Guide til forskningsfinansieringslandskabet i Danmark: Den, der betaler for musikken, bestemmer også melodien

Pengene til forskning kommer mange steder fra. Hvis man laver en grovsortering, kan man først og fremmest inddele pengene i offentlige og private midler. Vi starter med at se på de offentlige – eller det, man kalder ’det offentlige forskningsbudget’. Det er altså skattekroner, der bruges på forskning. De offentlige midler er inddelt i statslige, regionale og kommunale midler.

Her fokuserer vi på de statslige midler. Hvor mange penge der skal bruges på forskning, beslutter politikerne hvert efterår, når de forhandler om finansloven for det næste år. De seneste år har politikerne afsat cirka 16 milliarder kroner.

Basismidler

Omkring halvdelen af pengene gives som basismidler til universiteterne; det vil sige midler, universiteterne selv bestemmer over. Otte milliarder lyder måske af meget, men det er langt fra alle pengene, der reelt kan bruges på forskning. Dertil kommer, at nogle af basismidlerne bliver bundet til såkaldt medfinansiering, når forskere modtager bevillinger fra private fonde. Det vil sige, at hvis en fond som Novo Nordisk tildeler 5 millioner kroner til et forskningsprojekt på AU, kan nogle af AU’s basismidler gå til at finansiere materialer, vedligehold af udstyr og personale til projektet.

Præcist hvordan kronerne fordeler sig på de poster, er svært at få overblik over. Men seniorforsker ved Dansk Center for Forskningsanalyse på AU, Kaare Aagaard, vurderer – ud fra det, han betegner som et meget groft skøn – at minimum halvdelen af basismidlerne går til en række andre udgifter end uafhængig forskning, som forskerne selv har taget initiativ til. Så er vi altså nede på omkring fire milliarder. Og de kan langt fra finansiere al forskning.

Offentlige fondsmidler

Forskerne er derfor i stigende grad tvunget til at søge støtte til deres forskningsprojekter andre steder fra. Det leder os videre til den anden halvdel af de statslige midler, altså de resterende otte milliarder. De fordeler sig på mange forskellige poster, men her er det de såkaldt konkurrenceudsatte midler, der er interessante. Det er statslige penge til forskning, som er samlet i to danske puljer: Danmarks Frie Forskningsfond og Innovationsfonden.

Hvis man som forsker ønsker at få del i fondenes penge, kan man skrive en såkaldt fondsansøgning, hvor man forklarer sit forskningsprojekt. Et råd eller en bestyrelse i fondene afgør, hvilke forskningsprojekter der skal have støtte. Som forsker konkurrerer man altså med andre danske forskere om støtte til sine projekter.

Netop den konkurrence om midlerne er kommet til at fylde mere det sidste årti. Således viser forskningsstatistikken, at flere og flere af universiteternes midler kommer fra andet end basismidlerne og dermed skal hentes hjem andre steder fra, blandt andet fra fonde. Hvor det i dag er cirka halvdelen af universiteternes midler, der er basismidler, var det i 2006 mere end to tredjedele.

Og der er rift om hver en krone. I 2017 blev de fire fonde ansøgt om 34 milliarder kroner. De havde fire milliarder at dele ud af. De modtog tilsammen 7.447 ansøgninger om støtte og imødekom de 1.523. Det svarer til, at fondene kunne dække hver ottende krone, der blev ansøgt om, og at hver femte ansøgning havde succes.

Frie og øremærkede midler

Hvilken type forskning fondene støtter, afhænger af fondens formål. Mest omtalt er måske Danmarks Frie Forskningsfond. I 2019 har fonden 1.225 millioner kroner at dele ud af. Midlerne skal bruges på fri forskning. Forsimplet sagt betyder det, at de bedste forskningsprojekter får støtte, uanset hvad de forsker i. Tanken er, at det skal sikre udviklingen af nye forskningsområder og ny viden.

Som noget nyt har politikerne på Christiansborg besluttet, at en lille andel af støtten er øremærket til forskning inden for bestemte områder. I 2019 er det 100 ud af de 1.225 millioner kroner, der er afsat til formål bestemt af politikerne – også kaldet tematiseret forskning.

Netop den tematiserede forskning er det eneste, som Innovationsfonden giver penge til. Dens erklærede formål er ’at løse samfundsudfordringer og styrke vækst og beskæftigelse’, hvilket ligger til grund, når fonden skal tildele midler til forskning. Hvis man skal have penge fra den fond, skal ens forskningsfelt passe ind i de kriterier, politikerne har sat for fonden. Innovationsfonden uddelte i 2017 1.250 millioner kroner, altså lidt mere end Danmarks Frie Forskningsfond (DFF).

DFF giver mange små bevillinger, imens Innovationsfonden giver både små og store bevillinger, sidstnævnte blandt andet i form af ’Grand Solutions’. Grundforskningsfonden og Horizon 2020 giver færre, store bevillinger.

Private fonde

Forskerne kan også hente penge et andet sted fra, nemlig hos de private fonde.

En rapport lavet af Styrelsen for Forskning og Innovation (i dag Styrelsen for Forskning og Uddannelse, red.) i 2016 kortlægger 12 af de største private fondes bidrag til dansk forskning i perioden 2012-2014. Rapporten viser, at fondene har støttet forskning og udvikling med godt 9 milliarder kroner i perioden; kun 600 millioner mindre end de offentlige fonde.

Det går pengene til

Når de store fonde skal dele penge ud, er det ikke alle områder, der er lige populære. Sundhedsvidenskab alene tegner sig for næsten halvdelen af midlerne. Naturvidenskab får hver femte krone, imens samfundsvidenskab må nøjes med 6,6 procent og humaniora med 3,4 procent.

Novo Nordisk Fonden, A.P. Møller Fonden, Kræftens Bekæmpelse og Lundbeckfonden har i perioden stået for 84 procent af de private midler til sundhedsområdet. Tilsammen har de private fonde givet 4,2 milliarder kroner til sundhedsområdet. Det er mere end dobbelt så meget som de offentlige fonde, der har givet 1,8 milliarder kroner.

TEMA: Omnibus sætter fokus på, hvem der finansierer forskningen i Danmark

FIK DU LÆST:

6. marts: Forskerelite får tre fjerdedele af de konkurrenceudsatte forskningsmidler

To forskere, som må kæmpe fra fond til fond for at få finansiering, fortæller:

11. marts: Christian Wejse forsker i den mest dødelige infektionssygdom i verden. Men forskningen er så svær at skaffe penge til, at han i perioder må se nøglen blive drejet om til forskningsstationen i Vestafrika

12. marts: Talteoretiker Simon Kristensen: ”Jeg har som sådan ikke noget imod, at min forskning finder anvendelse. Det er bare ikke derfor, jeg forsker”