DEBAT: Universitetets erotiske fordisme
For mange oplever at være genstand for uønsket seksuel opmærksomhed på universitetet. Selvom juraen er klar, er der brug for mere kommunikation til medarbejderne om, hvordan man undgår at overskride andres grænser – og opbakning til at sige ”fuck off”, hvis ens grænse er overtrådt, skriver Olav W. Bertelsen, lektor ved Institut for Datalogi og fællestillidsrepræsentant ved Natural Sciences.
Dette er et debatindlæg, synspunkterne i indlægget er udtryk for skribentens holdning.
Den seneste APV for Aarhus Universitet minder om, at seksuelle krænkelser stadig er et problem. Andelen af medarbejdere, der har oplevet uønsket seksuel opmærksomhed, er fordoblet siden sidste APV (fra 1 til 2 procent). Det er ikke overraskende i lyset af fx VIVEs undersøgelse i 2024, der pegede på alvorlige problemer med forskellige former for sexisme og krænkelser på universiteterne.
På universitetet, har vi en særlig form for erotisk fordisme, som vi kollektivt skal blive bedre til at navigere i. Med erotisk fordisme mener jeg, at mange finder deres erotiske partnere og livsledsagere i den akademiske verden på universitetet. Som arbejderne på Henry Fords bilfabrikker, der kunne leve hele deres liv på fabriksområdet, hvor der var boliger, butikker, velfærdsfaciliteter og hvad man ellers behøvede for at leve et godt liv. Universitetets erotiske fordisme er ikke planlagt af ledelsen, men har en strukturel karakter. Mange lever størstedelen af deres liv i de faglige miljøer og finder sammen med nogen, der kender og lever i universitetslivets opslugthed og engagement. Det er i sig selv både godt og naturligt. Den erotiske fordisme er altså ikke ensbetydende med krænkelser og seksualiseret magtudøvelse nedad i hierarkiske strukturer, og derfor heller ikke noget, vi behøver at bekæmpe som sådan.
Universitetets erotiske fordisme er særlig, fordi arbejde og person ofte smelter sammen. Forskningsarbejde indebærer mange forskelligartede relationer, hvoraf mange ikke er tydeligt definerede. Det kan skabe forvirring om interesse og hensigt. Dertil kommer, at universitetet er mødested for kulturer med meget forskellige opfattelser af køn, romantik osv. Endelig, dyrker akademia individualiteten på en måde, der gør det svært at implementere fælles normer.
Det faglige rum skal ikke erotiseres
Vi kender sikkert alle eksempler, hvor en kollega har troet, at faglig status medførte erotisk status, eller at faglig interesse var en form for erotisk interesse. Det burde være selvindlysende, at når en ph.d.-studerende i tyverne gerne vil snakke med en professor i halvtredserne til sommerfesten, er det ikke på grund af erotisk interesse. Men interesse mellem kolleger på samme niveau kan også misforstås, og bliver det. Det fører til alt fra akavede situationer til regulære krænkelser.
Vi skal ikke have antennerne så langt ude, at kolleger skal bruge energi på at navigere udenom.
Vores eventuelle åbenhed for erotisk kontakt, må ikke resultere i, at vi erotiserer de faglige rum. Vi skal ikke have antennerne så langt ude, at kolleger skal bruge energi på at navigere udenom. Det må ikke være sådan, at kolleger hele tiden skal vurdere, om det, de selv gør for at passe deres arbejde, kunne overfortolkes som erotisk interesse. Selvom der ikke er tale om krænkelser og overgreb, baseret på magtmisbrug i asymmetriske situationer, kan universitetets erotiske fordisme blive et problem for arbejdsmiljøet. Det skal vi forholde os til.
Svært miljø at navigere og sætte grænser i
De fleste har nok en sund selvkritisk forståelse af andres interesse og kan sætte grænserne for egen ageren, men det er ikke alle, der spontant forstår, at universitetet ikke primært er arena for erotisk erobring, og at liderlige blikke altid er for lange, hvis de ikke er tydeligt gengældte.
De stejle hierarkier, de komplekse arbejdsrelationer, dyrkelsen af individerne, og de mange forskellige kulturelle baggrunde, der mødes, gør det sværere at navigere og sværere at sætte grænser.
Vi skal ikke bandlyse universitetets erotiske fordisme, men gøre os klart, at de stejle hierarkier, de komplekse arbejdsrelationer, dyrkelsen af individerne, og de mange forskellige kulturelle baggrunde, der mødes, gør det sværere at navigere og sværere at sætte grænser.
Og vi skal ikke bagatellisere, at universitetets erotiske fordisme udfordres af de stejle hierarkier, karriere-gatekeepers osv., som #metoo-bevægelsen fik sat spot på i skuespil- og mediebrancerne.
"Fuck off"
Juraen er klar, uønsket seksuel opmærksomhed kan have ansættelsesmæssige konsekvenser. Det, vi mangler, er mere pædagogik, som i praksis kan hjælpe den enkelte med ikke at overskride andres grænser og gøre det nemmere at afværge unødig erotisering. Det er ikke gjort med en personalepolitisk retningslinje formuleret i sikre personalejuridiske vendinger.
Det er svært at udpege én bedste form, og måske er det ligefrem en pointe, at vi har brug for flere forskellige materialer og fælles handlinger. Det kunne være anonymiserede beretninger, vejledninger i hvordan man taler med sine yngre kolleger om, hvad der er passende på vores universitet og meget andet. Noget kunne måske indarbejdes i velkomsten, når vi modtager nye kolleger.
Og måske skal det være tydeligere, hvem man kan gå til, hvis andre er uønsket seksuelt opmærksomme, eller erotiserende. Også hvis man bare vil have et godt råd, eller opbakning til at sige ”fuck off”.