Anmeldelse: One does simply walk into Fysisk Fredagsbar
Fysisk Fredagsbar er referencernes mekka og alumnernes hjemstavn. Det er stedet, hvor barpersonale og -gæster i rolige rammer nyder et stort udvalg af specialøl, spiller komplicerede brætspil og deler en forkærlighed for en garderobe med striber, tern og intertekstuelle sweatre.
Anmeldelse Fysisk Fredagsbar
Anmeldt den 29. november omkring kl. 17.00
Fysisk Fredagsbar: Fredagsbaren for studerende ved Institut for Fysik og Astronomi
Hvor: Universitetsparken 524, bygning 1525, lokale 231, 8000 Aarhus C
Åbningstider: kl. 16-22 hver fredag eller hverdage før fridage.
Særkende: Nichetemaer, et stort udvalg af special- og (lige for tiden) juleøl, og festforeningens (Dynastiets) medlemmer ses ofte i mystiske pelshatte.
Priser:
- Tilbud: Fem almindelige øl for 50 kroner
- Guldøl: 15 kroner
- Specialøl : Fra 20 kr.
- Tilbud: 50 procent på gamle øl
- Drinks: 20 kroner (der serveres sjældent drinks i Fysisk Fredagsbar)
Plus:
- Imødekommende barpersonale, som skaber en afslappende atmosfære
- Tilpas lydstyrke på musikken, så man kan holde en samtale kørende
- Åbensindede bargæster med fed tøjstil
Minus:
- For skarp belysning
- Temadrinken er ikke velsmagende. Her gør man klogt i at smage på udvalget af specialøl
- Låst hoveddør og svær at finde
Kl. 16.55 var døren til Institut for Fysik og Astronomi, og dermed også Fysisk Fredagsbar, åben. Kl. 17.01 var den låst. Det forlyder, at der er personalejulefrokost i 'Sky Lounge' på øverste etage, og man ønsker ikke ubudne gæster. Min medanmelder og jeg må derfor stå på lur og vente på, at nogen skal ud ad døren, så vi kan hugge til og tage del i fredagsbarens festligheder. Heldet er med os i aften.
Fysisk Fredagsbar holder til i et studieområde med et enkelt undervisningslokale en suite, hvor formler og figurer på tavlerne, som de eneste i lokalet, endnu ikke er gået på weekend. De er svære at tyde i den lidt for skarpe, hvide belysning, man ellers kun finder i pizzeriaer. Den bevirker dog, at man er tryg nok til at efterlade åben rygsæk, sin pung og en ulåst mobil fremme.
Jeg har aldrig været i et escape room, men det er sådan her, jeg forestiller mig, at det er. Der er en række rekvisitter og tilfældige genstande rundt i lokalet, som let kunne forveksles med clues. Hvorfor står der et halvt spist fad med smørrebrød? Hvad betyder ligningerne på tavlerne? Hvorfor er personalet i baren klædt i pyjamas? Jeg finder først svarene senere.
Aftenens temadrink går under navnet 'Pangalaktisk Ganefræser', på engelsk 'Pan Galactic Garge Blaster', og står til 20 kroner. To styks, tak. Det er en blanding af den billige appelsinjuice fra REMA 1000, Faxe Kondi og en udefinerbar grøn sirupslignende væske. ”Kan du lide oliven?” spørger bartenderen, mens hun blander op. ”Øh, ja," svarer jeg, og en oliven bliver nu en form for blind passager i temadrinken, der prydes med kant af sukker. Det er også nøjagtigt sådan, den smager. Som en blanding af appelsinjuice, Faxe Kondi, oliven og en kant af sukker. Vi minder lige om, at baren har et stort udvalg af specialøl ...
Fysisk Fredagsbar skaber et godt rum til en debrief af ugen, der gik, med studiekammeraterne, og er - som barpersonalet selv beskriver - en hyggebar og ikke en partyhard-bar. Den er perfekt til fyraftensøl eller som forfest før en længere Tour de Fredagsbar.
Hvad siger baren?
Det er festforeningen 'Det 42. Dynasti', der står bag Fysisk Fredagsbar. 'Kalifinen' (IT-og lokaleansvarlig, red.) Sofie Spange Holm fortæller, at de fleste professorer og endda institutlederen på Institut for Fysik og Astronomi har været en del af Dynastiet. En anden kalifin (ølansvarlig, red.), Elise Rørbøl Markussen fortæller, at det er en hygge-bar og ikke en ’partyhard-bar’, som tilbyder plads, når Umbilicus (Medicinsk Fredagsbar, red.) er fyldt op og tilføjer, at i aften ligner en typisk fredagsbar her på stedet.
Fredagsbarens tema denne fredag er 'The Hitchhiker's Guide to the BARlaxy' og tager udgangspunkt i en science fiction-radiodramaserie af Douglas Adams fra 1978 med navnet 'The Hitchhiker's Guide to the Galaxy', som siden blev til en bogserie. Protagonisten er iklædt pyjamas, da Jorden går under. Aha, ser man det.
Hvad siger gæsterne?
”What the fuck is that drink?” spørger Joe Pitfield, der er gæst til aftenens fredagsbar, da han ser anmelderne med den grønne temadrink i hænderne. Han er post.doc. på instituttet og har i øvrigt iklædt sig en sweater, der med teksten, 'One does not simply walk into Mordor' refererer til en helt anden velkendt romanserie end aftenens tema, nemlig Ringenes Herre af Tolkien. Han sidder sammen med andre ph.d.er og færdiguddannede fysikere, og netop alumnerne, er godt repræsenteret til fredagsbarerne. De fremhæver barens gode fællesskab og et godt udvalg af specialøl, der kan nydes i rolige omgivelser.
Sådan gør vi
Vi sender to anmeldere afsted, som først opholder sig i baren i noget tid uden at give sig til kende for at få indtryk af stemningen i baren og faciliteterne.
Da en fredagsbar typisk vil ændre karakter fra eftermiddag til aften, giver vi os til kende og taler med bargæster og barpersonale for at få indtryk af, hvordan baren typisk vil udvikle sig, og hvad man fra barens side forsøger at opnå.
Vi giver ikke karakterer på en skala. Fredagsbarerne på AU er meget forskellige og kan derfor være svære at sammenligne og bedømme på den samme skala. Vi opsummerer i stedet vores anmeldelse i plus og minus.
Korrekturlæst af Charlotte Boel.