Omnibus prik

DEBAT: Slæk nu på fremdriftsreglerne, AU – de går ud over vores faglighed

Studenterrådet ved Aarhus Universitet opfordrer universitetsledelsen til at slække på fremdriftsreglerne. Universitetsledelsen skal behandle sagen i næste uge.

Næstformand Marie Dall (tv.) og formand Alexander Estrup fra Studenterrådet ved Aarhus Universitet. Foto: Studenterrådet ved Aarhus Universitet
DEBAT I OMNIBUS. Debatindlægget her er udtryk for skribenternes egen holdning. Redaktionen forbeholder sig ret til at redigere i indkomne indlæg. Send dit indlæg til os på omnibus.au.dk.

Kvaliteten af vores uddannelser er de seneste år blevet mere og mere presset af nedskæringer og fremdriftsincitamenter. Begge dele er pålagt universitetet af Folketinget. Men de færreste ved, at det faktisk er universitetet selv, der i sidste ende bestemmer den konkrete udformning af fremdriftsreglerne.

En officiel indstilling til universitetsledelsen

I næste uge skal universitetsledelsen behandle, hvorvidt fremdriftsreglerne skal lempes. I Studenterrådet har vi siden 2016 kæmpet for afskaffelsen af blandt andet aktivitetskravet og kravet om maksimal studietid. Utallige mails og opkald har holdt dialogen i gang, og i næste uge har vi en historisk chance for at lykkes. Derfor har Studenterrådet i sidste uge sendt en officiel indstilling til universitetsledelsen, hvori vi appellerer til en afskaffelse af aktivitetskravet og kravet om maksimal studietid. Vores appel til ledelsen er klar: Vælg fremdriftsreglerne fra. Vælg fagligheden til.

Kan sagtens lade sig gøre at afskaffe enkelte regler med succes 

Og det kan sagtens lade sig gøre at afskaffe enkelte regler med succes. For eksempel afskaffede RUC for fire år siden stort set alle interne fremdriftsregler med henvisning til, at reglerne var for bureaukratiske og administrativt omkostningsfulde og uden nogen egentlig effekt. AAU har ligeledes afskaffet en del.

Fremdriftsreglerne stresser de studerende gennem studiet, selvom det går ud over fagligheden og trivslen. At beholde alle reglerne er en klar overimplementering. En skadelig overimplementering. SU-reglerne er rigeligt incitament til at prioritere uddannelsen, så hvorfor beholde fremdriftsreglerne i deres originale form?

Tiden går fra aktiviteter, der supplerer og giver noget til uddannelsen 

Den tid, man tager, går direkte fra alle de aktiviteter, der supplerer og giver noget til uddannelsen. For eksempel frivilligt arbejde. Studenterpolitik. Supplerende aktiviteter. Ting til CV’et.

Vi har masser af historier om studerende, der er presset af disse regler. Om studerende, der ikke kan finde overskud til at være frivillige, fordi kampen for de gode karakterer har taget overhånd. Om studerende, der har måttet sige et relevant studiejob op, fordi de har ondt i maven af stress. Om studerende, der ikke kan engagere sig i studenterforeninger, fordi en reeksamen kan have uoverskuelige konsekvenser.

Det er ikke godt nok.

Så derfor denne opfordring til universitetsledelsen:
I har en historisk chance for at vælge fagligheden til. Afskaf fremdriftsreglerne. For vores uddannelses skyld.