DEBAT: AU’s GAI-anbefalinger er et år gamle – men er allerede overhalet af teknologien
Siden slutningen af 2022 har lektor i matematik Niels Lauritzen integreret GAI i sin undervisning og tilladt teknologien til eksamen. Han har været med i udviklingen af AU’s retningslinjer for brug af GAI. Men nu er han i tvivl om, hvorvidt brugen af GAI som udgangspunkt skal være tilladt. For han har erfaret, hvordan de nyeste modeller kan lave perfekte besvarelser og løse opgaver med fejlfri henvisninger til pensum.
Dette er et debatindlæg, synspunkterne i indlægget er udtryk for skribenternes holdning.
GAI fungerer nu så godt som tutor i et givet pensum, at alignment mellem undervisning og eksamen (sammenhæng mellem faglige formål, undervisningsform og prøveform, red.) kan være brudt. Lad mig uddybe.
Jeg holdt oplæg om GAI i undervisningen for Institut for Matematiske Fag på Københavns Universitet 7. maj, 2025 i inspirerende omgivelser på det Gamle Carlsberg Glyptotek.
Siden slutningen af 2022 har jeg integreret GAI i min undervisning og endda tilladt de studerende at bruge GAI i den skriftlige stedprøve på kurset ’Introduktion til matematik og optimering’ på første semester i datalogi og datavidenskab.
I den efterfølgende diskussion på Glyptoteket forsvarede jeg derfor det hellige princip om alignment mellem undervisning og eksamen, da jeg blev mødt af en konstruktiv og sund skepsis. Det fik mig til at genoverveje på vej hjem i toget, specielt fordi jeg ikke havde haft tid til at afprøve den nye tænkemodel Gemini 2.5 Pro fra Google, som var udkommet dagen før.
I modsætning til de gængse modeller, som studerende og ansatte har adgang til via Copilot, reflekterer tænkemodeller, og man må ofte vente flere minutter på et svar. Tænkemodeller blev lanceret omkring september 2024 og er i mellemtiden blevet gratis tilgængelige bl.a. på Google AI Studio.
GAI laver perfekt besvarelse
Med et enkelt prompt, upload af mine noter samt eksamensopgaver til Google AI Studio, så jeg for første gang generativ AI producere en korrekt besvarelse med helt korrekte referencer til pensum. Førhen var det f.eks. et notorisk problem at integrere pdf-filer hensigtsmæssigt i et prompt til en sprogmodel (Google fortæller ikke, hvordan de gør det).
Sagt på en anden måde: GAI orienterede sig problemfrit i et forlods givet pensum og producerede en perfekt besvarelse. En meget skeptisk kollega på matematik reproducerede samme fænomen på sit kursus få dage efter. En anden kollega måtte erfare, at Google AI Studio kunne agere tutor ud fra en online version af hans lærebog og løse opgaver med fejlfri referencer til bogen.
På et efterfølgende oplæg (afholdt 27. maj 2025) om GAI i undervisningen til datalogi på Aarhus Universitet faldt bemærkningen "What did you expect?". Jo, jeg havde forventet noget i den stil, men ikke så hurtigt. Big tech investerer milliarder af dollars i GAI med fokus på uddannelse. Den nævnte model, Gemini 2.5 Pro, har endda læring indlagt (LearnLM) og per august 2025 har ChatGPT og Gemini tutorindstillinger, som guider studerende gennem et givet materiale. Universiteterne er ekstremt udfordrede på den front.
Har akut aflyst brug af GAI ved mine eksamener
Jeg har akut været nødt til at aflyse brugen af GAI til mine eksaminer og har dermed også måtte give køb på mantraet om alignment mellem undervisning og eksamen.
Jeg sad med ved bordet under udarbejdelsen af retningslinjerne for brugen af GAI på AU og også under udarbejdelsen af de blanketter, studerende skal bruge til at deklarere deres brug af GAI i skriftlige opgaver på NAT. Det var et af de mest konstruktive og givende udvalgsarbejder, jeg har været med til på AU.
I mellemtiden er der gået næsten to år, og udviklingen har været voldsom. Jeg er f.eks. ikke længere sikker på, at skriftlige hjemmeopgaver er en troværdig udprøvning, og at GAI som udgangspunkt skal tillades til eksamen, medmindre andet angives. GAI som tutor kan være et enestående redskab i undervisningen og giver ofte feedback på niveau med de bedste undervisere, men ubalancen mellem GAI i undervisning og til eksamen er et reelt problem, som bør diskuteres indgående fremadrettet.