DEBAT: Vi kan ikke leve med, at uddannelse og mistrivsel hænger sammen

Under overskriften 'Uddannelse og ubehag hænger sammen, Det skal de unge lære at leve med' bragte Information 23. november en kronik skrevet af Claus Holm, som er Institutleder ved DPU – Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse.

Men Claus Holms kontante udmelding er ude af trit med virkeligheden. Lad os begynde med at referere til Aarhus Universitets seneste studiemiljøundersøgelse fra 2017, der blandt andet viste, at 20 procent af de studerende på Aarhus Universitet og 21 procent af de studerende på Arts, som DPU er en del af, oplever stærke stresssymptomer i hverdagen.

'Ubehaget' er sygdomstegn som søvnløshed og angst

Går vi mere specifikt ned og kigger på de uddannelser, der er på DPU, er billedet nogenlunde det samme. I undersøgelsen har man udspecificeret, hvad ”stærke stresssymptomer” dækker over. Det drejer sig om blandt andet tilbagetrukkethed, hjertebanken, ondt i maven, angst og søvnløshed. Det er deciderede sygdomstegn. Hvis disse symptomer blot er en naturlig del af at gå på DPU, er der grundlæggende noget galt. Skal man virkelig udsætte sig selv for en overhængende sundhedsfare ved at lade sig indskrive på DPU? Det synes vi ikke.

Vi skal ud på gyngende grund for at lære, men ...

Som studerende på pædagogiske og uddannelsesvidenskabelige uddannelser ved vi godt, at vi, for at lære, nogle gange skal ud på gyngende grund – eller for nu at bruge et udtryk fra pædagogikken; skal skubbes ud i zonen for nærmeste udvikling (det område, hvor læring ikke er lettilgængeligt, men heller ikke uopnåeligt for den lærende. Det kræver hjælp fra en kompetent jævnaldrende eller voksen at opnå den læring, der ligger i zonen for nærmeste udvikling, red.). Det er vi helt enige i.

En syg kultur

Vi studerende ved udmærket, at alt ikke handler om nydelse. Men det, som diverse undersøgelser efterhånden har vist, er ikke resultatet af almindelig sund faglig udfordring. Det er resultatet af en syg kultur. Og det er foruroligende at være studerende på et institut, hvis ledelse ikke har blik for det.

Claus Holm skriver i sin kronik, at svaret til studerende, der mistrives, fremover bør være: ”Jeg kan i et vist omfang hjælpe dig med nogle måder at håndtere det på, så du bedre kan klare de udfordringer, du møder.”

Dette kan være en udmærket form for brandslukning, men mere positivt er der heller ikke at sige om det. For det netop er og bliver brandslukning.

Hvorfor hører vi kun succeshistorier?

Det, der i stedet skal til, er fundamentale ændringer i vores uddannelsessystem. Claus Holm skriver selv, at vi skal ændre den perfekthedsfortælling, der eksisterer. Det er vi sådan set enige i. Og vi kan starte på eget institut. For som studerende på DPU bliver vi altid fortalt succeshistorier, når vi skal i gang med et projekt. Hvorfor er der aldrig nogen, der fortæller om de projekter, der fik 4? Der ligger altså et fælles arbejde foran os i at forandre fortællingen. Men det arbejde begynder ved at erkende virkeligheden.