DEBAT: Mit tilvalg minder mere om gymnasiet end om universitetet

Dette er et debatindlæg, synspunterne i indlægget er udtryk for skribentens holdning. 

Som BA-studerende på historie så jeg frem til mit tilvalg i tysk. Fagbeskrivelsen for BA-tilvalget i tysk beskriver, at man på de to semestre ikke kun skal beskæftige sig med sproget og grammatikken, men også med den tyske historie, samfundet og kulturen. Det var noget, der virkelig tiltalte mig. Da jeg startede, var det min klare forhåbning, at grammatikken, ordforrådet og det talte tysk skulle styrkes, og at vi skulle dykke ned i den tyske historie med dens enorme underskov af emner, temaer og begivenheder. Sproget er da også blevet bedre. Men den historiske og samfundsfaglige del har skuffet mig.

På historiestudiet har jeg i to år lært at spørge: Hvem skriver historien, hvorfor, og i hvilken kontekst? Kildekritik, komparativ analyse og historiografi er ikke pynt, men fagets grundlæggende håndværk. På tysk møder jeg til gengæld ofte en færdigtygget, officiel fortælling, som skal kunne gengives til punkt og prikke til eksamen. Det minder mere om gymnasiet end om universitetet.

Undren og entusiasme ses som en forsinkelse

Jeg vil gerne være fair. Tiden er knap på et tilvalg. Pensum er stort, og den tyske historie rummer flere emner, end nogen kan nå igennem på to semestre. Der er ikke ECTS-point nok til at være lige så dybdegående som på historiestudiet, og det forventer jeg heller ikke. Men der er forskel på at gå i dybden og på at kunne spørge og være kritisk. Et kritisk spørgsmål behøver ikke koste en time. Nogle gange kræver det blot et eller to minutter og et par sætninger. Problemet opstår, når tidsmangel bliver en fast begrundelse for aldrig at forlade det indlærte, og når undren eller entusiasme mødes som en forsinkelse frem for en ressource. 

Som tilvalgsstuderende medbringer vi værktøjer fra vores hovedfag. Jeg har kildekritikken og det komparative blik med i bagagen, og andre har deres. Det er en ressource, universitetet kunne udnytte næsten gratis. Tag f.eks. bare DDR. Hvis vi kort sammenlignede med andre autoritære stater eller med Vesttyskland i samme periode, kunne vi forstå mekanismerne bag statslig socialisering langt bredere. Det ville give os noget at tage med til nutiden: en forståelse af, hvad der har formet tyskerne, uanset om de kommer fra Bayern eller Mecklenburg-Vorpommern, og af hvordan det tyske uddannelsessystem i dag socialiserer sine elever, ligesom alle uddannelsessystemer altid vil gøre.

Reproduktion er en flygtig form for viden

Kritisk tænkning er ikke en luksus, man kan spare væk, når kalenderen er fuld. Det er forskellen på at vide og at forstå. Den, der har lært at spørge, hvem der taler, og med hvilke interesser, kan bruge sin viden på nyt stof og i nye situationer. Den, der kun har lært svarene udenad, står afklædt, så snart spørgsmålet ændrer form. Reproduktion er en skrøbelig form for viden. Den kan måles til en eksamen, men forsvinder hurtigt, fordi den ikke er forankret i forståelse. Værre er, at den lærer os, at videnskab er en samling færdige konklusioner og ikke en løbende samtale, hvor konklusioner kan udfordres. Det er en gymnasial opfattelse af viden. På et universitet, hvis berettigelse er at producere og afprøve viden, ikke blot at videregive den, er den et problem.

Systemet reproducerer sig selv

Mange af os skal være gymnasielærere, og det er netop derfor, det er alvorligt. En underviser, der aldrig selv har fået lært at udfordre en fortælling, får svært ved at lære sine elever det. Hvis universitetet kun uddanner i at videregive pensum, får gymnasiet elever, der kun lærer at gentage. Så er vi tilbage ved udgangspunktet: et system, der reproducerer sig selv.

Jeg beder ikke om flere timer, eller om en konstant konfrontatorisk kritisk undervisning, men om en lidt anden indstilling. Lad os få et par minutter til "hvorfor" og "hvem siger det". Lad de tilvalgsstuderendes forskellige faglige baggrunde blive en god og veludnyttet del af undervisningen frem for blot at blive set som en forstyrrelse af den.