP) ved Faculty of Natural Sciences.