Raunkjærs indlæg bragt i Omnibus 9. marts 2023 har øjensynligt to pointer. Den ene er, at  SVM-regeringens retoriske tilgang til uddannelsesreformen ikke afspejler den egentlige tanke bag reformen, men mest af alt er et forsøg på at sminke det lig, som efter sigende skulle løfte dansk akademia i en mere produktiv retning. I den betragtning er jeg helt enig. Det ville være en befrielse, hvis politikere for en gangs skyld droppede den indholdsløse form og i stedet fremlagde stoffet uden omsvøb.

Raunkjærs anden pointe udledes på baggrund af SVM-regeringens frygt for at udlægge ”det ellers fine argument om solidaritet til at legitimere ændringer i samfundet”. Man må altså forstå, at det er et solidarisk projekt, som SVM-regeringen har kastet sig ud i med reformen. Jeg har imidlertid noget svært ved at se sammenhængen mellem solidaritet og nedskæringer på humanistisk videnskab. Raunkjær bygger broen mellem solidaritet og reformen på følgende:

Indledningsvis problematiseres skolesystemet som en institution, der placerer de lange videregående uddannelser på en piedestal og de resterende uddannelsesmuligheder som en dårligere løsning. Alle, der ikke når kandidatniveau, er ”stået af bjergbestigningen”.

Dette er jeg helt uenig i. Scenariet, Raunkjær beskriver, er i mine øjne totalt misforstået. Jeg selv kommer af en familie, hvor mange har VALGT at undervise i folkeskolen eller tage en håndværksuddannelse, og det er på ingen måde et valg truffet på baggrund af manglende akademiske evner – tværtimod! Det er et valg truffet på baggrund af lige netop den pågældende persons evner og interesser og ikke et fejlslagent forsøg på at blive akademiker.

Derudover er min klare forståelse af og oplevelse med skolesystemet, at mange muligheder og fagligheder præsenteres. Hvis boglighed var skolesystemets ypperste fokus, finder jeg det mærkværdigt, at alle undersøgelser viser et faldende niveau blandt danske børn i netop de boglige fag som dansk og matematik; et bizart tilfælde, hvis eleverne blev socialiseret til akademisk forfølgelse.

Unuanceret syn på humanister

Derudover mener Raunkjær, at man inden for akademia skal indse, at man ikke længere kan beholde sin gunstige plads i samfundet. I indlægget præsenteres de humanvidenskabelige studerende som en gruppe af overprivilegerede børn fra den kulturelle elite, som gennem et fejlagtigt forsøg som møbelsnedker ender på et navlepillende humaniorastudie. Dette er langt fra den virkelighed, jeg oplever i min daglige gang på universitetet. Her er folk fra mange baggrunde, langt fra alle er fra privilegerede hjem. Dertil kommer, at det humanistiske håndværk kan langt mere, end hvad Raunkjær anerkender. Det følger af indlægget, at vi humanvidenskabelige studerende ikke har samme værdi og ”vigtighed” som håndværkere og ”velfærdsfagene” – for hvem skal passe vores søskende, mens vi andre piller os selv i navlen? Ja, det skal naturligvis pædagoger, dannet af det humanistiske tankegods. Hvem skal bygge idrætshallen til vores barndoms fodboldforening? Ja, det skal de gode håndværkere. Men hvorfor har vi fodboldforeninger? Hvorfra kommer tanken om de frie foreninger? Fra håndværkerne, der byggede idrætshallen? Til dels, men ikke alene, bygger sådanne principper også på det humanistiske håndværk.

Raunkjær mener, at akademikerne er vigtige, men ikke de vigtigste. Jeg er ikke uenig, men jeg vil formulere det sådan: Ingen er vigtigst, men alle er vigtige – og det er vel netop den solidariske tilgang. Vi må indse, at samfundet er en levende, og dermed organisk, kulturel størrelse.

Lad os ikke erstatte ét uddannelseshierarki med et andet, men lad os i stedet arbejde mod en fælles forståelse for hinandens faglige værdi. Lad os ikke spare på én uddannelse for at lægge vægten på en anden. Kun ved at investere mere, dybere og bredere i uddannelsers helhed kan vi sikre kvaliteten af hver enkelt.

Korrekturlæst af Charlotte Boel