DEBAT: Barsel uden benspænd
Jeg må ærligt sige, at det har været en svær periode. Sådan skriver Henry Churchill Henson, ph.d.-studerende ved Institut for Ecoscience, om at skulle undvære sin vejleder i en længere periode som følge af barselsorlov. Derfor opfordrer han til en diskussion om, hvordan universitetet bedre kan støtte både vejledere og ph.d.-studerende i forbindelse med barsel.

Dette er et debatindlæg, synspunkterne i indlægget er udtryk for skribentens holdning.
I Danmark har vi heldigvis nogle af verdens bedste barselsvilkår. Forældre har ret til op mod et års barsel tilsammen, og det er en kæmpe gevinst – både for familier og for ligestilling. Alligevel er der situationer, hvor selv gode rettigheder kan have utilsigtede konsekvenser. Det mærker man som ph.d.-studerende, når ens vejleder går på barsel.
Jeg har selv en vejleder, som jeg sætter utrolig stor pris på – både fagligt og personligt. Hun har været en vigtig støtte i min udvikling som forsker, og jeg oplever, at hun ser mig som mere end bare en studerende. Derfor glædede jeg mig også over nyheden om, at hun skulle have et barn. Hun fortjener at tage alt den barsel, hun både har ret og lyst til.
Men samtidig må jeg ærligt sige: det har været en svær periode. En ph.d. er i Danmark kun tre år lang. Hvis ens vejleder tager seks måneders barsel, mister man 17 procent af den tid, man har adgang til sparring, feedback og faglig udvikling med netop den person, der skal hjælpe én i mål. Hvis barslen varer længere, kan det hurtigt nærme sig en tredjedel af ph.d.-forløbet.
Andre lande som Tyskland eller USA har længere ph.d.-forløb – ofte fire, fem eller endda seks år. Det medfører sine egne udfordringer, men det giver også en anden fleksibilitet. I Danmark skal man på tre år nå at tage kurser, undervise, og samtidig gennemføre tre forskningsprojekter, der gerne skal munde ud i publicérbare resultater. Det er allerede et hårdt program. At miste sin primære sparringspartner undervejs – selv for en god og legitim grund – kan være et stort benspænd.
Jeg har talt med andre ph.d.-studerende i samme situation, og vi er mange, der oplever det som en vanskelig tid. Selv med en planlagt strategi for perioden er det svært at holde momentum. Der er ikke noget formelt krav om, at en vejleder skal være tilgængelig under barsel – hvilket de selvfølgelig heller ikke bør være – så det afhænger i høj grad af, hvad man har aftalt på forhånd. Hvis man har en andenvejleder, kan det måske lette lidt, men mange står alene med eksperimenter, feltarbejde og skriveprocesser – uden den løbende sparring. Derudover er forskning sjældent lineær; nye spørgsmål og udfordringer opstår hele tiden, og det gør det svært at lægge en plan, der kan holde i et halvt eller helt år.
Jeg ved godt, at det er et følsomt emne. Det her handler ikke om at kritisere retten til barsel – slet ikke. Men måske skal vi begynde at tale mere åbent om, hvordan barselsfravær påvirker ph.d.-forløb – og hvordan vi bedre kan støtte både vejledere og ph.d.-studerende, når barsel kommer ind i billedet.
Måske burde man overveje, om ph.d.-forløb i disse tilfælde kunne forlænges? Eller om universiteterne burde tilbyde mere struktureret støtte i vejlederens fravær – fx i form af en midlertidig, aktiv mentorordning?
Barsel skal være en glæde – ikke en usynlig barriere for næste generation af forskere.